Tuesday, April 10, 2007

Niels B. Christiansen - Danfoss' kronprins

Portrætinterview med Niels B. Christiansen, Danfoss blev bragt i Ugemagasinet "Fokus" den 23. september 2006.

Morgendagens mand i Danfoss’ direktion:

"Arbejde skal være sjovt"


Af Jarl Cordua

Danfoss’ koncerndirektør Niels B. Christiansen (40) er for længst af medierne blevet udråbt til kronprins og efterfølger i Jørgen Mads Clausen chefstol.
Selv siger Niels B. Christiansen, at Danfoss ikke opererer med kronprinse-titler, men at han formentlig er blandt kandidaterne til stillingen, når Clausen rammer Danfoss’ pensionsalder i 2013.
FOKUS mødte den unge direktør på hans kontor til en samtale om virksomheden og livet som leder i én af Danmarks største og vigtigste industrikoncerner.

Niels B. Christiansen har altid lagt penge til side, så han kan sige sit job op i morgen og stadig klare sig økonomisk et halvt års tid. Princippet med at have en portion go-to-hell-money på kistebunden giver ro, mener han:
- Hvis nu tingene går i en anden retning, end den jeg vil, så har jeg med en opsparing i ryggen mulighed for at gå ind til chefen og sige op. Når ens økonomi ikke afhænger af, om jeg er på arbejde, så får man sådan en dejlig ro. Ja man hviler i sig selv. Roen gør også, at man tænker sig ordentlig om, før man træffer beslutninger, siger Niels B. Christiansen.
Hvad så, hvis hans egne medarbejdere får samme idé?
- Det ser jeg ikke som en trussel. Tværtimod. Mine medarbejdere skal netop ikke bare være en lydig flok, der siger ja og amen til alt, hvad jeg kommer med. Go-to-hell-money gør medarbejderen bedre i stand til at arbejde selvstændigt og være objektiv.

Headhuntet
For et par år siden var Niels B. Christiansen en meget succesfyld direktør i GN Netcom, medlem af GN Store Nords koncerndirektion og havde kurs mod jobbet som øverste direktør i virksomheden. Men en dag i 2004 ringede en headhunter og spurgte, om han var interesseret i at skifte til industrikoncernen på Als. Efter nogle møder med Danfoss-folkene sagde Niels B. Christiansen ja tak, rykkede sammen med familien teltpælene op og vendte hjem til Sønderjylland. Efterhånden kender han Danfoss godt, for direktøren brugte det første halve år med at rejse rundt i verden og besøge koncernens dengang 56 produktionssteder.

Balance i livet
Fra et mindre men moderne indrettet kontor på 10. etage i Danfoss-Koncernens hovedsæde har topchefen udsigt til alsiske kornmarker. Her forholder Niels B. Christiansen sig hver dag til alverdens problemstillinger:
- Jeg skal hele tiden sætte mig ind i nye situationer. Man ved aldrig, hvad der kommer op. På en dag skal jeg fx tage stilling til bygning af en ny fabrik i Kina, en time senere forholder jeg mig til lønforhandlinger i Frankrig og senere drejer det sig om en brand på en fabrik et helt tredje sted. Det kan lyde stressende, men det er enormt spændende.
Direktøren er dog ikke alene om alle beslutningerne:
- Som leder skal man have et professionelt beredskab for at tackle situationen, og Danfoss har ufattelig mange ressourcer, så jeg kan uddelegere beslutninger og ansvaret til andre medarbejdere, pointerer han.
Er Niels B. Christiansen typen, der kan arbejde ”solen sort”?
- Det kan jeg godt og gør det i perioder. Men arbejder jeg 20 timer i døgnet, så vil det på grund af Danfoss’ størrelse ikke betyde noget i den store sammenhæng. Nogle gange tværtimod. Faktisk er det vigtigt, at jeg også har ressourcer til at tackle uforudsete situationer for at have det store overblik og holde fokus på det langsigtede.
Alligevel er Danfoss-direktørens arbejdsuge sjældent under 50 timer. En normal arbejdsdag starter fra han står ud af sengen kl. seks om morgenen, og til han er hjemme hos familien ved sekstiden om aftenen:
- Arbejdsugen kan indimellem godt være på over 80 timer. Skal jeg holde den under 50 timer, så bliver min kalender vældigt sammenpresset uden megen spillerum. Men det er også vigtigt, at der er balance i livet, så jeg prioriterer min familie, siger Niels B. Christiansen, som er gift og har to børn i skolealderen.

