Sunday, April 8, 2007

Erling Jensen - Købmandslegendens efterfølger

Portrætartikel med Erling Jensen fra Dansk Supermarked Gruppen blev bragt i Ugemagasinet "Fokus" den 27. juli 2006

Af Jarl Cordua

I begyndelsen af maj døde Herman Salling - stifteren af Dansk Supermarked A/S - i en alder af 86 år. Avisernes nekrologer citerede flittigt Mærsk Mc-Kinney Møller, der kaldte Herman Salling en ”gudbenådet købmand”. Men efter Sallings død er tiderne i detailhandelsgiganten Dansk Supermarked Gruppen anderledes og så alligevel ikke. For siden januar 2000 har gruppens adm. direktør faktisk været en anden end købmandslegenden Herman Salling. Det er en mand med det ganske almindelige danske og lidt anonyme navn Erling Jensen, der har fortsat koncernens kurs.
Erling Jensen sætter pris på punktlighed, så et kvarter før interviewet møder jeg op i foyeren til Dansk Supermarkeds hovedkvarter i Århus-forstaden Højbjerg. Bygningerne er i grå beton lidt i stil med Bilka-varehusene og har derfor næppe har vundet mange arkitektkonkurrencer. Til gengæld bliver man taget godt imod og mødt med lutter smil af forbipasserende medarbejdere. Ventende gæster bydes på kaffe, mens de ellers sidder ned og fordriver tiden med at læse i fremlagte tilbudsaviser fra Bilkas og Føtex.
En fredag eftermiddag sidst i maj blev det offentliggjort, at A.P. Møller-Mærsks adm. direktør Jess Søderberg sætter sig i den ledige formandsstol efter Herman Salling og fik følgeskab af A.P. Møllers finansdirektør Eivind Kolding, så der nu i alt er tre A.P. Møller-folk i Dansk Supermarkeds bestyrelse. Disse ændringer får ifølge Erling Jensen umiddelbart ikke den store betydning for koncernen:
- ”Herman Sallings ånd” lever stadig i virksomheden, siger arvtageren, der hurtigt remser ordene flid, ærlighed, præcision og pligtopfyldenhed op, da jeg spørger ind til, hvad den gamle købmands ånd egentlig dækker over. Men Dansk Supermarkeds succes består i andet end hårdt arbejde og gammeldags dyder. Fx gør man meget ud af at forsimple arbejdsprocedurer:
- Det skal helst være så enkelt som muligt, sådan at vi hurtigt kan gennemføre beslutningerne i vores organisation med 40.000 mennesker, siger Erling Jensen.
De mange medarbejdere til trods, så er organisationen også kendt for at være ganske effektiv, når det drejer sig om at gennemføre trufne beslutninger ret hurtigt:
- Holder vi møde kl. 8 om morgenen og træffer en beslutning kl. halv ni, så kan vi gennemføre den i vores organisation kl. ni. Det har vi ingen problemer med, siger Erling Jensen, der egentlig blev lidt overrasket over, at det faldt i hans lod at efterfølge Herman Salling:
- Jeg troede, at jeg skulle afløse Børge Johannesen som Bilka-direktør. Det var det, jeg var forberedt på. Men en dag i december 1999 kaldte Herman Salling mig ind på sit kontor. Han spurgte mig, om jeg ville efterfølge ham som administrerende direktør, og det tog mig ikke mange sekunder at overveje sagen og sige ja tak til opgaven.
Han afviser selv, at han er karriereplanlægger. Erling Jensen er udlært elektriker, men har arbejdet i Dansk Supermarked Gruppen i mere end 30 år.
- Hver gang jeg har stået over for en udfordring, så har jeg sagt til mig selv. Erling Jensen, nu gør du det så godt, som du kan. Er det ikke godt nok, og du bliver vejet og fundet for let, så har du i det mindste gjort dit bedste, siger Erling Jensen.

Lørdagsmøder
Indtil videre er Erling Jensen ikke blevet fundet for let. Men han bruger også mange af sine vågne timer på sit arbejde. Vækkeuret ringer kl. fem, og han møder ind på arbejdet en god time efter. Hustruen ser ham igen ved sekstiden om aftenen. Lagt sammen giver det en arbejdsuge på minimum 65 timer, for i Dansk Supermarked arbejder chefgruppen også om lørdagen. Det var Herman Salling, der begyndte at holde møder lørdag formiddag for de øverste chefer. De skulle så sandelig ikke holde fri, mens medarbejderne var ude og knokle på gulvet eller sad bag kasseapparaterne i varehusene midt under familiernes store lørdagsrykind. Disse møder har Erling Jensen videreført, men tager dog hjem i løbet af lørdag formiddag. Så klædes der om, hvorefter direktøren løber sine ugentlige 10 km. i skoven i et stræk. Hjemme igen står påklædningen på afslappede cowboy-bukser, før han spiser en lille frokost med hustruen.
- Men når jeg har fri, ja så holder jeg fri. Jeg tager aldrig arbejdet med hjem, siger Erling Jensen
Lange arbejdstider imponerer i sig selv ikke topchefen:
- Det der tæller er kvaliteten af ens arbejde. Vi måler hinanden på resultatet ikke timerne, fastslår Erling Jensen.
- Og så er de lige det, at jeg altså godt kan lide at starte tidligt. Hvis jeg er en lille smule foran, så kan jeg nå og ændre ting og dermed få indflydelse på den rækkefølge, hvor tingene sker. Mister jeg forspringet lægger jeg et par timer ind, og så er man foran igen, siger direktøren.

Tid og kvadratmetre- Vi har to knappe ressourcer her i virksomheden. Den ene er vores tid, den anden er antallet af vore salgs-kvadratmetre”, siger Erling Jensen med et glimt i øjet og fortsætter:
- Men det går også begge veje. Jeg har respekt for andres tid og forventer, at de har respekt for min. Derfor bryder jeg mig ikke om, at man lader folk vente. Hvis jeg ser en sælger fra en af vore leverandører vente ude på gangen, så spørger jeg, om der er en aftale. Og som oftest er de bare kommet i god tid i forhold til deres aftale, forklarer han.
Koncernens behov for flere salgskvadratmetre er også velkendt bl.a. fra den stærkt omtalte sag, hvor De Samvirkende Købmænd (DSK) uden held krævede det opførte Bilka-varehus i Horsens fjernet. Planlovgivningen har dog sat en stopper for byggeri af større varehuse i Danmark. Den beslutning huer ikke Erling Jensen:
- Jeg forstår ikke, at politikerne begrænser den frie konkurrence i detailhandlen. Det er ikke i forbrugernes interesse, siger topchefen.

Drengeklub med sønnerne
Erling Jensens interesser er mad, vin, historie samt geografi, og han rejser gerne til Italien.
- Finder man så interessante produkter, så tager jeg en vareprøve med hjem til produktchefen, siger han, og vender dermed tilbage til det emne, som mest optager direktøren, nemlig jobbet.
Direktørens tre sønner har valgt en anden levevej end deres far. Og det er tilfældigt, mener Erling Jensen. Til gengæld har de lavet en drengeklub, hvor drengene hvert år tager deres far med på weekend:
- Vi tager ud og prøver mange ting. Kører go-cart eller skyder lerduer og alt muligt som vi skiftes til at arrangere, siger en tydelig begejstret Erling Jensen
- Her i weekenden spillede vi paintball i 1½ time i silende regn, fortæller Erling Jensen mens han viser et rødt mærke på hånden - ramt af en plastickugle. Men jeg fik da også ram på dem, smiler han.
- Det er vigtig at bevare den indre dreng. Min dagligdag er ofte meget seriøs og består af faglige konkrete opgaver, hvor jeg skal optræde problemløsende. Legebarnet og ens kreative fantasi kan man jo i øvrigt bruge arbejdsmæssigt med hensyn til butiksindretning, mener Erling Jensen, der endnu engang får understreget, at det arbejdsmæssige ikke er langt væk.

Effektiv og kontant
Erling Jensen har været med til at skabe store resultater for Dansk Supermarked Gruppen, og kan selv tage en del af æren for det:
- Dygtig, effektiv og målbevidst - lyder et skudsmål om Erling Jensen fra en tidligere medarbejder.
- Han er åben, nem at gå til og kommer gerne rundt i husene og snakker med personalet. Han er selv oplært i butikkerne og kender forretningen ud og ind. Måske ikke verdens mest joviale person, men han optræder som et jordnært menneske helt blottet for nogen form for arrogance, siger en mellemleder i koncernen om sin topchef.
Erling Jensen selv kan godt selv genkende beskrivelsen, og understreger selv, at han som topchef lærer sig ydmyghed:
- Det er vigtigt, at man har en vis ydmyghed, når man repræsenterer os. Vi skal alle være klar over, at når Dansk Supermarked Gruppen sidder og forhandler med en leverandør, så er vi forhandlingsmæssigt stærke, fordi vi lagt sammen er så store. Det er jo ikke mig, som person, der gør, at jeg har en stærk forhandlingsposition. Det skal man altid holde sig for øje. Skulle der alligevel sidde én og give indtryk af, at det er vedkommendes person, der betyder noget, så er det noget, som vi får rettet, forklarer Erling Jensen, der dog også bliver beskrevet som, ”meget kontant” og ”talfokuseret”:
- Jeg skælder aldrig ud, men omvendt er man ikke i tvivl om, hvis der er ting, der skal rettes. Jeg forsøger altid at være positiv, men hvis jeg i en diskussion ikke længere bevarer roen og overblikket, så en medarbejder ikke går mere beriget ud end da han gik ind i lokalet, så har jeg fejlet, og så er jeg utilfreds på mig selv, siger Erling Jensen og fortsætter:
- Man kan sige tingene på mange måder. Er der lidt rodet et eller andet sted, kunne jeg fx sige at man nok har haft lidt for travlt i dag. Medarbejderne er ikke i tvivl om, hvad jeg mener. Egentlig ser jeg mig selv i en konsulentrolle frem for en chefrolle.

Kendt internt
Erling Jensen har et plasticchartek, hvor han gemmer udklip om nye forretninger indenfor dagligvarehandel. Chartekket er opdelt efter landsdele, og er han i et område og har tid til overs, så går topchefen i konkurrenternes forretninger, og det er der et klart formål med:
- Måske har en af konkurrenterne fundet på et eller andet smart, som vi kan bruge i vores forretninger, siger direktøren, som flere gange er beskrevet som Danmarks mest anonyme topchef:
- Offentligheden kender mig ikke. Men det gør de ude i vores varehuse og forretninger, hvor jeg kommer rundt en eller to dage om ugen. Sker det, at jeg bliver genkendt i en af konkurrenternes forretninger, så er det glædeligt gensyn, for så er det som regel én af vores tidligere medarbejdere, og da får vi en god snak. Efter 30 år i branchen kender man jo en masse mennesker i detailhandlen, konstaterer Erling Jensen.

Chefen på gulvet
To dage hvert år er de allerøverste chefer i koncernen i praktik hos manden på gulvet i én af forretningerne.
- Dér oplever de øverste chefer, det som vores medarbejder oplever hver dag, siger Erling Jensen
Det årlige praktikophold indførte Erling Jensen dengang han satte sig direktørstolen.
- Man møder ind tidligt om morgenen og får det samme arbejdstøj på som alle andre. Der er tilrettelagt et program for dig. Først modtager man varer. Derefter fylder du varer på hylderne, fejer gulvet og sorterer kølevarer, tjekker for sidste salgsdato osv. På den måde finder man som direktør ud af en hel del ting, som man ellers ikke ville finde ud af, siger Erling Jensen.
Topchefen gør meget ud af at vende problemer og finde på løsninger sammen med medarbejderne på stedet:
- For når benovelsen over direktørens besøg har lagt sig, så får vi en kollegial snak med medarbejderne, der kommer med spørgsmål og nye inputs. Alt bliver skrevet ned på lapper af papir. Hjemme igen går vi det hele grundigt igennem og får gennemført løsningerne i alle forretningerne, siger Erling Jensen.

Offensiv strategi
Fremtiden for Dansk Supermarked Gruppen ligger ifølge Erling Jensen helt fast:
- Vi har for en del år siden skrevet drejebogen for, hvad der skal ske. Alt er lagt i faste rammer. Vi har over længere tid ret tydeligt signaleret at Dansk Supermarked Gruppen ikke er til salg. Alle skrønerne om, at der er blevet forhandlet med henblik på salg af virksomheden er helt forkerte, fastslår Erling Jensen og åbner lidt op for koncernens fremtidige strategi:
- Vores primære vækstmarked er udlandet. Netto i Tyskland og Sverige driver vi i samarbejde med de lokale samarbejdspartnere, og vi åbner hele tiden nye forretninger. Denne offensive strategi er ikke noget nyt, men blev besluttet for flere år siden. Strategien er, at vi vil være store i de lande vi er i frem for at have et fåtal forretninger i mange lande. Grunden er, at man skal have en hvis størrelse på et marked før, at det får den tilstrækkelige positive effekt for forretningen, siger Erling Jensen.


------------------------

Fakta: Erling Jensen
57 år, adm. direktør for Dansk Supermarked Gruppen siden 2000. Gift og har tre voksne sønner. Han er oprindelig uddannet elektriker og i IT, men skiftede til at blive skoindkøber i Bilka. Erling Jensen havde gode evner indenfor indkøb, og rykkede derfor hurtigt op i chef-hierakiet og blev i 1984 indkøbsdirektør med ansvar for Bilka Indkøbs nonfoodafdeling. Som indkøbsdirektør stod han også med ansvaret for A-Z varehusene og Tøj & Sko-kæden, som han også var med til at bygge op.

---

Dansk Supermarked Gruppen
Dansk Supermarked Gruppen omfatter supermarkedskæden NETTO i Danmark, England, Tyskland, Sverige og Polen, varehuskæderne BILKA og Føtex, A-Z, Tøj og Sko samt to Salling-stormagasiner. Det hele ejes af Dansk Supermarked A/S.

Ejerskabet af Dansk Supermarked A/S er kompliceret, men i korte træk ejer A.P. Møller-fonden og Herman Salling-familiens fonde halvdelen hver. Imidlertid har A.P. Møller en ejerandel på ca. 17 pct. mere, da Herman Sallings søster for år tilbage solgte sin ejerandel.

Dansk Supermarked Gruppen omsatte i 2005 for 50,7 mia. kr. og havde et resultat før afskrivninger på 2,7 mia. kr. Ca. en tredjedel af dansk detailhandel foregår i gruppens omkring 500 supermarkeder og varehuse i Danmark. Gruppen har 40.000 medarbejdere, hvoraf de ca. 30.000 arbejder i Danmark.

Dansk Supermarked A/S blev stiftet i 1960 af Århus-købmanden Herman Salling (1919-2006). Fra 1964 indskød skibsreder Arnold Peter Møller (1876-1965) yderligere kapital i selskabet, som det på dette tidspunkt havde behov for til ekspansion. A.P. Møller og Herman Salling delte ligeligt aktierne med halvdelen til hver. Ikke desto mindre overlod A.P. Møller og hans søn Mærsk Mc-Kinney Møller det fuldstændigt til Herman Salling at drive selskabet uden nogen form for indblanding. Senere købte A.P. Møller 17 procent af aktierne uden at det ændrede på ledelsesforholdene. Indtil nu. Et par uger efter Herman Sallings død i maj blev det meddelt, at A.P. Møller–Mærsk’s adm. direktør Jess Søderberg overtager formandsstolen i Dansk Supermarked A/S, mens en ekstra betroet mand fra rederiet, finansdirektør Eivind Kolding rykker ind i bestyrelsen. Dermed afspejler denne nye bestyrelse de formelle magtforhold i selskabet. Det store spørgsmål er, om A.P Møller-folkenes indtog i bestyrelsen får nogen reel betydning for Dansk Supermarked Gruppens fremtid, bortset fra, at det nu regnes som sikkert, at virksomheden forbliver på danske hænder.


Læs mere om Dansk Supermarked Gruppen:
www.dsg.dk
Bogen”Herman Salling” af Jan Cortzen, Børsens Forlag 1998

Dansk Supermarked-trivia:

Hvorfor navnet Bilka?

Herman Salling fandt inspiration til navnet i Tyskland: BILliges KAufhaus. Derfor.

Hvorfor navnet føtex?

Herman Salling igen-igen. I 1960 da det første føtex-varehus så dagens lys i Århus var det et særsyn at man kunne købe fødevarer og tekstiler – deraf navnet føtex - i samme forretning

No comments: