Sunday, April 8, 2007

Netværkskongen Fritz Schur

Portrætartikel med Fritz Schur blev bragt i Ugemagasinet "Fokus" den 9. november 2006.

"Netværkskongen"

Af Jarl Cordua

Han kender Gud og hvermand i toppen af det danske samfund, om det så er dronningen, statsministeren eller Mærsk Mc-Kinney Møller. Erhvervsmanden, milliardæren og verdensmanden Fritz Schurs eget forretningsimperium bygger blandt andet på ejendomme og masseproduktion af toiletpapir og engangsgrille. FOKUS tegner et portræt.

"En verdensmand af Guds nåde". Sådan beskrives en af dansk erhvervslivs farverigeste og mest populære skikkelser: Fritz Henrik Schur Junior. Den 55-årige ungkarl og milliardær har skabt sig en flot karriere som erhvervsmand med mange tunge poster i erhvervslivet. Han er ikke blandt Danmarks allerrigeste personer, og hans virksomheder er hverken specielt store eller kendte i den brede offentlighed. Til gengæld er hans personlige netværk i samfundets top nærmest enestående stort og finmasket og kun overgået af Mærsk Mc-Kinney Møller. Fritz Schurs netværk er skabt af flid, talent, charme og andre glimrende personlige egenskaber samt ikke mindst tid og penge.

Selskabsmenneske
Mindst en gang om måneden holder den uofficielle netværkskonge Fritz Schur private, men celebre selskaber. Gæsterne er alle topfolk inden for erhvervsliv og politik eller kendisser fra underholdningsbranchen. Selskaberne starter typisk ved syvtiden om aftenen, hvor værten med en sjælden evne for selskabelighed omhyggeligt sørger for, at hver enkelt inviteret gæst føler sig særligt udvalgt og velkommen. Fritz Schur trakterer sine gæster med en udsøgt middag med Grand Cru-vine. Før middagen synger fx kongelige operasangere, og under middagen spiller musikere fra det kongelige kapel. Efter middagen er der ”dansant” med moderne toner fra et underholdningsorkester eller et bigband. Nogle gange har selskaberne et tema fx et wienerbal.
- Det er utroligt, at der findes den slags selskaber i Danmark, bemærker en af Frits Schurs gæster, der ikke skjuler sin begejstring over både værten og hans selskaber, der om sommeren finder sted på Fritz Schurs sommerresidens Christiansholm Slot ved Klampenborg nord for København. Stedet beskrives som et lille smukt renoveret slot med en stor park.
Festerne slutter gerne ved en fire-fem tiden om morgenen. Gæsternes antal svinger mellem 25 og op til 80 deltagere. I løbet af året deltager 2500 indflydelsesrige mennesker i rigmandens selskaber og på denne måde sørger han for at både vedligeholde og udbygge sit netværk til samfundets elite.
Fritz Schur er selv et selskabsmenneske, der elsker fest og farver:
- Han er rar, men lidt som ”ålen i mudderet”. Fx elsker han sladder, men hvis der på en eller anden måde opstår ballade, så bliver han meget nervøs og vil så helst sno sig udenom, siger en god bekendt.
- Sjov, festlig, hyggelig og lystig, er blandt de mange pæne tillægsord, som de mennesker FOKUS har talt med, hæfter på Fritz Schur.
Om rigmandens fysiske fremtoning er der heller ingen slinger i valsen:
- En helt igennem klassisk person. Altid klædt nobelt og til lejligheden, konstaterer en bekendt.

Drengeklubben
Fritz Schur er også en flittig gæst i selskabslivet uden for privaten og er tidligere formand for landets mest eksklusive, men ubemærkede drengeklub for modne succesfulde mænd: Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab, der har ”klubhus” i det smukke landsted ”Sølyst” nord for København. Selskabet med sine ca. 125 medlemmer - ”skydebrødrene” - har blandt andet Mærsk Mc-Kinney Møller og Prins Henrik som medlemmer. Dronning Margrethe er i øvrigt foreningens eneste kvindelige medlem.

Bridge med prinsen
Fritz Schur får en invitation, når dronningen og navnlig Prins Henrik, som Fritz Schur spiller bridge med, under private former samler inderkredsen af private venner til fødselsdage, men står også på gæstelisten ved officielle lejligheder, som ved kronprinseparrets bryllup i fjor.
Selv om Fritz Schur er på hat med landets spidser, så er han dog ikke en, der optræder i ugepressen.
Det interesserer ham ikke, og det er heller ikke meget offentligheden ved om hans privatliv ud over, at han i en periode for en del år tilbage delte privatadresse med sangerinden Birthe Kjær.
- Han er en verdensmand, der gerne vil være med, hvor der sker noget. Men det skal være blandt ”de rigtige” mennesker, siger en bekendt.
Fritz Schur er dog også de gamle venners ven. En ven beskriver Schur som en god kammerat, der altid både har tid og lyst til at lytte og give gode råd.
- Mange af hans venner går langt tilbage, og Schur er ikke den, der lader sin egen succes stige til hovedet. Han holder fast, og selvom han har travlt, har han også tid og plads til dem, der måske ikke har haft ligeså stor succes i livet, som ham selv, siger en gammel ven.

Venstres pengemand
Fritz Schurs tætte forhold til regeringspartiet Venstre er også et gammelt bekendtskab. 1 1998 blev han opfordret af Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen til at sætte sig i spidsen for partiets eksklusive ”Liberale erhvervsklub”, som Fritz Schur i dag med sikker sans for underdrivelse kalder for sit ”lille havebed”.
Klubbens medlemsliste er hemmelig, men en indsigtsfuld kilde beskriver medlemsskaren som ”stort og småt i dansk erhvervsliv”, og klubbens ca. 70 medlemsvirksomheder er alle blevet rekrutteret og godkendt af Fritz Schur selv. Formålet er naturligvis i sidste ende, at skrabe så mange penge sammen til Venstre som muligt til brug for partiets valgkampe i forbindelse med folketingsvalg. Den liberale erhvervsklub arrangerer foredragsvirksomhed, og statsministeren stiller ofte og gerne op til klubbens arrangementer. I 2004 bidrog klubben med omkring en lille halv million kr. til Venstres valgfond, og Fritz Schur underspiller helst sin egen rolle som pengeindsamler:
- Jeg sidder sandelig ikke og ringer penge hjem til Venstre. Jeg driver derimod den liberale erhvervsklub, hvor medlemskontingentet koster firmaer 20.000 kr. årligt, sagde Frits Schur til Ekstra Bladet forud for folketingsvalget i februar 2005, hvor Venstre brugte omkring 23 millioner kr. Ved samme lejlighed oplyste Fritz Schur, at hans egne virksomheder ikke gav selvstændige bidrag til Venstre udover 20.000 kr. Ifølge loven, skal partierne nemlig offentliggøre navnene på dem, der giver økonomiske bidrag udover dette beløb. Men er beløbet 20.000 kr. eller derunder, kan de forblive anonyme. Hvorvidt Fritz Schur siden har bidraget til enkeltkandidaters valgfonde, der ikke er omfattet af reglerne, vides ikke.

Foghs nære ven
Frits Schurs tjenester for Venstre er uvurderlige, alene i kraft af sit formidable netværk har han formidlet en kontakt til et erhvervsliv, der i tidligere tider foretrak at sende økonomiske bidrag til de konservative. Til gengæld har Fritz Schur, som en af meget få, direkte adgang til regeringschefen, der gerne lægger øre til hans synspunkter.
Privat svinger de to også godt sammen og er nære venner. Igennem mange år har erhvervsmanden og Anders Fogh Rasmussen samt en kreds af venner overværet fodboldlandsholdets kampe i Parken. Statsministeren er heller ikke en sjælden deltager i Schurs private selskaber. Endelig deltager de begge i en lille ”hemmelig” loge, der har karakter af skæg og ballade, og som engang om året holder en ordentlig fest.
Det nære venskab med Anders Fogh gør dog også Fritz Schur sårbar overfor kritik i offentligheden, hvilket han erfarede i sommer. Schurs sommerbolig Christiansholms Slot ligger tæt ved Dyrehavsbakken, og da en kreds af prominente Gentofte-borgere følte sig generet af støj fra forlystelserne på Dyrehavsbakken, var det Fritz Schur, der stod i spidsen for en opsigtsvækkende klage til miljøministeren. Sagen, der endte med at ophæve Lyngby-Taarbæk kommunes miljøgodkendelse til Dyrehavsbakken, blev stærkt omtalt i formiddagspressen, hvor der blev spekuleret i, om Schurs venskab med statsministeren på nogen måde havde påvirket miljøministeren til at give klagerne medhold.

Virksomhedsdoktor
Erhvervsmanden Fritz Schur er på top 10-listen over mest benyttede bestyrelsesformænd i landet, og sidder i bestyrelsen for en lang række både private og offentlige virksomheder. I offentligheden er Fritz Schur mest kendt som formand for både Postdanmark og Energigiganten DONG Energy. Sidstnævnte er en samling af seks store energiselskaber i Danmark med 4.500 ansatte og en årlig omsætning på 30 milliarder kr. årligt. Fritz Schur er også Danmarks ene af to medlemmer i SAS’s bestyrelse.
Fritz Schur er derfor også af dele af pressen blevet kritiseret, at han som Foghs ven scorer kassen, fordi regeringen har udpeget ham til at sidde i store offentligt ejede selskabers bestyrelser så som Postdanmark og DONG Energy. Imidlertid har erhvervsmanden med rette kunnet pege på, at de tidligere socialdemokratisk ledede regeringer faktisk i endnu højere grad benyttede sig af hans talenter, da de også udpegede ham til en stribe offentligt ejede selskabers bestyrelser. Schurs netværk tæller da også socialdemokratiske toppolitikere som Svend Auken og Mogens Lykketoft.
Endelig har ingen for alvor kunnet indvende noget imod Schurs store erfaring og åbenlyse kvalifikationer med hensyn til at lede virksomheder til forretningsmæssig succes. Fritz Schur vurderes bredt til at være god til at få selskaber som DONG Energy og Postdanmark A/S gjort klar til privatisering, børsnotering og måske endda til salg.

Ung iværksætter
Fritz Schur har ubestrideligt stor erfaring fra en lang erhvervskarriere. Som kun 22-årig startede han sin egen virksomhed - ”Fritz Schur Dagligvarer”. Fem år senere i 1978 overtog han ledelsen af familievirksomheden, der er i dag er samlet under én hat i selskabet ”Fritz Schur Gruppen”. Virksomhedens hovedkontor ligger på Esplanaden i København - lige overfor A.P. Møllers hovedkvarter.
Fritz Schur har andre talenter. Han er ”virksomhedsdoktor” og god til at rydde op i virksomhederne, når det ind imellem går galt. I perioden 1988-96 udførte Fritz Schur adskillige konsulentopgaver især for sparekassen Bikuben (I dag BG Bank) enten med at afvikle eller rekonstruere kriseramte virksomheder.

Generalkonsul
Fritz Schur er Finlands generalkonsul i Danmark. Det er en ærefuld, men ulønnet post, hvor opgaven blandt andet går ud på at assistere ambassadens personale i forhold til de danske myndigheder. Set i lyset af Fritz Schurs omfattende netværk, så finnerne helt rigtigt, da de i 1999 udnævnte ham til generalkonsul. Selv har Fritz Schur så vidt vides ingen familiær tilknytning til Finland. Forbindelsen til landet opstod, fordi hans virksomheder igennem mange år har handlet meget med finske virksomheder, og ad den vej er der skabt en forbindelse til landet. Fritz Schur og hans ulønnede tjenester er i høj grad agtet af den finske ambassade:
- Han er den bedste generalkonsul et land kan forestille sig, siger den finske ministerråd ved ambassaden i København Pertti Ikkonen også med henvisning til, at Fritz Schurs netværk er betydeligt.

Kender af mad og vin
God mad og vin er blandt erhvervsmandens store interesser, og Fritz Schur sidder med i dagbladet Børsens vinpanel, der prøvesmager vin:
- Han har været med i fem år, og det er vi meget glade for. Fritz Schur er yderst dygtig til vinsmagning og meget vidende, især i vine fra Frankrig, Italien og Spanien. I bourgogne-vine er han særlig stærk, siger journalist Ole Troelsø fra Børsens Vinpanel.
Fritz Schurs viden om mad er også betydelig:
- Han kender alle vigtige restauranter. Formentlig har han spist på samtlige restauranter i Europa, der har tre Michelin stjerner. Det plejer ellers kun at være mad-anmeldere, der prøver det. Hans videnskatalog om restauranter er i særklasse, konstaterer Ole Troelsø.
Fritz Schur har da også talt om at købe et vinslot i Sydfrankrig, men det er indtil videre ikke blevet til noget.

---

Det ejer han.

Formuen usynlig for offentligheden
Hvad og hvor meget Fritz Schur egentlig ejer er en hemmelighed, men hans formue tælles efter alt at dømme i et milliardbeløb i kr. Schur er blandt landets absolut største ejendomsbesiddere og har tidligere vedstået, at han ejer ejendomme for mindst en milliard kr. Klenodiet i ejendomsporteføljen er det mondæne ”Palace Hotel” på Rådhuspladsen i København, der regnes for et af landets arkitektoniske pragtstykker. Dertil ejer han en ukendt sum i aktier og obligationer.
Fritz Schurs forretningsimperium er 100 pct. ejet af ham selv. Hvor meget hans virksomheder er værd ved man ikke, og Fritz Schur afviser at give offentligheden adgang til sin selvangivelse, der kunne give et overblik over, hvad han reelt ejer. Offentligheden ved kun fra Schur selv, at virksomhedsgruppens indtjening ligger væsentligt over 100 millioner kr. årligt, og at han hvert år investerer for omkring 400 millioner kr. Alene Fritz Schurs Technical Group omsætter - efter det seneste opkøb i september i år - for i alt 500 millioner kr. årligt.

Kun halvdelen synligt
Det er i øvrigt kun halvdelen af Frits Schurs selskaber, der er synlige for offentligheden. Berlingskes Nyhedsmagasin gennemgik i foråret Fritz Schurs selskaber på basis af de oplysninger, der er offentligt tilgængelige hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Man fandt otte ”koncerner” og 19 datterselskaber. En hel del af disse virksomhederne betaler i øvrigt ikke meget i skat, men det skyldes, at skattereglerne giver mulighed for at udskyde skatten.
Det vides ikke, hvem der til sin tid skal arve den barnløse Fritz Schur, men koncernen gøres stille og roligt klart til et arveskifte. Intet tyder dog på et lederskifte foreløbig. Fritz Schur er still going strong.


Det laver han:

Schur er sjette generation
Fritz Schur er sjette generation af en dansk købmandsslægt. Handelshuset, der i dag hedder ”Fritz Schur Consumer Group”, blev i 1846 startet af tipoldefaderen, der også hed Fritz Schur, som indvandrede til Horsens fra Flensborg. Fritz Schurs forfædre i lige mandslinje har oftest heddet det samme, nemlig Fritz Schur. Nutidens Fritz Schur er født i Vejle, men opvokset i København.
Fritz Schur Gruppens hovedkvarter ligger på adressen Esplanaden 40 - ikke langt fra A.P. Møllers hovedsæde. Gruppens logo består af seks bier - en bi for hver arbejdsdag i ugen.

Blandet landhandel
Virksomheden består af fem meget forskellige forretningsområder, og er nærmest en blandet landhandel. Consumer Products- divisionen eller dagligvareselskabet er Fritz Schurs største forretning, som han selv startede i 1976. Virksomheden fremstiller dagligdagsvarer som toiletpapir og køkkenruller for Fakta og Netto med kædernes egne logoer. Derudover producerer og markedsfører man håndshampoo, aluminiumsforme, støvsugerposer samt rengøringsklude og svampe. Årets varme og lange sommer har formentlig også været god for denne del af Schurs forretning, der også er storleverandør af trækulsbriketter og engangsgrille til de store supermarkedskæder.
Consumer Products markedsfører også en lang række kendte mærker blandt dem lægemidler som Kodimagnyl og Pikasol, men også børnetøj og børneudstyrs mærket ”Bambino”.
Endelig producerer ”Consumer Products”- virksomheden humørkort, gavepapir og lykønskningskort.
Divisionen Fritz Schurs Technical Group er en handels og rådgivningsvirksomhed inden for hydraulik, pumper, marine m.v.
Der findes også en grafisk division, der leverer produkter til den grafiske industri.
Endelig består gruppen af en mindre emballage division. Emballagevirksomheden ”Schur International” i Horsens er imidlertid ikke ejet af Fritz Schur, men af hans fætter.
Derudover har Fritz Schur interesser i små og mellemstore virksomheder landet over især inden for papir, plastic og emballage.

1 comment:

Globale nyheder said...

Machiavellis Herre Medici fundet

Machiavelli holdte også ”dansant” som Fritz Schur i dag. Det er samfundsmodellen, der laver dem.

Machiavelli dedikerede sit hovedværk om en Republik, vores liberale demokrati, til Zanobi Buondelmonti og Cosimo Rucellai, to af de mest veltalende politikere, i det smukke hus Orti Oricellari i Firenze, hvor aristokratiske unge mødtes for at diskutere politik, kunst og litteratur.