Arbejde skal være sjovt
Danfoss-bossen Jørgen Mads Clausen har tidligere sagt, at humor er vigtig for at få succes i erhvervslivet. Det er Niels B. Christiansen, der tilhører en yngre generation af topledere, helt enig i:
- Det lyder banalt, men det er vigtigt, at have det sjovt, mens man arbejder. Og det kan sagtens lade sig gøre, samtidig med, at man laver et ordentligt stykke arbejde. Netop i kraft af humor og en god stemning og dynamik på arbejdspladsen, så får man talt om de vigtige ting, siger Niels B. Christiansen.
Men humoren skal også løse op i hverdagen:
- Der er en fare for, at det hele bliver grå tal og kedelig tale, og især for de unge mennesker er det vigtigt med humor i dagligdagen. Arbejde fylder så meget i vores liv. Nogle af os bruger mere end halvdelen af livet på arbejde, så der skal der plads til skæg og ballade.

Råt for usødet
Den tid, der bliver til overs efter Danfoss og familien, bruger Niels B. Christiansen på at dyrke sine netværk. En gang om måneden spiller han bridge med en håndfuld gamle studiekammerater og tidligere kolleger fra tiden i McKinsey. Vennerne dér er folk, der er gode til at sige fra og ikke lade sig dupere af Danfoss-direktøren hidtil flotte karriere:
- Det er folk, der råt for usødet fortæller mig, hvis de synes, at vi eller jeg har lavet noget, der ikke er så godt, siger Niels B. Christiansen.
Men ud over kammeraterne i kortklubben, så er han også ”rimelig aktiv” i Young Presidents Organisation og ”Netværket”, der begge er netværk for yngre erhvervsledere på omkring de 40 år:
- Tre-fire gange om året mødes vi en eftermiddag, hvor vi efter tur besøger hinandens arbejdspladser og deler ud af vores erfaringer.

Foretrækker virkelige verden
Men Danfoss-direktøren er også en efterspurgt mand i danske virksomhedsbestyrelser. Senest har han afløst Uffe Ellemann-Jensen i bestyrelsen for elektronikvirksomheden Foss A/S. Men hvorfor bruger han tid på andre virksomheder?
- Jeg har valgt at sidde i bestyrelsen for en række meget forskellige virksomheder. Det er interessant for mig som bestyrelsesmedlem at se tingene fra den anden side af bordet. Som direktør og bestyrelsesmedlem har man forskellige roller. Jeg har været på mange og dyre ledertræningskurser, og det er min oplevelse, at det kun er i den virkelige verden, at du får de virkelige erfaringer som erhvervsleder og kommer godt og grundigt omkring alle problematikkerne ved det. Oveni møder jeg også nye mennesker, og får på den måde udvidet mit netværk. Dertil kommer at jeg får nye erfaringer, impulser og ideer med hjem. De er også vigtige for, at Danfoss kan gøre det bedre, siger Niels B. Christiansen.

Kandidat til topjob
Måske er det Niels B. Christiansen selv, der en dag står med hovedansvaret for Danfoss’ og virksomhedens 18.500 medarbejdere. Faktum er, at Danfoss’ øvrige direktion er omkring de 60 år og i de kommende år står over for at skulle pensioneres, og blandt dem er også Danfoss’ nuværende administrerende direktør Jørgen Mads Clausen. Men Niels B. Christiansen afviser al snak om, at han er Danfoss’ kronprins:
- I Danfoss opererer vi ikke med kronprinse-titler. Men jeg forstår godt analysen og er da formentlig en af kandidaterne, når der til den tid skal findes en ny leder for Danfoss. Men vi har mange andre direktører og ledere, som man kan tage. Intet er givet på forhånd, understreger Niels B. Christiansen.

---

Danfoss’ storoffensiv: Køber fem virksomheder på tre uger

Danfoss-bossen Jørgen Mads Clausen hyrede Niels B Christiansen til at gøre Danfoss bedre i stand til at tjene penge:
- Mine kæpheste er, at Danfoss har fokus på forretningen. At vi bliver endnu bedre til det, som vi kan i forvejen samtidig med, at vi øger vores markedsandele. Og så skal vi nå vores økonomiske mål, siger Niels B. Christiansen.

Danfoss-direktørens linje er klar: Danfoss skal blive mere markedsorienteret og øge salget.
- Det skal ske ved, at vi bliver bedre til at forstå anvendelsen af vores produkter, siger Niels B. Christiansen.
Samtidig med at salgsarbejdet opprioriteres, skal der bruges ressourcer på at udvikle nye produkter:
- Danfoss laver produkter af meget høj kvalitet, der holder meget længe. Vi har længe været meget gode til at udvikle nye produkter, men har ind imellem udviklet lidt for ingeniøragtige produkter.
Selve teknologien ved en termostat er jo opfundet, og det er ikke indlysende, at man kan forske sig til nye banebrydende termostat-produkter,
siger Danfoss-direktøren.
I stedet for skal vi se på, hvordan forbrugerne – og det vil sige den enkelte montør – bruger virksomhedens produkter:
- Det handler om, hvad det er for en termostat, som montøren vælger, når han fx monterer nye radiatorer. Hvis han slipper for at starte bilen og køre hjem på værkstedet, fordi vores termostat er fleksibel og har lidt flere facetter end konkurrenternes, så vælger han nok et Danfoss produkt. På den måde sparer montøren både tid og penge, forklarer Niels B. Christiansen.

Danfoss vokser
Før Niels B. Christiansen kom til Danfoss, oplistede Danfoss øverste chef Jørgen Mads Clausen en stribe klare, men skrappe økonomiske mål for virksomheden:
I 2008 skal Danfoss omsætte for 24 mia. kr. Der skal være overskud på 10 procent og en forretning af aktiverne efter afskrivninger m.v. på 20 pct. Med andre ord: Danfoss skal være en endnu bedre forretning, end den er i dag. Så hvordan går det med det at nå målene?
- I bund og grund godt. Vi arbejder målrettet hen imod målene, og jeg tror, vi når dem, siger Niels B. Christiansen.
I regnskabet for 2005 kan man læse at Danfoss sidste år omsatte for 16, 4 milliarder. Så der er et stykke op:
- Danfoss skal vokse af sig selv, så vi når en omsætning på 20 mia. kr. Men sidste år voksede vi ikke så meget, som vi ville. Lad os nu se, hvordan det går i år. Vi har mange aktiviteter i gang og arbejder på at få vækst i markeder med vækstpotentiale især Kina, Rusland, Latinamerika, hvor vi har investeret meget.

Stor spiller
Danfoss er en stor spiller på verdensmarkedet for sine produkter, og det er en fordel i konkurrencen:
- Den strategiske målsætning er, at vi skal være nr. 1 eller 2. på det globale marked inden for vores mange forskellige produkter. Organisatorisk tænker vi meget i markedsandele og vil gerne være store, de steder, hvor vi kan, siger Danfoss-direktøren,
Derfor har Danfoss også solgt de ting fra, hvor der bliver for svært at blive en stor spiller på markedet. I stedet tyer Danfoss til en strategi, hvor man køber andre virksomheder op på de markeder, hvor mulighederne for at blive store til gengæld er gode, for på den måde at udvide forretningen.

Køber op
Derfor går anden del af Danfoss vækststrategi frem mod 2008 ud på at købe virksomheder op. Man regner med at købe virksomheder op, der sammenlagt har en omsætning på 4 mia. kr., sådan at Danfoss når målet på 24 mia. kr.
I lang tid stod det sløjt til med Danfoss’ opkøb af virksomheder. Men lige før sommerferien tog man ordentlig fat og købte fem virksomheder på nogle få uger:
- Vi har ikke købt før, fordi der simpelthen var for mange om budet, så priserne var for høje. Måske køber vi igen, men der skal to til en handel, og Danfoss køber ikke bare for at købe. Vi skal jo også huske på resten af målene, så Danfoss’ omsætning sammenlagt også giver 10 pct. i overskud, pointerer Niels B. Christiansen.
Indtil videre er der rigeligt med penge til at fortsætte opkøbene. Lige før sommerferien købte Danfoss - i løbet af et par uger - fem meget forskellige virksomheder rundt om i verden og senest har man i september købt en mindre tysk virksomhed.

Lokalt engagement
Familien Clausens brede engagement i det sønderjyske er kendt og respekteret. Vil det forsætte?
- Danfoss påtager sig forpligtelser som en del af samfundet. Familien har altid prioriteret sin hjemegn især Als og Sønderborg og har en række aktiviteter i gang her. Det er udtryk for familiens tilhørsforhold.
Men der er en grænse for Danfoss’ veneration:
- Danfoss en stor global virksomhed, der driver en professionel forretning, og vi er nødt til at være konkurrencedygtige. Aktiviteter i Danmark er i sidste ende afhængig af, hvordan Danfoss klarer sig i den internationale konkurrence.Kan man så forestille sig, at Danfoss’ hovedkvarter også om tyve år ligger i en mindre provinsby som Nordborg på Als?
- Principielt ja. Virksomheder af Danfoss størrelse ligger fortsat i de byer, hvor de i sin tid startede op. Grundfos ligger i Bjerringbro, LEGO ligger i Billund. Jeg kan ikke se, at det er nødvendigt at flytte hovedkvarteret, siger Niels B. Christiansen.

Fortsat familieeje
Danfoss ejes i dag stort set af familien Clausen dvs. primært stifterens enke og deres fem børn samt familiens fonde. Tidligere har Danfoss selv luftet den idé at blive noteret på Børsen. Men det bliver klart afvist af Niels B. Christiansen:
- Så længe jeg kan se frem, bliver det ikke til noget. Den umiddelbart eneste årsag til, at familien skulle udbyde Danfoss-aktier til salg på børsen, var, hvis Danfoss stod og manglede penge til at opkøbe virksomheder. Men Danfoss har faktisk tilstrækkelige likvider til ved egen kraft at fortsætte opkøbene uden kapital udefra. Hidtil har familien Clausen besluttet, at Danfoss fortsætter med at være familie-ejet. Og så længe familien synes det, forbliver det sådan, siger Niels B. Christiansen.

---

Niels B. Christiansen kort
Født 1966 i Åbenrå, Sønderjylland.
Siden 2004 Danfoss’ koncerndirektør (COO).
Læste først til teknikumingeniør i Sønderborg og senere til civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Eksamensgennemsnittet var12,2.
1991-1995 konsulent hos ”virksomhedsdoktorerne” i firmaet McKinsey.
Tog MBA-eksamen som årets bedste elev fra eliteskolen INSEAD nær Paris.
Herefter vicedirektør i værktøjskoncernen Hilti Corp. i Liechtenstein.
1997-2004 direktør i GN Netcom og fra 2003 medlem af GN Store Nords direktion.
Gift og far til en dreng og en pige, der begge er i starten af skolealderen.
Familien bor i en villa i fiskerlejet Høruphav, syd for Sønderborg.
Spiller bridge en gang om måneden med en håndfuld ungdomsvenner.
Bestyrelsesmedlem i TrygVesta A/S, Foss A/S og Axcel.
Medlem af VL-gruppe (nr.12 ), som er erhvervslivets foretrukne netværksklub, men er efter eget udsagn ”ingen flittig deltager”.
Aktiv i Young Presidents Organisation og Netværket – to foreninger for yngre erhvervsledere
Er til film med James Bond og Indiana Jones.
Højde: to meter - med sko.

---

Hvad laver Danfoss?

Danskerne kender Danfoss, som producent af termostater, der regulerer varmen på radiatorer.
Men faktisk udgør salg af termostater under en tiendedel af virksomhedens omsætning:
Danfoss’ produkter kontrollerer processer omkring varme, køling og bevægelse. Det er virksomhedens kompressorer der køler køleskabe i hjemmene og kølediske i supermarkederne. Danfoss’ produkter styrer Carlsbergs samlebånd med ølflaskerne, der kører rundt i tappehallen. Og endelig er der Danfoss-produkter i airconditionanlæg, oliefyr, ventilatorer, kraner, eller hvis man har varme i gulvet derhjemme på badeværelset.

---

Danfoss og familien Clausen
Danfoss er en stor danskejet international industrikoncern med hovedsæde i Nordborg på Als.
Virksomheden blev stiftet i 1933 af fabrikant Mads Clausen (1905-1966) under navnet Dansk Køleautomatik- og Apparat-Fabrik, men har siden 1944 heddet Danfoss.
Danfoss har 18.500 medarbejdere, heraf knap 6000 i Danmark.
Koncernen ejes reelt set af stifterens arvinger familien Clausen. I Berlingske Nyhedsmagasins årlige opgørelse over Danmarks rigeste opgøres familien Clausen samlet set som nr. 4 med en formue på 15,4 mia. kr. Det er formentlig et meget forsigtigt skøn, da ikke alle oplysninger er offentligt tilgængelige. Faktisk er det svært at afgøre, hvad Danfoss egentlig er værd, da virksomheden ikke er børsnoteret.
Familiens kontrol med Danfoss sker primært gennem Bitten og Mads Clausen Fond, der ejer langt størstedelen af Danfoss’ aktier og kontrollerer 99,4 procent af stemmerne. De resterende 0,6 procent af stemmerne har medarbejderne, der ejer tre procent af virksomheden.
Danfoss’ grand old lady Mads Clausens snart 94-årige enke Bitten Clausen stod som bestyrelsesformand i årene lige efter mandens død i spidsen for virksomheden. Det var Bitten Clausen, der med sin formue, stiftede Bitten og Mads Clausens fond i 1971 og var dens formand indtil 1999.
Stifterens ældste søn, Jørgen Mads Clausen (født 1948) har siden 1996 været øverste chef (CEO) for koncernen. Personligt skulle han være god for lige knapt 8 milliarder kr.
I 2005 omsatte Danfoss for 16,4 milliarder kr.
Overskuddet eller ”resultatet af den primære drift” blev på 943 millioner kr. (EBIT)
For nylig kom Danfoss’ halvårsregnskab for 2006, der blev det bedste nogensinde. Omsætningen steg med 1,2 mia. kr., og resultatet før skat blev 150 mill. kr. bedre end første halvår 2005. Så 2006 tegner godt.
Danfoss-produkter sælges i mere end 100 lande, men 61 pct. af omsætningen foregår i EU.
Udover fabrikkerne ved hovedkvarteret i Nordborg ligger virksomhedens danske fabriksanlæg især i en række byer i det sydvestlige del af landet.
Danfoss har i alt 59 produktionssteder i 24 lande.

No comments: