En ny Tivoli-sæson står for døren
Af Jarl Cordua
Dele af denne artikel blev bragt i "Søndagsavisen" i april 2008.
Tivoli åbner i år med et nyrestaureret Nimb blandt andet med brasserie, vinotek og et butikshotel. Direktøren Lars Liebst vil fortsætte med at udvikle haven, så dele af haven har åbent hele året.
Tivoli er en levende institution både i dansk kulturliv og erhvervsliv. Derfor har ganske mange danskere en mening om de omfattende udviklingsplaner, der er for den gamle forlystelseshave. I anledningen af Tivolis åbning den 17. april har Søndagsavisen sat direktør Lars Liebst stævne på hans historiske kontor lige ved havens hovedindgang på Vesterbrogade i København.
Hvorfor laver du hele tiden om på Tivoli?
- Vi har i 10 år prøvet at tænke nyt. Det kræver en mentalitetsændring og villighed til forandring hos os alle. Forandringerne er et resultat af en målrettet strategi - et langt sejt træk - hvor Tivoli er gået fra at være en sæsonbetonet virksomhed til nu at være en helårsforretning, der giver et fornuftigt afkast. Tidligere havde vi kun en sæson, men nu har vi tre. Vi holder nu åbent i forbindelse med ”Halloween” i skolebørnenes efterårsferie i oktober og i december op til jul. Sidst vi holdt Halloween i Tivoli, kom der faktisk 280.000 gæster. Det skaber et anderledes indkomstgrundlag og gør os mere uafhængig af somre med dårligt vejr - ligesom sidste år - hvor gæsterne svigtede.
Fødevarebutikker året rundt
Hvor ender så alle disse planer? Skal Tivoli så have åbent hele året?
- Hele haven skal ikke have åbent på en gang, men dele af haven åbner vi op. I forvejen har vi i to år haft vores fusionskøkken-restaurant Wagamama, som vender ud mod gaden, så folk kan spise der hele året. Og nu åbner vi den del af facaden ud mod Bernstorffsgade, som vi kalder ”Randen”.
”Randen” er hele området af Tivoli blandt andet med den gamle og kendte restaurant Nimb, der vender ud mod Bernstorffsgade og Hovedbanegården. Bygningerne har længe haft behov for en renovering. Tivolis planer om at åbne området op med forretninger ud mod gaden er omfattende og vil blive offentliggjort senere. Dette kræver et bredere fortov og en del trafikomlægning.
- I de tre bygninger på stedet har der tidligere været restauranter, og nu vi vil gerne tilbage til, at det kulinariske kommer i centrum og kvaliteten i højsædet. Der bliver indrettet et stort brasserie og en unik gourmetrestaurant, der kommer til at holde åbent året rundt, forklarer Lars Liebst.
Der skal også indrettes butikker, der i samarbejde med fødevareproducenterne ”Løgismose” skal sælge forskellige fødevarer. Planen er også at indrette et nyt mejeri:
- Vi tilbyder friske mælkeprodukter, og gæsterne får mulighed for at følge med i processen.
Derudover kommer der en chokoladefabrik, hvor gæsterne kan overvære, at der bliver lavet flødeboller. I kælderen bliver der et vinotek efter italiensk forbillede, hvor man både kan spise og drikke. På førstesalen indrettes der et såkaldt ”butikshotel” med 13 suiter og udsigt til Tivoli.
Tivoli følger med tiden
Tivoli har i øvrigt tidligere lagt et forslag på bordet om et omfattende hotelbyggeri nær Rådhuspladsen. Hotellet skulle indrettes i et tårn og ligge på den grund, hvor det ca. 100 år gamle H.C. Andersen Slottet ligger i dag. For at realisere hotelplanerne må det slot ned, der i mange år husede Madame Tussauds voksmuseum, rives ned:
- Det var et førsteklasses grundigt og fuldt finansieret hotelprojekt, hvor vi havde en international hotelkæde i ryggen. Og så tog vi en chance og lagde alle planerne frem for offentligheden, hvor jeg også noterede mig en vis folkelig opbakning bag projektet. Vi hyrede en verdenskendt og anerkendt arkitekt Norman Foster til at tegne projektet, der faktisk også fik god omtale fra avisernes arkitektkritikere. Jeg har altid respekteret en god debat om arkitektur.
Der viste sig så ikke at være politisk opbakning hos kommunalpolitikerne på Københavns Rådhus.
- Projektet faldt på grund af Venstre og De Konservatives modstand, som især bundede i at overborgmester Ritt Bjerregaard (S) støttede det. De så det som ”hendes projekt”. Men vi respekterer den demokratiske proces, siger en skuffet Liebst, der ikke forstår politikerne:
- Var vi kommet med et eller andet lousy hotelprojekt, så kunne jeg have forstået modviljen, men det var faktisk et kvalitetsprojekt, og vores hjemmearbejde var gjort. Men det var åbenbart ikke godt nok, og så skal vi også videre!
Planerne med hotelbyggeriet er dog ikke lagt helt på hylden
- De planer er ikke længere væk end, at de ligger nede i skuffen, siger Liebst, mens hans grinende peger på rundt i sit kontor, der har mange skuffer.
Hvad skal der så ske med H.C. Andersen-slottet?
- Vi har ikke truffet beslutning om, hvad der skal ske. Indtil videre tager vi det roligt.
Vi er ikke et museum
Tivolidirektøren får ikke altid ros for sine mange planer og de mange andre forandringer, som er sket i hans direktørtid. De hårdeste kritikere mener ligefrem, at Liebst i sine 12-år på posten har ødelagt den hyggelige stemning, og at Tivoli i det hele taget er for profitorienteret. Det afviser direktøren:
- Stemningen har ikke ændret sig. Vi laver løbende undersøgelser, hvor vi spørger gæsterne. De svarer, at de aldrig har været så tilfredse med Tivoli som nu. Nogle kritikere kalder sig for ”Tivolis Venner”, og det er nok udtryk for, at de ikke er helt uden humor. For de foreslår, at der slet ikke skal ske noget med haven, og det er jo ikke til gavn for Tivoli. Indimellem mistænker jeg dem for at tro, at jeg er museumsdirektør mere end direktør. Men selv museer skal tænke nyt og følge med tiden. Da jeg startede i 1996, skrev pressen helt korrekt, at der trængte til at noget ske noget nyt i Tivoli, og det har vi så forsøgt, siger Liebst, der i øvrigt tager kritikken roligt.
- I Tivoli respekterer vi den demokratiske debat. Der er en positiv side ved at være et klenodie i folks bevidsthed, og så er bagsiden, at folk har mange holdninger til haven, og sådan vil det nok altid være. Vi lytter da også til kritikerne, ligesom at vi lytter til dem, der ønsker forandringer.
Hvad er så nyt i år for publikum?
- Vi har fået renoveret Nimb, og så har vi et flot program for den klassiske musik i koncertsalen. I foråret optræder kvartetten ”Four Jacks” i Glassalen – hvor vi har forlænget spilletiden og har haft næsten har udsolgt. Til sommer er Søren Østergaards Varietéshow tilbage i Glassalen, og så har vi et nyt program for fredagsrockkoncerterne på plænen!
Kort om Tivoli
Tivoli blev grundlagt af iværksætteren Georg Carstensen (1812-1857) og åbnede den 15. august 1843. Forlystelseshaven ligger på et område, der engang var en del af Københavns gamle voldterræn. I løbet af sidste års ret kolde sommer besøgte ca. 4,1 mio. gæster haven. Det var 300.000 færre end i 2006.
Tobaksindustrien i Danmark ejer ca. 57 procent af Tivoli A/S, mens ca. 17.000 mindre aktionærer har ca. 38 pct. af aktierne. Tivoli omsatte i 2007 i alt for 920 mio. kr. og havde et overskud efter skat på 61 mio. kr.
Tivoli var i 2007 nr. 22 hvad angår verdens mest besøgte forlystelsesparker, men nr. 3 blandt Europas største forlystelsesparker.
Kort om Lars Liebst
Lars Liebst er født i 1956 i Odense, men er opvokset i Svendborg.
Han er oprindeligt uddannet som lysdesigner og stagemanager i New York.
Medstifter og leder af Grønnegårds Teatret 1982-96.
Afdelingsleder 1983-90 og senere konstitueret rektor ved Statens Teaterskole 1990-91.
Siden 1996 har Liebst været Tivolis administrerende direktør.
Han blev i 2007 udnævnt til TV2s bestyrelsesformand
Tuesday, May 13, 2008
Sunday, March 30, 2008
Gourmet og Genfærd
Denne artikel er fra juli 2006
Det renoverede Dragsholm Slot har genåbnet sin restaurant og går efter købedygtige gæster med hang til gourmet, god vin. Oveni kommer slottets historie, der rummer både gys og genfærd.
Af Jarl Cordua
"Hvis ikke vi har en Michelin-stjerne, inden jeg bliver 40, så finder jeg på noget andet at lave.”
Det er ambitionen for direktør Mads Bøttger (31), der siden august sidste år har stået i spidsen for restauranten og hotellet på det historiske Dragsholm slot i Odsherred.
"Slottets hotel og restaurant skal være førsteklasses, hvor vi ikke konkurrerer med andre på prisen", siger Mads Bøttger, der i juni efter en omfattende men nænsom renovering genåbnede restauranten ”Fadeburet” i det gamle slotskøkken. Samtidig er slottets 22 værelser blevet gjort større og moderniseret med bad og internetadgang. Derudover er 15 nye værelser i de gamle avlsbygninger kommet til som led i et ambitiøst projekt, der frem mod 2008 totalt istandsætter barokslottet ved Lammefjorden:
Der er brugt megen tid og investeringer på at renovere slottet, der oveni har ganske enorme vedligeholdelsesomkostninger. For at det løber rundt, skal vi derfor have fat i købedygtige kunder, der værdsætter stedets historie, vil spise godt og synes det er sjovt overnatte på et gammelt museum”, siger Mads Bøttger, hvis gæster især er ægtepar på weekend-ophold, private selskaber og mindre firma-konferencer.
"Det er en stor udfordring, at give slottet moderne faciliteter uden at ændre på æstetikken, magien og det historiske ved stedet" siger Mads Bøttger, som selv er vokset op på slottet, som søn af dets ejere ægteparret Inge Merete og Peter Bøttger.
Sigter højt
Mads Bøttger erkender, at niveauet for stedets restaurant under tidligere forpagtere har været svingende. Men det er der ændret på:
"Vi har skiftet råvare-leverandører ud og sigter efter at holde et meget højt niveau", siger Mads Bøttger, der vil sammenlignes med spisesteder som Falsledes kro og Fakkelgården.
Den unge direktør har en eksamen i oplevelsesøkonomi fra Handelshøjskolen med i bagagen og har desuden læst nogle år i London og i Californien. I studietiden arbejdede Mads Bøttger i den københavnske restaurationsbranche både som tjener samt i køkkenet. Til Dragsholm Slot har han dog hentet yderligere erfaring i København med en restaurantchef fra Café Victor og en køkkenchef fra Restaurant Le Sommelier. Hidtil har især gourmetaftener og vinsmagningsarrangementer ifølge Mads Bøttger vist sig at være gode trækplastre for stedet. Menukortet bærer præg af traditionel dansk samt fransk gastronomi og består af vildt og fisk, hvor man bruger egne grøntsager fra Lammefjorden. Der er også blevet anlagt en have med krydderurter, og det sker ud fra Dragsholms idé om at lave mest muligt mad helt fra bunden og bruge egne råvarer:
Det indgår også i stedets udviklingsplaner at anlægge et orangeri og et mikrobryggeri i slottets tomme staldbygninger.
Kronprinse-effekten
Går man i giftetanker kan man blive viet i slottets kirke og holde fest i Dragsholms riddersal, og Mads Bøttgers ambition er, at stå for halvdelen af årets halvtreds største bryllupper på Sjælland:
"Kronprinseparrets bryllup satte gang i efterspørgslen efter slotsbryllupper, og det har vi også mærket på Dragsholm, hvor vi har fuldt booket i år. Og der er kun to ledige lørdage næste sommer", siger Mads Bøttger.
Alle er dog velkomne til de offentlige gudstjenester, der bliver afholdt i slotskirken i forbindelse med højtider.
Offentlig adgang
Dragsholm Slot er ifølge Mads Bøttger ikke kun et sted for velhavere, og man kan sagtens få det at se uden nødvendigvis at booke et værelse på slottet. Alle besøgende kan hver dag i sommerperioden og mod betaling få en rundvisning på slottet, der sidste år havde 50.000 besøgende.
"Alle er meget velkommen her, men vær indstillet på, at kaffen og den hjemmelavede slotskage koster lidt ekstra",siger Mads Bøttger.
Går man tur rundt om slottet falder især voldgrav i øjnene sammen med parken med de mange fredede træer samt en meget stor og smuk rododendron-busk.
Jarlen går igen
For nylig blev Dragsholm Slot blev for nylig stærkt omtalt, da en efterkommer af jarlen af Bothwell krævede jarlens lig tilbageleveret til Skotland, der ellers har ligget begravet i Fårevejle Kirke i mere end 400 år. De sidste fem år af sit liv var jarlen fange på Dragsholm Slot, og ifølge legenden går han igen på slottet. Men det er han ifølge Mads Bøttger ikke alene om, for slottet hjemsøges af ikke mindre end tre genfærd.
"Der er en hvid dame, der blev muret inde engang i 1600-tallet. Hun var datter af en af slottets lensmænd. Under en ombygning i 1918 fandt man hendes skelet med et lille barnefoster", fortæller Mads Bøttger.
Den unge slotsfrøkenen skulle angiveligt have fået sit makabre endeligt, fordi hun havde ligget i med en slotskarl. Hendes forsvinden blev dengang forklaret med rejse til England, hvor hun senere skulle være død af sygdom.
"Endelig har vi den grå dame. Hun var oldfrue hos baronen, men led af kleptomani. En uvane hun som genfærd ikke har aflagt sig. I hvert fald oplever vi her på Dragsholm, at ting ind imellem forsvinder for så at dukke op et helt andet sted på slottet", siger Mads Bøttger.
-------------------------------------------------------------------------------------
Dragsholm Slot kort
Dragsholm Slot blev opført i årene omkring år 1200 af Roskilde-bispen Peder Sunesøn og er Danmarks ældst bevarede ikke-kirkelige bygning. Slottet forblev på Roskilde-bispernes hænder indtil reformationen i 1536, hvor kongen Christian III overtog det. Slottet blev i slutningen af 1600-tallet ombygget til barokstilen. 1694 blev Dragsholm Slot overtaget af den adelige familie Adeler, der beboede slottet indtil slægten uddøde i 1932.
Siden 1937 har det været i familien Bøttgers eje, samtidig med at diverse forpagtere periodevis har haft restaurant og hotel på stedet. Nu driver familien selv hotel og restaurationsvirksomheden på slottet samtidig med, at det frem mod 2008 bliver totalistandsat. Dragsholm ligger en times bilkørsel fra København.
Læs mere her om Dragsholm slot
Det renoverede Dragsholm Slot har genåbnet sin restaurant og går efter købedygtige gæster med hang til gourmet, god vin. Oveni kommer slottets historie, der rummer både gys og genfærd.
Af Jarl Cordua
"Hvis ikke vi har en Michelin-stjerne, inden jeg bliver 40, så finder jeg på noget andet at lave.”
Det er ambitionen for direktør Mads Bøttger (31), der siden august sidste år har stået i spidsen for restauranten og hotellet på det historiske Dragsholm slot i Odsherred.
"Slottets hotel og restaurant skal være førsteklasses, hvor vi ikke konkurrerer med andre på prisen", siger Mads Bøttger, der i juni efter en omfattende men nænsom renovering genåbnede restauranten ”Fadeburet” i det gamle slotskøkken. Samtidig er slottets 22 værelser blevet gjort større og moderniseret med bad og internetadgang. Derudover er 15 nye værelser i de gamle avlsbygninger kommet til som led i et ambitiøst projekt, der frem mod 2008 totalt istandsætter barokslottet ved Lammefjorden:
Der er brugt megen tid og investeringer på at renovere slottet, der oveni har ganske enorme vedligeholdelsesomkostninger. For at det løber rundt, skal vi derfor have fat i købedygtige kunder, der værdsætter stedets historie, vil spise godt og synes det er sjovt overnatte på et gammelt museum”, siger Mads Bøttger, hvis gæster især er ægtepar på weekend-ophold, private selskaber og mindre firma-konferencer.
"Det er en stor udfordring, at give slottet moderne faciliteter uden at ændre på æstetikken, magien og det historiske ved stedet" siger Mads Bøttger, som selv er vokset op på slottet, som søn af dets ejere ægteparret Inge Merete og Peter Bøttger.
Sigter højt
Mads Bøttger erkender, at niveauet for stedets restaurant under tidligere forpagtere har været svingende. Men det er der ændret på:
"Vi har skiftet råvare-leverandører ud og sigter efter at holde et meget højt niveau", siger Mads Bøttger, der vil sammenlignes med spisesteder som Falsledes kro og Fakkelgården.
Den unge direktør har en eksamen i oplevelsesøkonomi fra Handelshøjskolen med i bagagen og har desuden læst nogle år i London og i Californien. I studietiden arbejdede Mads Bøttger i den københavnske restaurationsbranche både som tjener samt i køkkenet. Til Dragsholm Slot har han dog hentet yderligere erfaring i København med en restaurantchef fra Café Victor og en køkkenchef fra Restaurant Le Sommelier. Hidtil har især gourmetaftener og vinsmagningsarrangementer ifølge Mads Bøttger vist sig at være gode trækplastre for stedet. Menukortet bærer præg af traditionel dansk samt fransk gastronomi og består af vildt og fisk, hvor man bruger egne grøntsager fra Lammefjorden. Der er også blevet anlagt en have med krydderurter, og det sker ud fra Dragsholms idé om at lave mest muligt mad helt fra bunden og bruge egne råvarer:
Det indgår også i stedets udviklingsplaner at anlægge et orangeri og et mikrobryggeri i slottets tomme staldbygninger.
Kronprinse-effekten
Går man i giftetanker kan man blive viet i slottets kirke og holde fest i Dragsholms riddersal, og Mads Bøttgers ambition er, at stå for halvdelen af årets halvtreds største bryllupper på Sjælland:
"Kronprinseparrets bryllup satte gang i efterspørgslen efter slotsbryllupper, og det har vi også mærket på Dragsholm, hvor vi har fuldt booket i år. Og der er kun to ledige lørdage næste sommer", siger Mads Bøttger.
Alle er dog velkomne til de offentlige gudstjenester, der bliver afholdt i slotskirken i forbindelse med højtider.
Offentlig adgang
Dragsholm Slot er ifølge Mads Bøttger ikke kun et sted for velhavere, og man kan sagtens få det at se uden nødvendigvis at booke et værelse på slottet. Alle besøgende kan hver dag i sommerperioden og mod betaling få en rundvisning på slottet, der sidste år havde 50.000 besøgende.
"Alle er meget velkommen her, men vær indstillet på, at kaffen og den hjemmelavede slotskage koster lidt ekstra",siger Mads Bøttger.
Går man tur rundt om slottet falder især voldgrav i øjnene sammen med parken med de mange fredede træer samt en meget stor og smuk rododendron-busk.
Jarlen går igen
For nylig blev Dragsholm Slot blev for nylig stærkt omtalt, da en efterkommer af jarlen af Bothwell krævede jarlens lig tilbageleveret til Skotland, der ellers har ligget begravet i Fårevejle Kirke i mere end 400 år. De sidste fem år af sit liv var jarlen fange på Dragsholm Slot, og ifølge legenden går han igen på slottet. Men det er han ifølge Mads Bøttger ikke alene om, for slottet hjemsøges af ikke mindre end tre genfærd.
"Der er en hvid dame, der blev muret inde engang i 1600-tallet. Hun var datter af en af slottets lensmænd. Under en ombygning i 1918 fandt man hendes skelet med et lille barnefoster", fortæller Mads Bøttger.
Den unge slotsfrøkenen skulle angiveligt have fået sit makabre endeligt, fordi hun havde ligget i med en slotskarl. Hendes forsvinden blev dengang forklaret med rejse til England, hvor hun senere skulle være død af sygdom.
"Endelig har vi den grå dame. Hun var oldfrue hos baronen, men led af kleptomani. En uvane hun som genfærd ikke har aflagt sig. I hvert fald oplever vi her på Dragsholm, at ting ind imellem forsvinder for så at dukke op et helt andet sted på slottet", siger Mads Bøttger.
-------------------------------------------------------------------------------------
Dragsholm Slot kort
Dragsholm Slot blev opført i årene omkring år 1200 af Roskilde-bispen Peder Sunesøn og er Danmarks ældst bevarede ikke-kirkelige bygning. Slottet forblev på Roskilde-bispernes hænder indtil reformationen i 1536, hvor kongen Christian III overtog det. Slottet blev i slutningen af 1600-tallet ombygget til barokstilen. 1694 blev Dragsholm Slot overtaget af den adelige familie Adeler, der beboede slottet indtil slægten uddøde i 1932.
Siden 1937 har det været i familien Bøttgers eje, samtidig med at diverse forpagtere periodevis har haft restaurant og hotel på stedet. Nu driver familien selv hotel og restaurationsvirksomheden på slottet samtidig med, at det frem mod 2008 bliver totalistandsat. Dragsholm ligger en times bilkørsel fra København.
Læs mere her om Dragsholm slot
Thursday, March 20, 2008
Jeg har nydt arbejdet fra allerførste dag
Portrættet af adm. direktør Søren Langvad fra E. Pihl & Søn blev bragt i Søndagsavisen den 7. marts 2008.
Snart 83 og stadig i spidsen for Pihl:
Jeg har nydt arbejdet fra allerførste dag
Af Jarl Cordua
Danmarks næststørste entreprenørkoncern, Pihl, står overfor et generationsskifte. Hvornår det kommer er dog endnu ukendt. I spidsen for den 120 år gamle virksomhed står derfor fortsat dansk byggeris grand old man Søren Langvad, der med sine snart 83 år har nået skelsår og alder. Pihl er i de seneste år vokset kraftigt til at blive en internationalt meget aktiv entreprenørvirksomhed blandt andet med et nyt datterselskab i Boston, USA. I Danmark er koncernen kendt for at have opført en række opsigtsvækkende byggerier i København, blandt dem Operaen for A.P. Møller-fonden og om kort tid det nye Skuespilhus for staten. Søndagsavisen har besøgt Langvad på hans kontor i Pihls hovedsæde i Lyngby.
Da jeg høfligt takker Søren Langvad for at have taget sig tid til et interview, får jeg et venligt, men ærligt svar:
- Det har jeg ellers ikke, men det får være, siger direktøren og smiler venligt.
Søren Langvad har stadig en lang arbejdsdag og er på kontoret fra halv ni til kl. seks om aftenen, dog med en pause midt på dagen. Direktøren følger stadig virksomheden tæt, selvom han ikke rejser så meget mere. De mere end halvtreds arbejdsår i Pihl beskriver han som en fornøjelse:
- Jeg har nydt det. Helt fra min allerførste dag i firmaet i 1950, siger Søren Langvad.
Siden 1971 har han siddet i den direktørstol, han overtog efter sin far, Kay Langvad. Faderen var oprindeligt ansat som ingeniør i Højgaard & Schultz, men købte virksomheden i 1947.
- Det var et gammelt hæderkronet københavnsk murermesterfirma. Den gamle ejer var dog død under krigen, og sønnen blev syg. Firmaet skrantede, fordi de ikke ville arbejde for tyskerne. Dengang var der 15 medarbejdere, men de byggede både den Svenske Kirke og Soyakagefabrikken for H.N. Andersen fra ØK.
På kontoret hænger et portrætmaleri af faren.
- Han elskede livet og var typen, der røg cigarer og drak cognac med sine mange venner i branchen. Sådan var kulturen i hans tid. Far og jeg arbejdede sammen helt frem til hans død i 1982.
Damp på kedlerne
Lyngby-virksomhedens ordrebog vidner om, at der er fuld damp på kedlerne hos Pihl, der i øjeblikket har gang i seks større projekter. På Sjælland bygger Pihl Ringvejs-motorvejen, Aller-koncernens nye hovedkontor ved Københavns Havn, det nye rigsarkiv for staten og den svenske SE-Bankens hovedsæde. I Fredericia bygger entreprenørkoncernen Saniståls centrallager, og for ikke længe siden blev det nye statsfængsel i Horsens færdiggjort.
- Der dukker hele tiden udfordringer op for os. Vi byder på en hel del projekter, og nogle af dem får vi lov til at bygge. Snart afleverer vi Skuespilhuset til staten. Den første forestilling finder sted i februar næste år. Det har været en vanskelig, men spændende opgave, siger Søren Langvad.
Udover byggerierne i Danmark, har Pihl lige nu projekter i blandt andet Sverige, Norge, Grønland, Island, Polen, England, Jamaica og i Panama i Mellemamerika. Til vinter rejser Søren Langvad derfor til Panama for at se på forberedelserne til det vandkraftanlæg, som Pihl skal bygge.
- Det bliver et gigantisk og meget spændende projekt, fortæller direktøren.
- Vi vandt kontrakten sidste år, men er i gang med at indhente tilladelser, købe materialer ind, bygge veje over floder osv. Oven i, kniber det lidt med at vinde forståelse for projektet hos de indianere, der bor i området. Der er meget, der skal falde på plads.
Vokseværk
Pihl er vokset voldsomt de seneste år både i omsætning og i mandskab, men stor omsætning er ikke et mål i sig selv, mener Søren Langvad:
- Vi har påtaget os at udføre mange af de byggeprojekter, der er blevet budt ud. Men vi skal samtidig kunne løse opgaven og siger ikke ja til flere opgaver, end vi magter. Nu er tiden kommet, hvor vi skal fordøje væksten. Omsætningsstigningen bliver beskeden i 2007 sammenlignet med de tidligere år. I vores branche sker omsætningsstigning i byger ligesom regnvejret i Danmark. Pludselig sker der noget, men siden løjer det af. Vi har haft pæn vækst i de sidste 25 år, og på kun fem år er vi blevet fordoblet, men det bliver vi gudskelov ikke ved med.
I reglen bliver Pihl færdig med projekterne til tiden:
- Selvfølgelig har vi heller ikke undgået fejltagelser, for livet byder nu engang på uforudsete forhindringer. Når man har haft 300 større byggeprojekter, så sker der afvigelser, og så gælder det naturligvis om at minimere fejlene. Alt i alt kan vi godt være vores record bekendt.
Entreprenørvirksomhed kan man ikke sammenligne med en almindelig fabrik, mener Langvad:
- Vi er ikke et firma, der bygger typehuse. Når vi bygger et vandkraftanlæg, et skuespilhus eller en opera, så er det hver gang et unikum! For eksempel har vi bygget en opera i København. Derfor er der ingen, der forestiller sig, at vi bagefter bygger seks operaer af samme slags. Operaen er et helt unikt byggeri. Det er blandt andet det, der gør det så spændende at være entreprenør, slutter Søren Langvad.
Pihls før og nu
Ingeniør- og entreprenørvirksomheden blev stiftet i 1887 af den københavnske murermester Lauritz Emil Pihl. I 1916 kom sønnen Carl med i firmaet, deraf navnet E. Pihl & Søn. I 1947 købte ingeniør Kay Langvad halvdelen af aktierne og overtog ledelsen af firmaet. Sønnen, Søren Langvad, ejer 70 pct. af aktierne i E. Pihl & Søn A.S, i daglig tale ”Pihl”. De resterende 30 pct. ejes af Søren Langvads fire børn. Egenkapitalen er på lidt over en halv milliard kr., men det er usikkert, hvad virksomheden reelt er værd. Et meget forsigtigt gæt er mindst én milliard kr., men det er helt teoretisk, for Pihl er ikke til salg. Naturligvis er man i Pihl klar over, at ejeren ikke lever evigt, men da det ligger helt fast, at virksomheden ikke er til salg, forbliver den efter alt at dømme på Langvad-familiens hænder.
Kort om E. Pihl & Søn A.S
Pihl har 2800 medarbejdere. I 2006 lå 53 pct. af omsætningen i udlandet mod 47 procent i Danmark, og omsætningen voksede med 1,8 milliarder kr. til 5,8 milliarder kr. i 2006. Pihl overhalede dermed NCC og er nu landets næststørste entreprenør kun overgået af MT Højgaard. Pihls Resultatet i 2005 var på 86 millioner kr. men steg sidste år til 110 millioner kr.
Snart 83 og stadig i spidsen for Pihl:
Jeg har nydt arbejdet fra allerførste dag
Af Jarl Cordua
Danmarks næststørste entreprenørkoncern, Pihl, står overfor et generationsskifte. Hvornår det kommer er dog endnu ukendt. I spidsen for den 120 år gamle virksomhed står derfor fortsat dansk byggeris grand old man Søren Langvad, der med sine snart 83 år har nået skelsår og alder. Pihl er i de seneste år vokset kraftigt til at blive en internationalt meget aktiv entreprenørvirksomhed blandt andet med et nyt datterselskab i Boston, USA. I Danmark er koncernen kendt for at have opført en række opsigtsvækkende byggerier i København, blandt dem Operaen for A.P. Møller-fonden og om kort tid det nye Skuespilhus for staten. Søndagsavisen har besøgt Langvad på hans kontor i Pihls hovedsæde i Lyngby.
Da jeg høfligt takker Søren Langvad for at have taget sig tid til et interview, får jeg et venligt, men ærligt svar:
- Det har jeg ellers ikke, men det får være, siger direktøren og smiler venligt.
Søren Langvad har stadig en lang arbejdsdag og er på kontoret fra halv ni til kl. seks om aftenen, dog med en pause midt på dagen. Direktøren følger stadig virksomheden tæt, selvom han ikke rejser så meget mere. De mere end halvtreds arbejdsår i Pihl beskriver han som en fornøjelse:
- Jeg har nydt det. Helt fra min allerførste dag i firmaet i 1950, siger Søren Langvad.
Siden 1971 har han siddet i den direktørstol, han overtog efter sin far, Kay Langvad. Faderen var oprindeligt ansat som ingeniør i Højgaard & Schultz, men købte virksomheden i 1947.
- Det var et gammelt hæderkronet københavnsk murermesterfirma. Den gamle ejer var dog død under krigen, og sønnen blev syg. Firmaet skrantede, fordi de ikke ville arbejde for tyskerne. Dengang var der 15 medarbejdere, men de byggede både den Svenske Kirke og Soyakagefabrikken for H.N. Andersen fra ØK.
På kontoret hænger et portrætmaleri af faren.
- Han elskede livet og var typen, der røg cigarer og drak cognac med sine mange venner i branchen. Sådan var kulturen i hans tid. Far og jeg arbejdede sammen helt frem til hans død i 1982.
Damp på kedlerne
Lyngby-virksomhedens ordrebog vidner om, at der er fuld damp på kedlerne hos Pihl, der i øjeblikket har gang i seks større projekter. På Sjælland bygger Pihl Ringvejs-motorvejen, Aller-koncernens nye hovedkontor ved Københavns Havn, det nye rigsarkiv for staten og den svenske SE-Bankens hovedsæde. I Fredericia bygger entreprenørkoncernen Saniståls centrallager, og for ikke længe siden blev det nye statsfængsel i Horsens færdiggjort.
- Der dukker hele tiden udfordringer op for os. Vi byder på en hel del projekter, og nogle af dem får vi lov til at bygge. Snart afleverer vi Skuespilhuset til staten. Den første forestilling finder sted i februar næste år. Det har været en vanskelig, men spændende opgave, siger Søren Langvad.
Udover byggerierne i Danmark, har Pihl lige nu projekter i blandt andet Sverige, Norge, Grønland, Island, Polen, England, Jamaica og i Panama i Mellemamerika. Til vinter rejser Søren Langvad derfor til Panama for at se på forberedelserne til det vandkraftanlæg, som Pihl skal bygge.
- Det bliver et gigantisk og meget spændende projekt, fortæller direktøren.
- Vi vandt kontrakten sidste år, men er i gang med at indhente tilladelser, købe materialer ind, bygge veje over floder osv. Oven i, kniber det lidt med at vinde forståelse for projektet hos de indianere, der bor i området. Der er meget, der skal falde på plads.
Vokseværk
Pihl er vokset voldsomt de seneste år både i omsætning og i mandskab, men stor omsætning er ikke et mål i sig selv, mener Søren Langvad:
- Vi har påtaget os at udføre mange af de byggeprojekter, der er blevet budt ud. Men vi skal samtidig kunne løse opgaven og siger ikke ja til flere opgaver, end vi magter. Nu er tiden kommet, hvor vi skal fordøje væksten. Omsætningsstigningen bliver beskeden i 2007 sammenlignet med de tidligere år. I vores branche sker omsætningsstigning i byger ligesom regnvejret i Danmark. Pludselig sker der noget, men siden løjer det af. Vi har haft pæn vækst i de sidste 25 år, og på kun fem år er vi blevet fordoblet, men det bliver vi gudskelov ikke ved med.
I reglen bliver Pihl færdig med projekterne til tiden:
- Selvfølgelig har vi heller ikke undgået fejltagelser, for livet byder nu engang på uforudsete forhindringer. Når man har haft 300 større byggeprojekter, så sker der afvigelser, og så gælder det naturligvis om at minimere fejlene. Alt i alt kan vi godt være vores record bekendt.
Entreprenørvirksomhed kan man ikke sammenligne med en almindelig fabrik, mener Langvad:
- Vi er ikke et firma, der bygger typehuse. Når vi bygger et vandkraftanlæg, et skuespilhus eller en opera, så er det hver gang et unikum! For eksempel har vi bygget en opera i København. Derfor er der ingen, der forestiller sig, at vi bagefter bygger seks operaer af samme slags. Operaen er et helt unikt byggeri. Det er blandt andet det, der gør det så spændende at være entreprenør, slutter Søren Langvad.
Pihls før og nu
Ingeniør- og entreprenørvirksomheden blev stiftet i 1887 af den københavnske murermester Lauritz Emil Pihl. I 1916 kom sønnen Carl med i firmaet, deraf navnet E. Pihl & Søn. I 1947 købte ingeniør Kay Langvad halvdelen af aktierne og overtog ledelsen af firmaet. Sønnen, Søren Langvad, ejer 70 pct. af aktierne i E. Pihl & Søn A.S, i daglig tale ”Pihl”. De resterende 30 pct. ejes af Søren Langvads fire børn. Egenkapitalen er på lidt over en halv milliard kr., men det er usikkert, hvad virksomheden reelt er værd. Et meget forsigtigt gæt er mindst én milliard kr., men det er helt teoretisk, for Pihl er ikke til salg. Naturligvis er man i Pihl klar over, at ejeren ikke lever evigt, men da det ligger helt fast, at virksomheden ikke er til salg, forbliver den efter alt at dømme på Langvad-familiens hænder.
Kort om E. Pihl & Søn A.S
Pihl har 2800 medarbejdere. I 2006 lå 53 pct. af omsætningen i udlandet mod 47 procent i Danmark, og omsætningen voksede med 1,8 milliarder kr. til 5,8 milliarder kr. i 2006. Pihl overhalede dermed NCC og er nu landets næststørste entreprenør kun overgået af MT Højgaard. Pihls Resultatet i 2005 var på 86 millioner kr. men steg sidste år til 110 millioner kr.
Thursday, April 12, 2007
Stenrig på stenuld - et portræt af Tom Kähler, Rockwool
Portrættet af Tom Kähler er fra januar 2007. Det er KUN bragt på "Erhvervsbloggen"
"Stenrig på stenuld"
Af Jarl Cordua
De fleste danskere kender isoleringsmaterialet Rockwool. Tom Kähler er fjerde generation af familien bag virksomheden. FOKUS tegner et portræt af manden og Rockwool.
”Af intet kommer intet, undtagen lommeuld”, sagde den danske humorist Storm P engang. ”Alt kommer af stenuld”, kan de omvendt sige hos virksomheden Rockwool. For det er netop isoleringsmaterialer, fremstillet af stenuld, der har skabt selskabets børsværdi på 20 milliarder kr.
I snart 100 år har familien Kähler drevet, ejet eller kontrolleret virksomheden. Selskabets bestyrelsesformand, Tom Kähler (64) er nutidens Mr. Rockwool.
Rockwool International A/S er ikke en familievirksomhed på samme måde som fx Velux eller Danfoss. Snarere ligner den A.P Møller-Mærsk. For selvom ejerselskabet Rockwool International A/S har været noteret på fondsbørsen i ti år, er det stadigvæk familien Kähler, som gennem en stor bestemmende aktiepost i Rockwool Fonden kontrollerer virksomheden. Præcis som Møller-familien gør det med A.P. Møller Fonden i A.P. Møller-Mærsk A/S.
Gamle penge
Rockwool-familiens overhoved Tom Kähler er indbegrebet af ”gamle penge”. Et udtryk, der bl.a. dækker over, at man i ældre pæne rigmandsfamilier har et distanceret forhold til rigdom og så vidt muligt undgår at føre sig frem.
Hverken Tom Kähler eller Rockwool er specielt tillukkede, når det drejer sig om virksomheden eller fonden, men man rutter ikke med informationerne til offentligheden, hvis sagen handler om andet end Rockwool. Fx giver Tom Kählers meget få interviews, og hidtil har han kun udtalt sig om emner, der holder sig strikt til virksomhedens eller fondens aktiviteter. Den manglende interesse for at optræde personligt i medierne er ifølge nogle, der kender ham, egentlig ikke en bevidst strategi. Tom Kähler beskrives som en lidt genert type, der blot er optaget af drive virksomhed. Hans private interesserer går i retning af at dyrke forskellige former for sport. Fx spiller han både golf og går på jagt.
Mådehold
Tom Kähler er også indbegrebet af mådehold. Han og resten af familien er på ingen måde kendt for ekstravagance eller for at smide om sig med penge og sættes derfor hverken i forbindelse med hurtige biler eller millionvillaer. Niveauet for levefoden beskrives som beskedent, uden at familien dog mangler noget. Et eksempel på Rockwool-formandens beskedenhed sås i forbindelse med Kählers 25 års jubilæum, hvor han frabad sig gaver og i stedet opfordrede gratulanter til at betænke Folkekirkens Nødhjælp med et bidrag. Kählers egne børn er på ingen måde heller blevet særligt materielt forkælede, som andre ”rigmandsbørn” ofte er blevet det.
Da Tom Kähler stadig var koncernchef for Rockwool, var han i øvrigt nærmest enestående blandt Danmarks erhvervsledere med hensyn til ikke at bevilge sig selv rundhåndede lønforhøjelser.
Møllers rådgiver
Ydmyghed, mådehold, retlinethed og manglende interesse i at føre sig frem i medierne. Det er lige præcis den slags gammeldags dyder og værdier, som erhvervsikonet Mærsk Mc-Kinney Møller siges at lægge stor vægt på hos folk. Lægges disse egenskaber sammen med en enestående nyttig erfaring med at drive en stort set familie- og fondsejet international stor erhvervsvirksomhed, så har man en god forklaring på, hvorfor Tom Kähler også sidder med i bestyrelsen for Danmarks absolut rigeste og mest magtfulde fond: A.P. Møller Fonden - en fond, som kontrollerer landets største virksomhed A.P Møller- Mærsk A/S, og hvor alle øvrige bestyrelsesmedlemmer enten er i familie med Mærsk Mc-Kinney Møller eller på anden måde har nær tilknytning til rederiet A.P. Møller. Tom Kähler er desuden næstformand for en anden stenrig industrifamilies erhvervsfond, nemlig Bitten og Mads Clausens fond, der ejer langt størsteparten af industrikoncernen Danfoss.
Enestående industrihistorie
Familien Kähler er selv en særlig dansk industrihistorie. I midten af 1800-tallet, da Danmark stadig var et fattigt uudviklet bondeland, startede Tom Kählers tipoldefar, Gustav Kähler (1828-1913) et teglværk op, der med dampmaskine og ringovn producerede mursten til byggeri. Efterfølgende generationer har fortsat med at skabe ny industri, og det særlige ved Kähler-virksomhederne er, at de faktisk kører endnu, dog i en lidt anden form. Fx eksisterer den første familievirksomhed den dag i dag som ”Kähler A/S” i Korsør, der producerer betonelementer til byggeri. Den ejes og drives af Tom Kählers slægtning Anders Kähler. Det ligger ligefor at konkludere, at slægtens medlemmer må være født med et entreprenør-gen.
Startede med en grusgrav
Rockwools egen historie begyndte med en grusgrav på Storebælt-øen Omø i 1909. Tom Kählers oldefar, teglværksejer Valdemar Kähler (1859-1918) gik da i kompagniskab med murermester Henrik Johan Henriksen om virksomheden ”Korsør Stenforretning”. På Omø begyndte de at grave sten og grus. Senere blev forretningen udvidet med flere grusgrave, mergelgrave og brunkulslejre over hele landet og handel med jern, træ, brunkul og maskiner.
I 1927 købte virksomheden en skærvefabrik i Hedehusene, hvor Rockwools hovedkontor i dag ligger.
I 1935 købte murermester Henriksens søn, Finn Henriksen, i USA rettigheder og viden til at producere stenuld, og virksomheden startede to år efter en produktion af stenuld på amerikansk licens. Samme år begyndte virksomheden at producere gasbeton, der også blev en rigtig god forretning.
I 1962 blev de to ejerfamilier enige om at splitte virksomheden ”Henriksen og Kähler” op i to dele. Familien Henriksen valgte gasbetondelen, mens Kähler-familien fik stenulden og ledede herefter de dele af virksomheden, som i dag er Rockwool.
Kähler kunne selv
Tom Kähler studerede i sin tidlige ungdom på University of Colorado i USA. I 1968 blev han civilingeniør, og han supplerede siden med en HD-eksamen i finansiering. Tom Kähler er på ingen måde ”en fars søn, der skulle fylde pladsen ud”. Tværtimod både kunne og ville han selv. Først havde han et par jobs uden for Rockwool bl.a. som udviklingsingeniør, men i 1974 bankede Kähler sammen med sin svoger entreprenør- og ingeniørvirksomheden ”Ecoterm” op, som hurtigt voksede til at beskæftige mere end 100 medarbejdere.
I 1977 insisterede Tom Kählers far, Claus Kähler (1918-2003), på, at hans succesfulde søn kom hjem og gav en hånd med i Rockwool. Faktisk truede Claus Kähler selv med at gå som adm. direktør, hvis ikke sønnen trådte til. Tom Kähler sagde i første omgang nej tak, men blev et par år senere direktør for de Rockwool-aktiviteter, der lå uden for selve isoleringsområdet. I 1983 blev han viceadministrerende direktør, og tre år senere overlod Claus Kähler ledelsen af Rockwool til sønnen, som blev koncernchef.
Erhvervsleder af tiden
Tom Kähler bliver beskrevet som meget intelligent og med en udpræget analytisk tilgang til de udfordringer, han står overfor, og som erhvervsleder giver han indtryk af at være fulgt med tiden.
Et klart eksempel var, da Tom Kähler i 2004 gik af som daglig leder af Rockwool efter at have ledet virksomheden i 16 år og på et tidspunkt, hvor han var fyldt 62. Med enkelte undtagelser er det i dag den sædvanlige pensionsalder for topledere i dansk erhvervsliv.
Kähler forfremmede sin næstkommanderende, hollænderen Eelco van Heel, og for første gang i 95 år er Rockwools øverste ansvarlige chef, hverken fra ejerfamilien eller dansker.
I dag er Tom Kähler i stedet en aktiv bestyrelsesformand, men han er formentlig stadig manden, der i sidste ende tager de afgørende beslutninger i selskabet. Ud over ham selv er det kun farbroren og storaktionæren Gustav Kähler fra familien, der er med i bestyrelsen.
Til gengæld har Tom Kähler sørget for, at Rockwools ledelse har fået yderligere nyt blod ved at hente IT-milliardæren Preben Damgaard ind i selskabets bestyrelse.
Familiefond har magten
På mange måder er Rockwool stadig præget af, at der oprindeligt var tale om en familievirksomhed. Mange fra Kähler-familien har brugt deres arbejdsliv på Rockwool, og flere af Tom Kählers fætre og kusiner har topstillinger i virksomheden. Aktionærkredsen består stadig af arvinger efter Tom Kählers farfar Gustav Kähler (1890-1958). Det er storaktionærerne Gustav Kähler (f.1937) og enken efter Tom Kählers farbror Carl Valdemar Kähler, Elisabeth Kähler (f.1918). Ikke desto mindre er familieformuen efter fire generationer - på grund af flere og flere arveberettigede børn - langsomt blevet splittet op i stadig mindre dele. Det var efter alt at dømme baggrunden for, at Tom Kählers far Claus Kähler i 1981 i god tid sammen med sine fem søskende lagde en portion aktier fra deres egen formue over i fonden, ”Rockwool Fonden”, som det siden er umuligt for arvingerne at røre. Fondens majoritet af de bestemmende A-aktier sikrer, at evt. uenighed blandt arvingerne ikke kan påvirke virksomhedens ledelse, langsigtede strategi og interesser. Den beslutning har derfor utvivlsomt lagt grunden til virksomhedens stabile og positive udvikling.
- De seks grundlæggere havde to formål med fonden. Den skulle både være til gavn for almenheden, og som storaktionær i Rockwool Gruppen have virksomhedens langsigtede interesser for øje. Det udelukker imidlertid ikke, at fonden en dag kan beslutte at sælge sine aktier, hvis det er bedre for virksomhedens udvikling, sagde Tom Kähler til Rockwool Fondens december-nyhedsbrev i anledning af fondens 25 års jubilæum.
Rockwool-fonden
I dag ligger 23 procent af alle aktier i Rockwool-fonden, der mest er kendt for sin såkaldte "forskningsenhed", der leverer opsigtsvækkende indspark til samfundsdebatten.
Tom Kähler, der siden 1990 har været fondens formand, beskrives som personligt dybt engageret i drøftelsen af samfundsspørgsmål og som en mand, der også gerne lægger kræfter i Rockwoolfondens arbejde. Omvendt er hverken Tom Kähler eller fonden nogle, der belærer alt og alle om, hvordan de skal opføre sig, som fx en anden erhvervsleder, Niels Due Jensen fra Grundfos, er både kendt og berygtet for. I det sidste nyhedsbrev forklarer Tom Kähler fondens opgave:
- Rockwool Fonden foreslår ikke en særlig politik eller lovgivning, men udfører forskning, der har som målsætning, at danne en objektiv baggrund for den offentlige og politiske debat
Clinton og Kähler
Hvert år offentliggør fonden fx en rapport, der viser omfanget af sort arbejde her i landet. Andre projekter handler om unges alkoholvaner, eller om hvordan integration af indvandrere sker mest effektivt. Endelig støtter fonden også organisationer og enkeltpersoner med tilskud til projekter, der har et socialt eller humanitært formål. I de seneste år har fonden også støttet projekter i den 3. verden. Der var formentlig også baggrunden for, at Bill Clinton sidste år personligt inviterede Tom Kähler til sin konference ”Clinton Global Initiative 2006” i New York med 1000 indflydelsesrige deltagere fra den tidligere præsidents verdensomspændende netværk af politikere, erhvervsfolk og videnskabsfolk.
I bestyrelsen for Rockwool-fonden sidder, udover nogle repræsentanter fra Kähler-familien, ganske ”tunge” folk fra politik og erhvervsliv, som fx tidl. EU-kommissær Henning Christophersen, tidl. finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft, DONG-direktør Anders Eldrup og erhvervsmanden Lars Nørby Johansen.
Old boys network
Med sin baggrund, position og personlige stil spiller Tom Kähler i erhvervslivets superliga for topledere i de cirkler, som nogle kalder ”old boys network”. Fx sidder han med i VL-gruppe 31, der tæller store navne fra dansk erhvervsliv som Jess Søderberg fra A.P. Møller-Mærsk A/S og Hans Skov Christensen fra Dansk Industri. Derudover sidder Kähler med i det internationale ”Mars og Merkur-netværk”, hvor erhvervslivets topfolk og ledere i forsvaret udveksler erfaringer. Her sidder erhvervslivets allerstørste topnavne som Mærsk Mc-Kinney Møller, Peter Straarup, Danske Bank og Henning Dyremose, TDC.
---
Rockwool er 20 milliarder kr. værd
Rockwool International A/S med hovedkontor i Hedehusene har 7500 medarbejdere på verdensplan, hvoraf 700 af arbejdspladserne ligger i Danmark. Virksomheden har fabrikker i 14 lande i Europa, Amerika og Asien.
Rockwool, som betyder stenuld, er et isoleringsmateriale, som bruges i stort set alle huse. Fordi smeltepunktet er 1000 grader celsius, kan det modstå brand i 2 timer. Stenuld fremstilles af natursten.
Faktisk er Rockwool så stærkt et brand, at det er blevet et synonym for isoleringsmateriale til huse på trods af, at der findes flere konkurrerende mærker. Salg af isoleringsmaterialer står for 83 procent af omsætningen.
Ud over stenuld producerer virksomheden under navnet Rockfon indendørs loftplader, bl.a. med akustiske egenskaber. Rockpanel sælger udendørs facadebeklædning. RockDelta leverer støjisolering til trafikken, f.eks. veje og jernbaner. Grodans forretning består af gødningssubstrater, mens BuildDesk leverer energirådgivning. Disse videreforarbejdede produkter og services indgår alle i den såkaldte ”systemdivision”, der samlet set står for de resterende 17 procent af Rockwools omsætning.
Overskud på 900 mill. kr.
Rockwool-aktier blev først udbudt på fondsbørsen i 1996. I de første år skete der ikke så meget, men siden 2003 er det gået rigtigt stærkt. I dag betaler investorer ca. 900 kr. pr. aktie, og Rockwool er på kun fire år blevet ni gange så meget værd.
Rockwool International er et klippesolidt foretagende med kun lidt langfristet gæld. Virksomheden venter selv, at omsætningen i 2006 bliver på små 12 mia. kr. Børsværdien af selskabet var ved årsskiftet ca. 20 mia. kr.
I 2006 venter Rockwool selv et resultat før skat på lige under 900 millioner kr. Det er et særdeles flot resultat og langt over, hvad selskabet tidligere havde forventet. Rockwools resultat er præget af tidens store opsving i byggebranchen, hvor der er brug for isolering til de mange nye huse. Faktisk går det så stærkt, at Rockwool har haft svært ved at følge med i produktionen. Den store efterspørgsel har også trukket priserne på isolering op.
---
Danmarks 10. rigeste familie
Målt i kroner er familien Kähler lige akkurat med på Berlingske Nyhedsmagasins seneste top 10-liste over Danmarks rigeste med en samlet formue på 7,3 milliarder kr. Det enorme beløb dækker formentlig over familien Kählers samlede aktieandel, der må ligge et godt stykke over de kendte ca. 17 procent, og som er spredt på adskillige familiemedlemmer. Dertil kommer Rockwool-fondens aktieandel på 23 procent. Familiens overhoved, bestyrelsesformand Tom Kählers ”personlige formue” er ifølge Berlingske Nyhedsmagasin 2006 på mindst 3,7 milliarder kr., men beløbet dækker snarere over den del af formuen, som han kontrollerer som formand for
Rockwool-fonden.
Det er sikkert kun Tom Kähler, der selv ved, hvad han reelt er god for. I dag ejer han personligt aktier for mindre end den fem procents grænse, der ville have givet offentligheden indsigt i størrelsen af hans formue. Et forsigtigt gæt er, at Tom Kähler selv har aktier på et beløb lidt under 5 pct.-grænsen, dvs. med en børsværdi på omkring en milliard kr. Kähler køber stadig aktier op. I efteråret 2006 handlede han ved en enkelt lejlighed for 1,4 million kr. Rockwool-aktier.
Sønnen direktør
Tom Kähler bor i et almindeligt hus i Lynge med sin kone, Hanne, der er farmaceut. Parret har en datter og to sønner, der alle er i 30’erne. Den ældste søn Thomas Kähler er den eneste, der indtil videre har fulgt familietraditionen med arbejde i Rockwool-koncernen. Han er i dag direktør i Rockwool-dattersselskabet Rock Delta a/s, der laver forskellige produkter til støjbekæmpelse. Den yngste søn, Henrik Kähler, er cand.scient.pol. Han har tidl. været ansat i Rockwools kommunikationsafdeling og indtil for nylig arbejdet med kommunikation i staten bl.a. i Finansministeriet og er nu i SKAT. Som sin far interesserer Henrik Kähler sig levende for samfundsspørgsmål, og han var 1999-2001 næstformand for Venstres Ungdoms landsorganisation.
Læs mere om Rockwool:
www.rockwool.com
www.rockwoolfonden.dk
"Stenrig på stenuld"
Af Jarl Cordua
De fleste danskere kender isoleringsmaterialet Rockwool. Tom Kähler er fjerde generation af familien bag virksomheden. FOKUS tegner et portræt af manden og Rockwool.
”Af intet kommer intet, undtagen lommeuld”, sagde den danske humorist Storm P engang. ”Alt kommer af stenuld”, kan de omvendt sige hos virksomheden Rockwool. For det er netop isoleringsmaterialer, fremstillet af stenuld, der har skabt selskabets børsværdi på 20 milliarder kr.
I snart 100 år har familien Kähler drevet, ejet eller kontrolleret virksomheden. Selskabets bestyrelsesformand, Tom Kähler (64) er nutidens Mr. Rockwool.
Rockwool International A/S er ikke en familievirksomhed på samme måde som fx Velux eller Danfoss. Snarere ligner den A.P Møller-Mærsk. For selvom ejerselskabet Rockwool International A/S har været noteret på fondsbørsen i ti år, er det stadigvæk familien Kähler, som gennem en stor bestemmende aktiepost i Rockwool Fonden kontrollerer virksomheden. Præcis som Møller-familien gør det med A.P. Møller Fonden i A.P. Møller-Mærsk A/S.
Gamle penge
Rockwool-familiens overhoved Tom Kähler er indbegrebet af ”gamle penge”. Et udtryk, der bl.a. dækker over, at man i ældre pæne rigmandsfamilier har et distanceret forhold til rigdom og så vidt muligt undgår at føre sig frem.
Hverken Tom Kähler eller Rockwool er specielt tillukkede, når det drejer sig om virksomheden eller fonden, men man rutter ikke med informationerne til offentligheden, hvis sagen handler om andet end Rockwool. Fx giver Tom Kählers meget få interviews, og hidtil har han kun udtalt sig om emner, der holder sig strikt til virksomhedens eller fondens aktiviteter. Den manglende interesse for at optræde personligt i medierne er ifølge nogle, der kender ham, egentlig ikke en bevidst strategi. Tom Kähler beskrives som en lidt genert type, der blot er optaget af drive virksomhed. Hans private interesserer går i retning af at dyrke forskellige former for sport. Fx spiller han både golf og går på jagt.
Mådehold
Tom Kähler er også indbegrebet af mådehold. Han og resten af familien er på ingen måde kendt for ekstravagance eller for at smide om sig med penge og sættes derfor hverken i forbindelse med hurtige biler eller millionvillaer. Niveauet for levefoden beskrives som beskedent, uden at familien dog mangler noget. Et eksempel på Rockwool-formandens beskedenhed sås i forbindelse med Kählers 25 års jubilæum, hvor han frabad sig gaver og i stedet opfordrede gratulanter til at betænke Folkekirkens Nødhjælp med et bidrag. Kählers egne børn er på ingen måde heller blevet særligt materielt forkælede, som andre ”rigmandsbørn” ofte er blevet det.
Da Tom Kähler stadig var koncernchef for Rockwool, var han i øvrigt nærmest enestående blandt Danmarks erhvervsledere med hensyn til ikke at bevilge sig selv rundhåndede lønforhøjelser.
Møllers rådgiver
Ydmyghed, mådehold, retlinethed og manglende interesse i at føre sig frem i medierne. Det er lige præcis den slags gammeldags dyder og værdier, som erhvervsikonet Mærsk Mc-Kinney Møller siges at lægge stor vægt på hos folk. Lægges disse egenskaber sammen med en enestående nyttig erfaring med at drive en stort set familie- og fondsejet international stor erhvervsvirksomhed, så har man en god forklaring på, hvorfor Tom Kähler også sidder med i bestyrelsen for Danmarks absolut rigeste og mest magtfulde fond: A.P. Møller Fonden - en fond, som kontrollerer landets største virksomhed A.P Møller- Mærsk A/S, og hvor alle øvrige bestyrelsesmedlemmer enten er i familie med Mærsk Mc-Kinney Møller eller på anden måde har nær tilknytning til rederiet A.P. Møller. Tom Kähler er desuden næstformand for en anden stenrig industrifamilies erhvervsfond, nemlig Bitten og Mads Clausens fond, der ejer langt størsteparten af industrikoncernen Danfoss.
Enestående industrihistorie
Familien Kähler er selv en særlig dansk industrihistorie. I midten af 1800-tallet, da Danmark stadig var et fattigt uudviklet bondeland, startede Tom Kählers tipoldefar, Gustav Kähler (1828-1913) et teglværk op, der med dampmaskine og ringovn producerede mursten til byggeri. Efterfølgende generationer har fortsat med at skabe ny industri, og det særlige ved Kähler-virksomhederne er, at de faktisk kører endnu, dog i en lidt anden form. Fx eksisterer den første familievirksomhed den dag i dag som ”Kähler A/S” i Korsør, der producerer betonelementer til byggeri. Den ejes og drives af Tom Kählers slægtning Anders Kähler. Det ligger ligefor at konkludere, at slægtens medlemmer må være født med et entreprenør-gen.
Startede med en grusgrav
Rockwools egen historie begyndte med en grusgrav på Storebælt-øen Omø i 1909. Tom Kählers oldefar, teglværksejer Valdemar Kähler (1859-1918) gik da i kompagniskab med murermester Henrik Johan Henriksen om virksomheden ”Korsør Stenforretning”. På Omø begyndte de at grave sten og grus. Senere blev forretningen udvidet med flere grusgrave, mergelgrave og brunkulslejre over hele landet og handel med jern, træ, brunkul og maskiner.
I 1927 købte virksomheden en skærvefabrik i Hedehusene, hvor Rockwools hovedkontor i dag ligger.
I 1935 købte murermester Henriksens søn, Finn Henriksen, i USA rettigheder og viden til at producere stenuld, og virksomheden startede to år efter en produktion af stenuld på amerikansk licens. Samme år begyndte virksomheden at producere gasbeton, der også blev en rigtig god forretning.
I 1962 blev de to ejerfamilier enige om at splitte virksomheden ”Henriksen og Kähler” op i to dele. Familien Henriksen valgte gasbetondelen, mens Kähler-familien fik stenulden og ledede herefter de dele af virksomheden, som i dag er Rockwool.
Kähler kunne selv
Tom Kähler studerede i sin tidlige ungdom på University of Colorado i USA. I 1968 blev han civilingeniør, og han supplerede siden med en HD-eksamen i finansiering. Tom Kähler er på ingen måde ”en fars søn, der skulle fylde pladsen ud”. Tværtimod både kunne og ville han selv. Først havde han et par jobs uden for Rockwool bl.a. som udviklingsingeniør, men i 1974 bankede Kähler sammen med sin svoger entreprenør- og ingeniørvirksomheden ”Ecoterm” op, som hurtigt voksede til at beskæftige mere end 100 medarbejdere.
I 1977 insisterede Tom Kählers far, Claus Kähler (1918-2003), på, at hans succesfulde søn kom hjem og gav en hånd med i Rockwool. Faktisk truede Claus Kähler selv med at gå som adm. direktør, hvis ikke sønnen trådte til. Tom Kähler sagde i første omgang nej tak, men blev et par år senere direktør for de Rockwool-aktiviteter, der lå uden for selve isoleringsområdet. I 1983 blev han viceadministrerende direktør, og tre år senere overlod Claus Kähler ledelsen af Rockwool til sønnen, som blev koncernchef.
Erhvervsleder af tiden
Tom Kähler bliver beskrevet som meget intelligent og med en udpræget analytisk tilgang til de udfordringer, han står overfor, og som erhvervsleder giver han indtryk af at være fulgt med tiden.
Et klart eksempel var, da Tom Kähler i 2004 gik af som daglig leder af Rockwool efter at have ledet virksomheden i 16 år og på et tidspunkt, hvor han var fyldt 62. Med enkelte undtagelser er det i dag den sædvanlige pensionsalder for topledere i dansk erhvervsliv.
Kähler forfremmede sin næstkommanderende, hollænderen Eelco van Heel, og for første gang i 95 år er Rockwools øverste ansvarlige chef, hverken fra ejerfamilien eller dansker.
I dag er Tom Kähler i stedet en aktiv bestyrelsesformand, men han er formentlig stadig manden, der i sidste ende tager de afgørende beslutninger i selskabet. Ud over ham selv er det kun farbroren og storaktionæren Gustav Kähler fra familien, der er med i bestyrelsen.
Til gengæld har Tom Kähler sørget for, at Rockwools ledelse har fået yderligere nyt blod ved at hente IT-milliardæren Preben Damgaard ind i selskabets bestyrelse.
Familiefond har magten
På mange måder er Rockwool stadig præget af, at der oprindeligt var tale om en familievirksomhed. Mange fra Kähler-familien har brugt deres arbejdsliv på Rockwool, og flere af Tom Kählers fætre og kusiner har topstillinger i virksomheden. Aktionærkredsen består stadig af arvinger efter Tom Kählers farfar Gustav Kähler (1890-1958). Det er storaktionærerne Gustav Kähler (f.1937) og enken efter Tom Kählers farbror Carl Valdemar Kähler, Elisabeth Kähler (f.1918). Ikke desto mindre er familieformuen efter fire generationer - på grund af flere og flere arveberettigede børn - langsomt blevet splittet op i stadig mindre dele. Det var efter alt at dømme baggrunden for, at Tom Kählers far Claus Kähler i 1981 i god tid sammen med sine fem søskende lagde en portion aktier fra deres egen formue over i fonden, ”Rockwool Fonden”, som det siden er umuligt for arvingerne at røre. Fondens majoritet af de bestemmende A-aktier sikrer, at evt. uenighed blandt arvingerne ikke kan påvirke virksomhedens ledelse, langsigtede strategi og interesser. Den beslutning har derfor utvivlsomt lagt grunden til virksomhedens stabile og positive udvikling.
- De seks grundlæggere havde to formål med fonden. Den skulle både være til gavn for almenheden, og som storaktionær i Rockwool Gruppen have virksomhedens langsigtede interesser for øje. Det udelukker imidlertid ikke, at fonden en dag kan beslutte at sælge sine aktier, hvis det er bedre for virksomhedens udvikling, sagde Tom Kähler til Rockwool Fondens december-nyhedsbrev i anledning af fondens 25 års jubilæum.
Rockwool-fonden
I dag ligger 23 procent af alle aktier i Rockwool-fonden, der mest er kendt for sin såkaldte "forskningsenhed", der leverer opsigtsvækkende indspark til samfundsdebatten.
Tom Kähler, der siden 1990 har været fondens formand, beskrives som personligt dybt engageret i drøftelsen af samfundsspørgsmål og som en mand, der også gerne lægger kræfter i Rockwoolfondens arbejde. Omvendt er hverken Tom Kähler eller fonden nogle, der belærer alt og alle om, hvordan de skal opføre sig, som fx en anden erhvervsleder, Niels Due Jensen fra Grundfos, er både kendt og berygtet for. I det sidste nyhedsbrev forklarer Tom Kähler fondens opgave:
- Rockwool Fonden foreslår ikke en særlig politik eller lovgivning, men udfører forskning, der har som målsætning, at danne en objektiv baggrund for den offentlige og politiske debat
Clinton og Kähler
Hvert år offentliggør fonden fx en rapport, der viser omfanget af sort arbejde her i landet. Andre projekter handler om unges alkoholvaner, eller om hvordan integration af indvandrere sker mest effektivt. Endelig støtter fonden også organisationer og enkeltpersoner med tilskud til projekter, der har et socialt eller humanitært formål. I de seneste år har fonden også støttet projekter i den 3. verden. Der var formentlig også baggrunden for, at Bill Clinton sidste år personligt inviterede Tom Kähler til sin konference ”Clinton Global Initiative 2006” i New York med 1000 indflydelsesrige deltagere fra den tidligere præsidents verdensomspændende netværk af politikere, erhvervsfolk og videnskabsfolk.
I bestyrelsen for Rockwool-fonden sidder, udover nogle repræsentanter fra Kähler-familien, ganske ”tunge” folk fra politik og erhvervsliv, som fx tidl. EU-kommissær Henning Christophersen, tidl. finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft, DONG-direktør Anders Eldrup og erhvervsmanden Lars Nørby Johansen.
Old boys network
Med sin baggrund, position og personlige stil spiller Tom Kähler i erhvervslivets superliga for topledere i de cirkler, som nogle kalder ”old boys network”. Fx sidder han med i VL-gruppe 31, der tæller store navne fra dansk erhvervsliv som Jess Søderberg fra A.P. Møller-Mærsk A/S og Hans Skov Christensen fra Dansk Industri. Derudover sidder Kähler med i det internationale ”Mars og Merkur-netværk”, hvor erhvervslivets topfolk og ledere i forsvaret udveksler erfaringer. Her sidder erhvervslivets allerstørste topnavne som Mærsk Mc-Kinney Møller, Peter Straarup, Danske Bank og Henning Dyremose, TDC.
---
Rockwool er 20 milliarder kr. værd
Rockwool International A/S med hovedkontor i Hedehusene har 7500 medarbejdere på verdensplan, hvoraf 700 af arbejdspladserne ligger i Danmark. Virksomheden har fabrikker i 14 lande i Europa, Amerika og Asien.
Rockwool, som betyder stenuld, er et isoleringsmateriale, som bruges i stort set alle huse. Fordi smeltepunktet er 1000 grader celsius, kan det modstå brand i 2 timer. Stenuld fremstilles af natursten.
Faktisk er Rockwool så stærkt et brand, at det er blevet et synonym for isoleringsmateriale til huse på trods af, at der findes flere konkurrerende mærker. Salg af isoleringsmaterialer står for 83 procent af omsætningen.
Ud over stenuld producerer virksomheden under navnet Rockfon indendørs loftplader, bl.a. med akustiske egenskaber. Rockpanel sælger udendørs facadebeklædning. RockDelta leverer støjisolering til trafikken, f.eks. veje og jernbaner. Grodans forretning består af gødningssubstrater, mens BuildDesk leverer energirådgivning. Disse videreforarbejdede produkter og services indgår alle i den såkaldte ”systemdivision”, der samlet set står for de resterende 17 procent af Rockwools omsætning.
Overskud på 900 mill. kr.
Rockwool-aktier blev først udbudt på fondsbørsen i 1996. I de første år skete der ikke så meget, men siden 2003 er det gået rigtigt stærkt. I dag betaler investorer ca. 900 kr. pr. aktie, og Rockwool er på kun fire år blevet ni gange så meget værd.
Rockwool International er et klippesolidt foretagende med kun lidt langfristet gæld. Virksomheden venter selv, at omsætningen i 2006 bliver på små 12 mia. kr. Børsværdien af selskabet var ved årsskiftet ca. 20 mia. kr.
I 2006 venter Rockwool selv et resultat før skat på lige under 900 millioner kr. Det er et særdeles flot resultat og langt over, hvad selskabet tidligere havde forventet. Rockwools resultat er præget af tidens store opsving i byggebranchen, hvor der er brug for isolering til de mange nye huse. Faktisk går det så stærkt, at Rockwool har haft svært ved at følge med i produktionen. Den store efterspørgsel har også trukket priserne på isolering op.
---
Danmarks 10. rigeste familie
Målt i kroner er familien Kähler lige akkurat med på Berlingske Nyhedsmagasins seneste top 10-liste over Danmarks rigeste med en samlet formue på 7,3 milliarder kr. Det enorme beløb dækker formentlig over familien Kählers samlede aktieandel, der må ligge et godt stykke over de kendte ca. 17 procent, og som er spredt på adskillige familiemedlemmer. Dertil kommer Rockwool-fondens aktieandel på 23 procent. Familiens overhoved, bestyrelsesformand Tom Kählers ”personlige formue” er ifølge Berlingske Nyhedsmagasin 2006 på mindst 3,7 milliarder kr., men beløbet dækker snarere over den del af formuen, som han kontrollerer som formand for
Rockwool-fonden.
Det er sikkert kun Tom Kähler, der selv ved, hvad han reelt er god for. I dag ejer han personligt aktier for mindre end den fem procents grænse, der ville have givet offentligheden indsigt i størrelsen af hans formue. Et forsigtigt gæt er, at Tom Kähler selv har aktier på et beløb lidt under 5 pct.-grænsen, dvs. med en børsværdi på omkring en milliard kr. Kähler køber stadig aktier op. I efteråret 2006 handlede han ved en enkelt lejlighed for 1,4 million kr. Rockwool-aktier.
Sønnen direktør
Tom Kähler bor i et almindeligt hus i Lynge med sin kone, Hanne, der er farmaceut. Parret har en datter og to sønner, der alle er i 30’erne. Den ældste søn Thomas Kähler er den eneste, der indtil videre har fulgt familietraditionen med arbejde i Rockwool-koncernen. Han er i dag direktør i Rockwool-dattersselskabet Rock Delta a/s, der laver forskellige produkter til støjbekæmpelse. Den yngste søn, Henrik Kähler, er cand.scient.pol. Han har tidl. været ansat i Rockwools kommunikationsafdeling og indtil for nylig arbejdet med kommunikation i staten bl.a. i Finansministeriet og er nu i SKAT. Som sin far interesserer Henrik Kähler sig levende for samfundsspørgsmål, og han var 1999-2001 næstformand for Venstres Ungdoms landsorganisation.
Læs mere om Rockwool:
www.rockwool.com
www.rockwoolfonden.dk
Wednesday, April 11, 2007
Strandvejskongen Stig Husted-Andersen
Portrætartikel med Stig Husted-Andersen er en let redigeret udgave af en artikel bragt i Ugemagasinet "Fokus" den 23. november 2006.
"Stig Husted-Andersen - slotssamler og strandvejskonge"
Af Jarl Cordua
Han bliver kaldt ”kongen af Strandvejen” på grund af sin hang til at eje eksklusive ejendomme. I alt ejer milliardæren Stig Husted-Andersen jord, slotte og strandvejspalæer for 700 millioner - købt for penge, som rigmanden har tjent som fabrikant af hospitalsudstyr. FOKUS tegner et portræt.
Stig Husted-Andersen spænder vidt. Den 62-årige milliardær og fabrikant blev kendt på grund af sine opkøb af fashionable københavnske strandvejsvillaer og bekendtskaber med såkaldte ”guldflippere” som finansmanden Klaus Riskær Pedersen. I de seneste år har offentligheden set Stig Husted-Andersen i den ny rolle, som ejer af det kendte og 760 år gamle Aalholm Gods på Lolland. Aalholm er egentlig kun toppen af isbjerget, for rigmanden har ligefrem gjort det til en hobby at samle på godser. På kun ti år er det lykkes for Stig Husted-Andersen gennem diskrete opkøb, og når prisen var i bund, at blive Danmarks næststørste private jordbesidder. Han overgås kun af den adelige såkaldte ”jorddrot” lensgreven Bendt Wedell, der ejer godserne Wedellsborg og Frijsenborg.
Far var opfinder
Selv voksede milliardæren op på en gård i Veksø, Nordsjælland som søn af fabrikanten og opfinderen Svend Husted-Andersen. Hans far opfandt blandt andet det elektriske hegn og startede i 1939 virksomheden Codan op, der senere under sønnens lederskab udviklede sig til en succesfuld international produktions og salgsvirksomhed af hospitalsudstyr. I dag har Codan Gruppen mere end 1500 ansatte, hvoraf de 300 arbejder i Danmark. Codan har i øvrigt intet at gøre med forsikringsvirksomheden af samme navn.
Stig Husted-Andersen tog studentereksamen fra Sorø Akademi og læste herefter nogle år både på jura og arkitektstudiet. Han opgav imidlertid studierne for i stedet som 22-årig at gå ind i farens virksomhed. Efter forældrenes død i begyndelsen af 1970’erne ejede han sammen med sine fire søskende virksomheden frem til 1983, hvor hans bror Svend omkom ved en bilulykke med sin nye Ferrari. Kort tid derefter købte Stig Husted-Andersen sine søskende ud af familievirksomheden for et større millionbeløb og har siden været eneejer.
Pressesky
For blot nogle år siden talte Stig Husted-Andersen næsten ikke med pressen. Siden har et par store solointerviews til nogle af morgenaviserne ændret lidt på det ry, han har fået som excentrisk og pressesky, men milliardæren fortrækker fortsat at holde sig selv og sine virksomheder uden for offentlighedens lys. Om sit image som pressesky, sagde Stig Husted Andersen sidste år til Berlingske:
- Hvis ikke lige man har lyst til at tale med enhver journalist, så er man lukket. Det bliver selvforstærkende. Får man et eller andet ry på sig, positivt eller negativt, så kører det i ring. Hver gang bliver der lagt lidt på. Journalister skriver jo bare det, de har lyst til. Det må jeg leve med, og jeg har aldrig gjort noget aktivt mod det.
FOKUS har tidligere talt kort med en yderst venlig Stig Husted-Andersen, der forklarede, at han var ved at komme sig efter nogle helbredsproblemer og derfor ikke følte sig i stand til at give interviews. Et par måneder senere lod man meddele, at rigmanden fortsat havde for travlt.
Til trods for sit ry som excentrisk er Stig Husted-Andersen på sin vis udadvendt, og han omgås gerne de lokale beboere i den nærliggende lille købstad Nysted. Han er fx medlem af den lokale naturfredningsforening, og den historisk interesserede godsejer stiller velvilligt op for at holde foredrag om Aalholm Gods og dets historie. Derudover er Stig Husted-Andersen næstformand i brancheforeningen "Danske Slotte og Herregårde", der har til formål at fremme kvalitativ og kommerciel besøgsvirksomhed på slotte og herregårde.
Strandvejskongen
Stig Husted-Andersen har i pressen fået tilnavnet ”Kongen af Strandvejen”, fordi han ejer adskillige ejendomme på Danmarks mest eksklusive vej, Vedbæk Strandvej, hvor en lang række af Danmarks velhavere holder til på den side af vejen, som vender ned mod Øresund. Da finansmanden Klaus Riskær Pedersen i starten af halvfemserne krakkede med sit investeringsselskab, var det Stig Husted-Andersen, der købte Riskærs palæejendom med grunden på i alt 1100 kvadratmeter. I en periode derefter, lod han den fallerede finansmand bo på stedet. Herefter udviklede forbindelsen mellem de to mænd sig til et mindre drama, for Riskær nægtede at flytte, og da det endelig skete, var det med nogle af palæets gardiner. Dem fik Riskær dog lov til at levere tilbage igen, efter at Stig Husted-Andersen havde truet med et sagsanlæg. Stemningen imellem dem var i et par år derefter ikke den bedste, og for en tid lagde Husted-Andersen Riskær på is, men nu taler man igen sammen. Riskær er ikke den eneste kontroversielle person, som Husted-Andersen plejer omgang med. I bekendtskabskredsen finder man en række omdiskuterede erhvervsfolk såsom ”guldflipperen” Ole Abildgaard, der mest er kendt for krakket i 1995 med Samson Bank, og som Husted-Andersen efterfølgende hjalp på fode igen. Et andet eksempel er den tidligere tøjmilliardær Klaus Helmersen.
Kulturbevarer
Men hvorfor har Stig Husted-Andersen købt alle disse dyre eksklusive Strandvejs-ejendomme, som det i øvrigt er svært at finde lejere til?
- Det er ganske enkelt, fordi jeg godt kan lide dem. Jeg kan godt lide den form for ejendomme, fordi de består af et stort hus og ikke mindst en stor have på en stor grund med en god beliggenhed. Det er vel lidt et tilbageblik i tiden. Ejendommene blev anlagt omkring og lidt før Første Verdenskrig, hvor man udstykkede langs kysten. Det gjorde man i lidt i den der engelske stil, som jeg er helt vild med, forklarede milliardæren sidste år til Jyllands-Posten.
Husted-Andersens anden forklaring på, hvorfor han har købt strandvejs-ejendommene går på, at han har villet undgå andre køberes udstykning af grundene:
- De fleste store ejendomme i nærheden af København er forsvundet, fordi de enten er blevet udstykket, eller revet ned. Udstykningen er stort set sket over hele linien. Hele vejen fra København til Helsingør er de store, gamle ejendomme forsvundet. Der er kun et par enkelte tilbage, og de er der blandt andet, fordi jeg har købt dem, sagde Husted-Andersen, der også ser sig selv som bevarer af danske kulturskatte.
Kontroversiel
Det er dog ikke alle Stig Husted-Andersens ejendomsopkøb, der har været lige populære, og hvor rigmanden har kunnet spille rollen som ”kulturbevarer” overbevisende. Snarere tværtimod. Mest omtalt er sagen med det historiske Kokkedal Slot i Nordsjælland, som rigmanden købte af Hørsholm kommune i 1990 for ni millioner kr. Husted-Andersens oprindelige plan var at lave et hotel og konferencecenter og derfor gav kommunen ham lov til at købe slottet. Imidlertid kunne han ikke få lov til at anlægge en parkeringsplads til gæsterne, fordi området var fredet. Kommunen anlagde dog sag mod Husted-Andersen, fordi han lod slottet forfalde. Sagen endte med, at Højesteret i 2003 idømte rigmanden til at overdrage slottet kvit og frit til kommunen.
Myndighederne har heller ikke altid været enig i Husted-Andersens fortolkning af Landbrugsloven. Derfor underkendte Fødevareministeriet i 1997 i første omgang hans køb af Aalholm Slot, fordi en person ifølge loven ikke måtte eje mere end tre gårde. Direktoratet for Fødevareerhverv mente i 2000 ikke, at Husted-Andersen var en såkaldt ”rigtig landmand” og ville i øvrigt forhindre rige spekulanter i at opkøbe landbrugsjorden for næsen af de ”rigtige landmænd”. Husted-Andersen tilpassede dog sit landbrug til den daværende landbrugslov og vandt sagen. Siden er loven imidlertid blevet strammet for at forhindre spekulative opkøb af landbrugsjord.
Glad godsejer
Ikke desto mindre har Stig Husted-Andersen fået smag for livet som godsejer og landmand og opholder sig to til fire dage om ugen på Aalholm gods.
I de sidste år har han foretrukket at tilbringe sin sparsomme fritid med godsejere som ham selv, der mødes i den lokale afdeling af de store jordbesidderes forening ”Tolvmandsforeningen”.
At han selv synes at godsejertilværelsen er noget særligt, indrømmede Husted-Andersen ligeud for et par år siden til B.T:
- Selvfølgelig er der prestige i at være godsejer.
Godsejeren er også glad for at gå på jagt hos de andre godsejere:
- Så kommer man lidt ud og ser andre steder og har en fornøjelig dag ud af det. Jagt er en god måde at være sammen på. Jeg er bl.a. på en halv snes fasanjagter om året sammen med, hvad jeg vil kalde kollegaer – godsejere fra Lolland og Sjælland – og forretningsforbindelser.
Man forstår Husted-Andersen, da han med et glimt i øjet og ikke uden humor sagde til Ekstra Bladet:
- Det er pragtfuldt at være godsejer. Det burde alle prøve.
---
Det ejer han:
Strandvejsvillaer, gods og guld
Der er ingen, der ved, hvor meget Stig Husted-Andersen ejer, men det er formentlig nogle milliarder kr. Da Jyllands-Posten sidste år spurgte ham, hvor meget han var god for, svarede Stig Husted-Andersen:
- Jeg ved det ikke, og det interesserer mig heller ikke. Jeg ved godt, det er nemt at sige, især når man har råd til mange ting, og jeg bruger jo også penge til mange ting, men selve det med hvor rig jeg er, det interesserer mig ikke. Det kan jo gøres op på mange måder, når pengene står i en virksomhed.
Kan du godt disponere, når du ikke ved, hvor mange penge du har?
- Ja, det går da meget godt. Det er måske endda nemmere, når man ikke ved det, sagde rigmanden.
Til trods for usikkerheden tælles Stig Husted-Andersen dog blandt de 30 rigeste i landet, ifølge en opgørelse fra Ritzaus Bureau.
Milliardomsætning
Hjertet i Stig Husted Andersens forretning er hans verdensomspændende medico-plast koncern Codan Gruppen. Der findes ikke noget samlet regnskab for virksomheden, som han ejer personligt, Til gengæld viser regnskabet over det danske registrerede ejerselskab, Codan Medical Holding, en årlig omsætning på 110 millioner kr., men det vedrører dog kun omsætningen i de danske selskaber.
Til Jyllands-Posten sagde Stig Husted Andersen:
- Hvor meget hele koncernen omsætter for, er en forretningshemmelighed, men hvis du skriver en milliardomsætning, så kommer du ikke helt galt af sted.
Det er dog hele koncernen ”Codan Gruppens” formentlig ganske store samlede overskud gennem årene, der har gjort det økonomisk muligt for rigmanden på kun 10 år at blive ejer af flere godser og strandvejsvillaer.
Husted-Andersen har selv oplyst, at Codan Gruppen ejer fabrikker i en lang række lande i Europa og USA. De to danske fabrikker ligger i Rødby og i Espergærde. Der er salgsselskaber i 12 lande, og Codans internationale hovedkontor har til huse på ejendommen ”Rosenlund” på Vedbæk Strandvej nord for København.
Landbrugsimperium
Stig Husted-Andersen ejer på Sjælland og Lolland i følge ham selv knapt 7000 hektar landbrugsjord. Det gør ham til den næststørste private jordbesidder i Danmark. Husted-Andersens skov- og landbrugsimperium omfatter godserne Aalholm, Christianssæde, Lekkende, Gottesgabe og Berrits Storskov. Dertil kommer vidtstrakte skovarealer mellem Sorø og Slagelse, som blev købt fra den tidligere tøjmilliardær Klaus Helmersens gods St. Frederikslund. Senest har Husted-Andersen købt Pederstrup Gods på Lolland.
Til godserne hører i øvrigt ganske mange mindre gårde, huse og bygninger. Salgsværdien af godserne blev i 2005 anslået af erfarne ejendomsmæglere indenfor handel med landsbrugsejendomme til 700 millioner kr.
Det omfattende samlede landsbrugsareal og Husted-Andersens virksomheders ansøgninger til EU om at få hektarstørre, bringer ham derfor også i toppen af de årlige opgørelser over milliardærer og godsejere, der hvert år modtager hektarstøtte fra EU for millioner af kr.
Stig Husted-Andersen er desuden medejer af to polske godser på 1600 hektar, der ligger syd for Stettin.
Aalholm
Rigmanden er især kendt for sit køb i 1995 af Aalholm gods og dens kendte veteranbilsamling. Det skete efter at den tidligere adelsfamilie Raben-Levetzau, der havde ejet godset siden 1725, blev tvunget til at sælge. De tidligere ejere var kendt for deres åbenhed, og besøgende var velkommen til at besøge Aalholm Slot. Sådan er det ikke længere. I dag er kun slotsparken og Aalholm Automobilmuseum med over 200 biler i samlingen åben for offentligheden. Stig Husted-Andersen råder i øvrigt selv over to Bentleyer, to Jaguarer, en Aston Martin DB6, en Rolls Royce , en Mercedes og en Land Rover Discovery.
Husted City
Stig Husted Andersen ejer en række store og dyre ejendomme på eksklusive adresser langs med Vedbæk Strandvej nord for København. Mest kendt i hans samling af strandvejsejendomme er især Klaus Riskær Petersens gamle palæ i nr. 322. Dertil kommer en lang række huse i Smidstrup ved Rungsted Kyst, som nogle kalder for ”Husted City” efter ejermanden, der også ejer det nærliggende smukke landssted og palæ Smidstrupøre, der ligger på en 20.000 kvadratmeter stor grund.
Milliardærens mange villaer og palæer er som oftest for dyre til, at de kan lejes ud, og derfor er de oftest beboet af medlemmer af Stig Husted-Andersens egen familie. Selv bor han med sin kone Inge i en villa i Hørsholm, men han opholder sig gerne på Aalholm Gods et par gange om ugen.
Stig Husted-Andersen ejer også den eksklusive og historiske Store Kro, der ligger ved Esrum Sø i Fredensborg, nord for København.
Det er så vidt vides Stig Husted-Andersens tre døtre, der alle er i tyverne, der arver virksomhedsimperiet og de mange eksklusive strandvejs-ejendomme og godserne. Går det efter Stig Husted Andersens ønske viderefører døtrene også Codan-koncernen, selvom et salg heller ikke er udelukket. Den ældste datter, Deidre, er chef på koncernens fabrik i Portugal. Et generationsskifte med hensyn til ledelsen af virksomheden er dog ikke planlagt.
Det laver han:
Plastfabrikant og svinefarmer
Codan Gruppen, der intet har med forsikringsselskabet af samme navn at gøre, producerer medicinsk udstyr af plastic til hospitaler i Europa og USA. Det er fx sterile produkter som katetre, kanyler og engangssprøjter. Virksomheden er efter eget udsagn førende i verden indenfor såkaldte transfusions og infusionssæt, som hospitalspersonalet bruger, når de indfører væsker i patienter. Det var Stig Husted-Andersens far – fabrikanten og opfinderen Svend Husted-Andersen - der fik den gode idé at producere platickomponenter til hospitalsudstyr. Det blev så god en forretning, at Codan Medical på et tidspunkt havde næsten halvdelen af verdensmarkedet. Siden er konkurrencen blevet større, men virksomheden omsætter stadigvæk årligt for milliarder af kr. Om sin virksomhed sagde Stig Husted-Andersen i 2005 til Berlingske Tidende:
- Det vi kan er egentlig ikke noget særligt. Det er faktisk noget alle kan lave. Vi har ikke nogen patenter eller noget. Vi er bare gode til at lave en god kvalitet til en god pris.
Aalholm Gods er i dag omdrejningspunktet for Husted-Andersens landbrugssimperium, og han er i dag Lollands største svineproducent. Derudover består forretningen af planteavl bl.a. sukkerroer, skovdrift og kødkvægsproduktion.
Læs mere www.codan.de
Stig Husted-Andersen døde den 18. marts 2008 efter nogen tids sygdom. Han blev 63 år gammel.
"Stig Husted-Andersen - slotssamler og strandvejskonge"
Af Jarl Cordua
Han bliver kaldt ”kongen af Strandvejen” på grund af sin hang til at eje eksklusive ejendomme. I alt ejer milliardæren Stig Husted-Andersen jord, slotte og strandvejspalæer for 700 millioner - købt for penge, som rigmanden har tjent som fabrikant af hospitalsudstyr. FOKUS tegner et portræt.
Stig Husted-Andersen spænder vidt. Den 62-årige milliardær og fabrikant blev kendt på grund af sine opkøb af fashionable københavnske strandvejsvillaer og bekendtskaber med såkaldte ”guldflippere” som finansmanden Klaus Riskær Pedersen. I de seneste år har offentligheden set Stig Husted-Andersen i den ny rolle, som ejer af det kendte og 760 år gamle Aalholm Gods på Lolland. Aalholm er egentlig kun toppen af isbjerget, for rigmanden har ligefrem gjort det til en hobby at samle på godser. På kun ti år er det lykkes for Stig Husted-Andersen gennem diskrete opkøb, og når prisen var i bund, at blive Danmarks næststørste private jordbesidder. Han overgås kun af den adelige såkaldte ”jorddrot” lensgreven Bendt Wedell, der ejer godserne Wedellsborg og Frijsenborg.
Far var opfinder
Selv voksede milliardæren op på en gård i Veksø, Nordsjælland som søn af fabrikanten og opfinderen Svend Husted-Andersen. Hans far opfandt blandt andet det elektriske hegn og startede i 1939 virksomheden Codan op, der senere under sønnens lederskab udviklede sig til en succesfuld international produktions og salgsvirksomhed af hospitalsudstyr. I dag har Codan Gruppen mere end 1500 ansatte, hvoraf de 300 arbejder i Danmark. Codan har i øvrigt intet at gøre med forsikringsvirksomheden af samme navn.
Stig Husted-Andersen tog studentereksamen fra Sorø Akademi og læste herefter nogle år både på jura og arkitektstudiet. Han opgav imidlertid studierne for i stedet som 22-årig at gå ind i farens virksomhed. Efter forældrenes død i begyndelsen af 1970’erne ejede han sammen med sine fire søskende virksomheden frem til 1983, hvor hans bror Svend omkom ved en bilulykke med sin nye Ferrari. Kort tid derefter købte Stig Husted-Andersen sine søskende ud af familievirksomheden for et større millionbeløb og har siden været eneejer.
Pressesky
For blot nogle år siden talte Stig Husted-Andersen næsten ikke med pressen. Siden har et par store solointerviews til nogle af morgenaviserne ændret lidt på det ry, han har fået som excentrisk og pressesky, men milliardæren fortrækker fortsat at holde sig selv og sine virksomheder uden for offentlighedens lys. Om sit image som pressesky, sagde Stig Husted Andersen sidste år til Berlingske:
- Hvis ikke lige man har lyst til at tale med enhver journalist, så er man lukket. Det bliver selvforstærkende. Får man et eller andet ry på sig, positivt eller negativt, så kører det i ring. Hver gang bliver der lagt lidt på. Journalister skriver jo bare det, de har lyst til. Det må jeg leve med, og jeg har aldrig gjort noget aktivt mod det.
FOKUS har tidligere talt kort med en yderst venlig Stig Husted-Andersen, der forklarede, at han var ved at komme sig efter nogle helbredsproblemer og derfor ikke følte sig i stand til at give interviews. Et par måneder senere lod man meddele, at rigmanden fortsat havde for travlt.
Til trods for sit ry som excentrisk er Stig Husted-Andersen på sin vis udadvendt, og han omgås gerne de lokale beboere i den nærliggende lille købstad Nysted. Han er fx medlem af den lokale naturfredningsforening, og den historisk interesserede godsejer stiller velvilligt op for at holde foredrag om Aalholm Gods og dets historie. Derudover er Stig Husted-Andersen næstformand i brancheforeningen "Danske Slotte og Herregårde", der har til formål at fremme kvalitativ og kommerciel besøgsvirksomhed på slotte og herregårde.
Strandvejskongen
Stig Husted-Andersen har i pressen fået tilnavnet ”Kongen af Strandvejen”, fordi han ejer adskillige ejendomme på Danmarks mest eksklusive vej, Vedbæk Strandvej, hvor en lang række af Danmarks velhavere holder til på den side af vejen, som vender ned mod Øresund. Da finansmanden Klaus Riskær Pedersen i starten af halvfemserne krakkede med sit investeringsselskab, var det Stig Husted-Andersen, der købte Riskærs palæejendom med grunden på i alt 1100 kvadratmeter. I en periode derefter, lod han den fallerede finansmand bo på stedet. Herefter udviklede forbindelsen mellem de to mænd sig til et mindre drama, for Riskær nægtede at flytte, og da det endelig skete, var det med nogle af palæets gardiner. Dem fik Riskær dog lov til at levere tilbage igen, efter at Stig Husted-Andersen havde truet med et sagsanlæg. Stemningen imellem dem var i et par år derefter ikke den bedste, og for en tid lagde Husted-Andersen Riskær på is, men nu taler man igen sammen. Riskær er ikke den eneste kontroversielle person, som Husted-Andersen plejer omgang med. I bekendtskabskredsen finder man en række omdiskuterede erhvervsfolk såsom ”guldflipperen” Ole Abildgaard, der mest er kendt for krakket i 1995 med Samson Bank, og som Husted-Andersen efterfølgende hjalp på fode igen. Et andet eksempel er den tidligere tøjmilliardær Klaus Helmersen.
Kulturbevarer
Men hvorfor har Stig Husted-Andersen købt alle disse dyre eksklusive Strandvejs-ejendomme, som det i øvrigt er svært at finde lejere til?
- Det er ganske enkelt, fordi jeg godt kan lide dem. Jeg kan godt lide den form for ejendomme, fordi de består af et stort hus og ikke mindst en stor have på en stor grund med en god beliggenhed. Det er vel lidt et tilbageblik i tiden. Ejendommene blev anlagt omkring og lidt før Første Verdenskrig, hvor man udstykkede langs kysten. Det gjorde man i lidt i den der engelske stil, som jeg er helt vild med, forklarede milliardæren sidste år til Jyllands-Posten.
Husted-Andersens anden forklaring på, hvorfor han har købt strandvejs-ejendommene går på, at han har villet undgå andre køberes udstykning af grundene:
- De fleste store ejendomme i nærheden af København er forsvundet, fordi de enten er blevet udstykket, eller revet ned. Udstykningen er stort set sket over hele linien. Hele vejen fra København til Helsingør er de store, gamle ejendomme forsvundet. Der er kun et par enkelte tilbage, og de er der blandt andet, fordi jeg har købt dem, sagde Husted-Andersen, der også ser sig selv som bevarer af danske kulturskatte.
Kontroversiel
Det er dog ikke alle Stig Husted-Andersens ejendomsopkøb, der har været lige populære, og hvor rigmanden har kunnet spille rollen som ”kulturbevarer” overbevisende. Snarere tværtimod. Mest omtalt er sagen med det historiske Kokkedal Slot i Nordsjælland, som rigmanden købte af Hørsholm kommune i 1990 for ni millioner kr. Husted-Andersens oprindelige plan var at lave et hotel og konferencecenter og derfor gav kommunen ham lov til at købe slottet. Imidlertid kunne han ikke få lov til at anlægge en parkeringsplads til gæsterne, fordi området var fredet. Kommunen anlagde dog sag mod Husted-Andersen, fordi han lod slottet forfalde. Sagen endte med, at Højesteret i 2003 idømte rigmanden til at overdrage slottet kvit og frit til kommunen.
Myndighederne har heller ikke altid været enig i Husted-Andersens fortolkning af Landbrugsloven. Derfor underkendte Fødevareministeriet i 1997 i første omgang hans køb af Aalholm Slot, fordi en person ifølge loven ikke måtte eje mere end tre gårde. Direktoratet for Fødevareerhverv mente i 2000 ikke, at Husted-Andersen var en såkaldt ”rigtig landmand” og ville i øvrigt forhindre rige spekulanter i at opkøbe landbrugsjorden for næsen af de ”rigtige landmænd”. Husted-Andersen tilpassede dog sit landbrug til den daværende landbrugslov og vandt sagen. Siden er loven imidlertid blevet strammet for at forhindre spekulative opkøb af landbrugsjord.
Glad godsejer
Ikke desto mindre har Stig Husted-Andersen fået smag for livet som godsejer og landmand og opholder sig to til fire dage om ugen på Aalholm gods.
I de sidste år har han foretrukket at tilbringe sin sparsomme fritid med godsejere som ham selv, der mødes i den lokale afdeling af de store jordbesidderes forening ”Tolvmandsforeningen”.
At han selv synes at godsejertilværelsen er noget særligt, indrømmede Husted-Andersen ligeud for et par år siden til B.T:
- Selvfølgelig er der prestige i at være godsejer.
Godsejeren er også glad for at gå på jagt hos de andre godsejere:
- Så kommer man lidt ud og ser andre steder og har en fornøjelig dag ud af det. Jagt er en god måde at være sammen på. Jeg er bl.a. på en halv snes fasanjagter om året sammen med, hvad jeg vil kalde kollegaer – godsejere fra Lolland og Sjælland – og forretningsforbindelser.
Man forstår Husted-Andersen, da han med et glimt i øjet og ikke uden humor sagde til Ekstra Bladet:
- Det er pragtfuldt at være godsejer. Det burde alle prøve.
---
Det ejer han:
Strandvejsvillaer, gods og guld
Der er ingen, der ved, hvor meget Stig Husted-Andersen ejer, men det er formentlig nogle milliarder kr. Da Jyllands-Posten sidste år spurgte ham, hvor meget han var god for, svarede Stig Husted-Andersen:
- Jeg ved det ikke, og det interesserer mig heller ikke. Jeg ved godt, det er nemt at sige, især når man har råd til mange ting, og jeg bruger jo også penge til mange ting, men selve det med hvor rig jeg er, det interesserer mig ikke. Det kan jo gøres op på mange måder, når pengene står i en virksomhed.
Kan du godt disponere, når du ikke ved, hvor mange penge du har?
- Ja, det går da meget godt. Det er måske endda nemmere, når man ikke ved det, sagde rigmanden.
Til trods for usikkerheden tælles Stig Husted-Andersen dog blandt de 30 rigeste i landet, ifølge en opgørelse fra Ritzaus Bureau.
Milliardomsætning
Hjertet i Stig Husted Andersens forretning er hans verdensomspændende medico-plast koncern Codan Gruppen. Der findes ikke noget samlet regnskab for virksomheden, som han ejer personligt, Til gengæld viser regnskabet over det danske registrerede ejerselskab, Codan Medical Holding, en årlig omsætning på 110 millioner kr., men det vedrører dog kun omsætningen i de danske selskaber.
Til Jyllands-Posten sagde Stig Husted Andersen:
- Hvor meget hele koncernen omsætter for, er en forretningshemmelighed, men hvis du skriver en milliardomsætning, så kommer du ikke helt galt af sted.
Det er dog hele koncernen ”Codan Gruppens” formentlig ganske store samlede overskud gennem årene, der har gjort det økonomisk muligt for rigmanden på kun 10 år at blive ejer af flere godser og strandvejsvillaer.
Husted-Andersen har selv oplyst, at Codan Gruppen ejer fabrikker i en lang række lande i Europa og USA. De to danske fabrikker ligger i Rødby og i Espergærde. Der er salgsselskaber i 12 lande, og Codans internationale hovedkontor har til huse på ejendommen ”Rosenlund” på Vedbæk Strandvej nord for København.
Landbrugsimperium
Stig Husted-Andersen ejer på Sjælland og Lolland i følge ham selv knapt 7000 hektar landbrugsjord. Det gør ham til den næststørste private jordbesidder i Danmark. Husted-Andersens skov- og landbrugsimperium omfatter godserne Aalholm, Christianssæde, Lekkende, Gottesgabe og Berrits Storskov. Dertil kommer vidtstrakte skovarealer mellem Sorø og Slagelse, som blev købt fra den tidligere tøjmilliardær Klaus Helmersens gods St. Frederikslund. Senest har Husted-Andersen købt Pederstrup Gods på Lolland.
Til godserne hører i øvrigt ganske mange mindre gårde, huse og bygninger. Salgsværdien af godserne blev i 2005 anslået af erfarne ejendomsmæglere indenfor handel med landsbrugsejendomme til 700 millioner kr.
Det omfattende samlede landsbrugsareal og Husted-Andersens virksomheders ansøgninger til EU om at få hektarstørre, bringer ham derfor også i toppen af de årlige opgørelser over milliardærer og godsejere, der hvert år modtager hektarstøtte fra EU for millioner af kr.
Stig Husted-Andersen er desuden medejer af to polske godser på 1600 hektar, der ligger syd for Stettin.
Aalholm
Rigmanden er især kendt for sit køb i 1995 af Aalholm gods og dens kendte veteranbilsamling. Det skete efter at den tidligere adelsfamilie Raben-Levetzau, der havde ejet godset siden 1725, blev tvunget til at sælge. De tidligere ejere var kendt for deres åbenhed, og besøgende var velkommen til at besøge Aalholm Slot. Sådan er det ikke længere. I dag er kun slotsparken og Aalholm Automobilmuseum med over 200 biler i samlingen åben for offentligheden. Stig Husted-Andersen råder i øvrigt selv over to Bentleyer, to Jaguarer, en Aston Martin DB6, en Rolls Royce , en Mercedes og en Land Rover Discovery.
Husted City
Stig Husted Andersen ejer en række store og dyre ejendomme på eksklusive adresser langs med Vedbæk Strandvej nord for København. Mest kendt i hans samling af strandvejsejendomme er især Klaus Riskær Petersens gamle palæ i nr. 322. Dertil kommer en lang række huse i Smidstrup ved Rungsted Kyst, som nogle kalder for ”Husted City” efter ejermanden, der også ejer det nærliggende smukke landssted og palæ Smidstrupøre, der ligger på en 20.000 kvadratmeter stor grund.
Milliardærens mange villaer og palæer er som oftest for dyre til, at de kan lejes ud, og derfor er de oftest beboet af medlemmer af Stig Husted-Andersens egen familie. Selv bor han med sin kone Inge i en villa i Hørsholm, men han opholder sig gerne på Aalholm Gods et par gange om ugen.
Stig Husted-Andersen ejer også den eksklusive og historiske Store Kro, der ligger ved Esrum Sø i Fredensborg, nord for København.
Det er så vidt vides Stig Husted-Andersens tre døtre, der alle er i tyverne, der arver virksomhedsimperiet og de mange eksklusive strandvejs-ejendomme og godserne. Går det efter Stig Husted Andersens ønske viderefører døtrene også Codan-koncernen, selvom et salg heller ikke er udelukket. Den ældste datter, Deidre, er chef på koncernens fabrik i Portugal. Et generationsskifte med hensyn til ledelsen af virksomheden er dog ikke planlagt.
Det laver han:
Plastfabrikant og svinefarmer
Codan Gruppen, der intet har med forsikringsselskabet af samme navn at gøre, producerer medicinsk udstyr af plastic til hospitaler i Europa og USA. Det er fx sterile produkter som katetre, kanyler og engangssprøjter. Virksomheden er efter eget udsagn førende i verden indenfor såkaldte transfusions og infusionssæt, som hospitalspersonalet bruger, når de indfører væsker i patienter. Det var Stig Husted-Andersens far – fabrikanten og opfinderen Svend Husted-Andersen - der fik den gode idé at producere platickomponenter til hospitalsudstyr. Det blev så god en forretning, at Codan Medical på et tidspunkt havde næsten halvdelen af verdensmarkedet. Siden er konkurrencen blevet større, men virksomheden omsætter stadigvæk årligt for milliarder af kr. Om sin virksomhed sagde Stig Husted-Andersen i 2005 til Berlingske Tidende:
- Det vi kan er egentlig ikke noget særligt. Det er faktisk noget alle kan lave. Vi har ikke nogen patenter eller noget. Vi er bare gode til at lave en god kvalitet til en god pris.
Aalholm Gods er i dag omdrejningspunktet for Husted-Andersens landbrugssimperium, og han er i dag Lollands største svineproducent. Derudover består forretningen af planteavl bl.a. sukkerroer, skovdrift og kødkvægsproduktion.
Læs mere www.codan.de
Stig Husted-Andersen døde den 18. marts 2008 efter nogen tids sygdom. Han blev 63 år gammel.
Tuesday, April 10, 2007
Byggematadoren Finn Harald Simonsen
Portrætinterview med Finn Harald Simonsen blev bragt i Ugemagasinet "Fokus" den 4. januar 2007.
"Når bare man har til dagen og vejen"
Af Jarl Cordua
Finn Harald Simonsen bliver kaldt dansk byggeris ”grand old man”. Han er også kendt for at låne penge til stort set hele den kulørte del af dansk erhvervsliv. Udlandsdanskeren er formentlig god for en milliard og nyder sit otium, men bruger gerne energi på sit lejlighedshotel ”Charlottehaven” på Østerbro. Her mødte FOKUS Finn Harald Simonsen.
Det siges om Finn Harald Simonsen, at han ligesom arketyperne på nærige milliardærer spiser havregrød til morgenmad. Denne formiddag, da FOKUS møder den stenrige ejendomsbesidder i restauranten i ”Charlottehaven” på Østerbro, sidder han i stedet foran et veldækket bord og spiser brunch:
- Faktisk kan jeg også godt lide havregrød og helst med yogurt til, fastslår udlandsdanskeren, der selv bor i en lejlighed i Charlottehaven en uges tid engang om måneden, når han er i landet for at inspicere sine ejendomme.
- Østerbro er København for mig. Så jeg bor helst her, forklarer Finn Harald Simonsen, som først gav interviews for fire år siden, da han som bygherre præsenterede sit sidste store byggeri, lejlighedshotellet Charlottehaven.
Finn Harald Simonsen er 74 år, men ser faktisk yngre ud. Han er to meter høj, slank og har langt pandehår. Han ejer to jakkesæt, der er tæt på fyrre år gamle, men påklædningen denne dag minder lidt om en seminarielektors, hvis man lige fraregner løbeskoene. I de yngre år var Finn Harald Simonsen eliteløber. I mange år holdt han sig i form med at løbe ture i skoven, men for et par år siden fik han et nyt knæ på grund af slidgigt og måtte opgive at løbe. Nu er han dog begyndt lidt igen, og i Charlottehavens fitnesscenter ser de ham også:
- Der træner jeg op til tre kvarters tid tre gange om ugen. Bare lige for at få rørt musklerne, siger Finn Harald Simonsen.
Dansk byggedynasti
Det er ikke til at komme udenom, at Finn Harald Simonsen er født til penge. Hans egen formue blev grundlagt af farfaren, tømmerhandleren, entreprenøren og byggematadoren Harald Simonsen (1873-1949), der blev kaldt ”Guld-Harald” for sin enestående evne til at tjene styrtende på opførelse af lejlighedsbyggeri i mellemkrigsårenes København. Finn Harald Simonsen ejer stadig gennem sine ejendomsselskaber godt 300 lejligheder i ejendomme, hans farfar i sin tid byggede. Finn Harald Simonsens faster var i øvrigt den fra TV-programmet ”Grevinden på tredje” så kendte Erna Hamilton (1900-1996).
Hvordan ser du din farfar?
- Jeg er faktisk begyndt at studere ham meget. Min farfar var et handelstalent ud over det sædvanlige. Det startede i en kælder i St. Kongensgade, hvor han solgte støbegods. Senere blev han en ret stor tømmerhandler og teglværksejer, der solgte alle slags materialer til byggeri. Da krisen kom i 1929 stod min farfar med en masse tømmer og mursten, som ingen ville købe. Så han gik selv i gang med at bygge pæne og solide ejendomme med altan og elevator. Byggeriet var mange år forud for sin tid, og selvom det var krisetider i trediverne, fik han ingen problemer med at leje det ud.
Ligner du ham?
- På nogle områder måske. Men min farfar kunne være en særdeles barsk herre Som dreng skulle jeg sammen med min familie besøge ham i hans palæ ”Lille Amalienborg” (I dag Røde Kors’ danske hovedkvarter på Dag Hammarskiölds Allé red.) Da så jeg farfar smide en murermester ned ad trapperne, mens han råbte” De skal ikke snyde mig”. Jo, det var skam en helt anden tid. Sådan behandler man jo ikke folk i dag.
Hvordan begyndte din egen erhvervskarriere egentlig?
- Jeg var i handelslære i en tømmerhandel i Vordingborg, men det var ikke helt uden problemer for jeg var sådan en kavaler, der nu troede, at han var noget. Når så arbejderne sendte mig af sted for at hente øl, så ville jeg ikke. Derfor sagde jeg til dem, at jeg altså var kommet her for at lære noget. Resultatet blev at ingen talte til mig i en uge. Så fik jeg lært at hente øl, kan du tro. Det var ”the hard way!”
Mine første millioner
Finn Harald Simonsens arvede en stor formue allerede som 22-årig, fordi hans far Ib Simonsen døde meget tidligt.
- Min arv var båndlagt, indtil jeg fyldte 30. Så jeg ville vise, at jeg kunne selv. Det var heller ikke problemer med at få mine byggerier finansieret. Bankerne sværmede om mig. I hvert fald lånte de mig 60 millioner til at bygge for. Der var ikke nogen sikkerhed. De havde tillid til mig.
I 1958-59 kom jeg med i nogle boligbyggeprojekter. Jeg var sindssyg heldig, for i mange år efter krigen var der jo brug for boliger. Alt byggeri kunne lejes ud eller sælges. Sådan tjente jeg mine første millioner.
Siden kastede den unge byggematador sig også ud i erhvervsbyggeri:
- Jeg allierede mig med min daværende svoger Peter Levring, og vi startede vores ejendomsselskab ”Simonsen og Levring” i 1958. Han er revisor og havde forstand på det med afskrivninger. Dengang var der ret lukrative afskrivningsmuligheder på industribyggeri. Der var så meget gang i erhvervslivet, at alt kunne lejes ud. Havde et byggeri en masse fejl, så kunne jeg lægge udgifterne til ekstrareparationerne oven i prisen og alligevel komme af med det.
I skattely i Schweiz
I slutningen af tresserne gjorde Finn Harald Simonsen sig klar til at forlade Danmark:
- Politikerne havde låst huslejerne fast i den gamle boligmasse, så derfor begyndte jeg at stykke mine ejendomme ud til ejerlejligheder. Den årlige gennemsnitlige skat - inklusive formueskat - var dengang på 86 procent. Dermed tvang politikerne jo nærmest folk med initiativ til at flytte, men det var ikke den eneste grund.
Skulle Finn Harald Simonsen have glæde af den store skattekredit i kraft af de afskrivningsmuligheder, der var i byggeri, var han tvunget til hele tiden at bygge meget og større industribyggeri og dermed ansætte flere ingeniører:
- Men jeg lod være, fordi jeg vurderede, at jeg ikke var dygtig nok. Når så tiderne vender, så har man heller ikke råd til at lade sine bygninger stå tomme, og det var netop derfor at så mange byggefolk herhjemme siden hen gik ned.
Simonsens forretninger voksede også ud over Danmarks grænser:
- Dengang havde jeg også et stort byggefirma til eksport, men stod over for at involvere nogle dygtige lokale folk, men det er jeg altså ikke til, så jeg tog selv til Schweiz.
Finn Harald Simonsen startede med at bygge blot et enkelt beboelseshus:
- Det var fuld af fejl, men jeg lærte en masse af det. Dernede er der en anden mentalitet med hensyn til, hvordan husene skal se ud. Så de næste huse jeg byggede, blev tilpasset dette. Et dansk firma troede, at de bare kunne eksportere danske præfabrikerede typehuse, men de kunne ikke sælge dem. Jeg boede dernede i 11 år og havde en strålende forretning, Men min kone brød sig ikke om at bo i Lausanne. Hun havde tidligere boet i England og syntes om at være der, så vi flyttede.
Byggeboom i England
Familien Simonsens flytning til England skulle vise sig at være en rigtig god ide forretningsmæssigt.
- Så kom firsernes byggeboom under Margaret Thatcher, hvor det vigtigste var at få husene bygget færdig. Jeg købte gamle beboelsesejendomme op i London, renoverede dem og solgte dem videre. Det var i fashionable bydele som Kensington og Chelsea. Det var også erhvervsejendomme. Der kom jo en vældig velstandsstigning under Thatcher i de år.
Hvis du var ung, hvor ville du så tage hen for at lave forretning?
- Jeg ville nok tage til ét af østlandene. Ungarn, Baltikum eller Rumænien. Så vil jeg leve mig ind i samfundet, lære sproget og vigtigst af alt: Lære markedet at kende!
Lykkeriddernes långiver
Formiddagsaviserne har kaldt ham for ”Guld-Finn” eller ”onkel Finn”, fordi fallenter og lykkeriddere har løbet udlandsdanskeren på dørene for at låne penge. Blandt dem var Jan Bonde Nielsen og Kurt Thorsen. Men den trafik har det ifølge Finn Harald Simonsen længe været slut med:
- Nej, jeg gider ikke. Det giver kun problemer. Jeg har mødt dem alle sammen, og de imponerer mig sgu ikke. Jeg kan altså ikke holde ud, når der ikke er orden i pengesager. Der er de andre, jo stik modsat af mig. Hos dem flyder alting økonomisk, og det sker der ikke så meget ved, så længe det går godt. Men når det så vender, så kommer problemerne for en dag.
- Tag sådan en som Kurt Thorsen, hvor alting går så hurtigt. Han havde ikke tid til at kigge på sin økonomi. Når det så vender, kan han ikke klare det og går ned. Den indstilling har jeg ikke til tingene. Til gengæld sover jeg roligt om natten, det er det allervigtigste.
Hvad mener du om Kurt Thorsen?
- Han er en lille flink mand, men den der tur, hvor han ”legede med fyldepennen” (PFA-skandalen red.). Nej, ved du nu hvad, siger Finn Harald Simonsen, mens han ryster på hovedet.
- Jeg har sgu måttet slide for det. De andre er meget dygtige og kan helt sikkert et eller andet. Men de er gået på røven to-tre gange og skylder penge væk til højre og venstre. Og i den sammenhæng er jeg jo røvkedelig!
Du har tidligere sagt, at din formue var på 800 millioner kr. Hvad er du egentlig god for i dag?
- Det gider jeg ikke svare på. Jeg kan svare enhver sit. Hvad er jeg værd? Det er svært at sige. Hvis man realiserer det hele, hvilken pris ville man så få? Det er ikke til at sige. Jeg kunne nok få en mægtig god pris for det her (Charlottehaven red.). Men det er et pænt byggeri, så jeg siger til mig selv: Behold det dog!
Kan det alligevel tænkes, at du bygger mere?
- Jeg har ikke rigtigt lyst mere. Hvorfor skulle jeg? Når man som jeg har til dagen og vejen, så er der ikke det store behov for at kaste sig ud i nye projekter.
Du har ikke en lejlighed i Paris eller New York?
- Nej. Hvorfor dog det? Det er besværligt, og i min alder gider man ikke gå og passe det. Det er meget nemmere at bo på hotel. Ligesom her i Charlottehaven, hvor jeg altid bor, når jeg er i København.
Kunne du med din formue ikke betale fuld pris?
- Som gammel handelsmand vil man da have rabat. Enhver idiot kan jo betale fuld pris.
Hvad så når andre kommer til dig og vil have rabat?
- Selvfølgelig bliver jeg da også presset på prisen. Sådan er det. Men jeg kan jo altid sige nej…
Gør du så det?
Det sværeste ved handel er, når to velhavere står over for hinanden. For så er der ingen af dem, der vil give sig. Forleden skulle jeg købe et (dyrt red.) ur til min kone. Jeg ville have kontantrabat, men urmageren sagde, at der var et halvt års ventetid. Det siger noget om tiderne. Alting er blevet så dyrt i Danmark, fordi folk kan belåne friværdi i deres boligejendomme.
Har du andre biler end din Aston Martin?
- Ja en Volvo-stationcar, for den er så god til at flytte store ting med, og så har jeg en Morris Minor.
Hvorfor ikke en Rolls-Royce, når du nu har råd til det?
- Vorherrebevares! Så skal man jo have en chauffør oveni. Det er slet ikke mig. Og med hensyn til hurtige biler, så har jeg vist fået afreageret, det jeg skulle.
Fondseje
Overvejer du at flytte tilbage til Danmark?
- Det kan godt ske, for så vil ringen på en måde være sluttet. Nu er formueskatten afskaffet, så man ikke som før er tvunget til at bo i udlandet, men i sidste ende er det nok op til min kone.
Ejer du stadig ejendomme i England
- Jeg har solgt mine erhvervsejendomme i England. De er blevet afviklet hen ad vejen. Mine to piger skal ikke have problemer med det, når jeg damper af. Det skal være let for dem at overse.
Hvem arver dig?
- Pigerne får så de har til dagen og vejen, men mine ejendomme ryger ind i en fond. Den skal dog ikke vare evigt, så det ikke ender med, at kun sagførere styrer den. Om 100 år skal fonden opløses.
---
Finn Harald Simonsen: "Charlottehaven” er mit livsværk
Boligbyggeriet ”Charlottehaven” på Østerbro, der stod færdig i 2002 på Østerbro, er juvelen i Finn Harald Simonsens ejendomsimperium. Investeringen i byggeriet på 25.000 etagekvadratmeter var på en halv milliard kr., og Finn Harald Simonsen ejer det alene.
- Med 50 års erfaring med byggeri, gik jeg i gang og fik samlet et godt team. Arkitekterne Boje Lundgaard og Lene Tranberg tegnede Charlottehaven for mig. Jeg stillede den betingelse, at byggeriet skulle rette sig ind efter de praktiske hensyn og krav, som jeg på forhånd udstak, siger Finn Harald Simonsen, der købte selve grunden allerede i 1987.
- Lejlighederne skulle være noget, som jeg i mit livs aften selv havde lyst til at bo i, Derfor skulle de alle have en ordentlig altan og et spisekøkken. Endelig kan man køre i parkeringskælderen og tage elevatoren direkte op til sin lejlighed. Som rederen siger: Der er vist rettidigt omhu.
Ejendomskomplekset består af i alt 222 lejligheder, hvor de 178 er permanent udlejet. De resterende 44 tilhører lejlighedshotellet og findes i tre kategorier: Penthouse-lejligheder på 105 kvadratmeter, mellemstørrelse på 77, og endelig en toværelses på 60 kvadratmeter. Værelserne har køkken, vaskemaskine og tørretumbler.
Charlottehaven er opkaldt efter Finn Harald Simonsens kone, Charlotte, der er indretningsarkitekt og i øvrigt har indrettet lejlighederne.
Charlottehaven består desuden af en restaurant, café samt konference samt selskabslokaler på op til 400 mennesker. Dertil kommer et fitnesscenter med svimmingpool og et parkanlæg.
Ideen med lejlighedshotel er blevet til efter britisk model og siden Charlottehaven blev bygget, er andre lejlighedshoteller kommet til eller er på vej i København.
En bukkevare
Lejlighederne i lejlighedshotellet er ”korttidslejemål” dvs. de bliver lejet ud nogle måneder ad gangen. Belægningen er god i Charlottehaven. 93 procent er på årsbasis lejet ud, og det er mere end hotellerne, som kun har 50 procent. Penthouselejlighederne koster 2000 kr. i døgnet, mens de små koster 1000 kr. i døgnet.
- Det er sket, at gode kunder har fået lidt rabat, siger Finn Harald Simonsen med en mine, der viser, at det ikke bare er noget, man får.
- Det er blevet en ”bukkevare”. Folk kommer (bukker i overført betydning red. ) og spørger om de ikke nok må få en lejlighed, men jeg er ikke højrøvet. Tiderne kan meget nemt vende!
Driver hotel
Det er første gang, at Finn Harald Simonsen selv driver forretning med hotel, café og fitnesscenter i sine egne bygninger.
- Det er faktisk sværere, end jeg regnede med. Der er en forventning hos mig, at personalet gør, som jeg beder dem om, og jeg hader, når det ikke sker. Nu er det jo ikke sådan, at jeg ved alt om driften her, men jeg beder bare om, at de siger det til mig, hvis de er uenige og ikke bare lader sig om ingenting. Ofte er det jo meget fornuftige indvendinger, og så laver vi gerne procedurerne om.
Det sidste byggeri
Finn Harald Simonsen modtog i 2002 prisen som ”årets bygherre” for byggeriet af Charlottehaven af Københavns Kommune og modtog senere bygherreprisen af Boligfonden Bikuben.
- Det er et flot byggeri og en af mine største glæder nogensinde. Jeg blev glad for, at det blev præmieret. Charlottehaven er nok det sidste, jeg bygger. Lejlighedshotellet var en god idé, men nu aber andre efter. I øvrigt kan det ikke lade sig gøre mere i dag. Priserne på grunde er alt for høje.
---
Det ejer han:
Formuen står i ejendomme og aktier
Finn Harald Simonsens formue er for et par år siden vurderet til 800 millioner kr. Med værdistigningerne på fast ejendom, og set i lyset af mandens evne til at tjene penge, så er det ikke urimeligt at skønne formuen i dag til at ligge i nærheden af en milliard kr.
En pæn del af formuen står i selskabet ”Harald Simonsens ejendomskontor ApS”, som han ejer personligt. Det er dette selskab, der ejer lejlighedskomplekset og lejlighedshotellet ”Charlottehaven” på Østerbro, som Finn Harald Simonsen i sin tid betalte en halv milliard af egen lomme for at bygge. Ejendommene er næppe mindre værd i dag.
Gennem ejendomsselskabet ”Simonsen og Levring A/S” med kontor i Østbanegade på Østerbro ejer, udlejer og administrerer han sammen med den tidl. svoger Peter Levring en række erhvervs- og boligejendomme i København og omegn. Selskabet har erhvervslejemål på ca. 100.000 kvadratmeter og ca. 250 lejligheder. Ifølge Simonsen er det i dette selskab at de bedste forretninger placeres, fordi Levring efter hans opfattelse er en dygtig forretningsmand.
Sammen med revisoren Erik Skjøtt ejede Finn Harald Simonsen igennem en del år det børsnoterede investeringsselskab First Investment Partner A/S, der nu er blevet fusioneret med et andet børsnoteret investeringsselskab Small Cap Denmark A/S. Finn Harald Simonsen ejer 10 procent af selskabet, der specialiserer sig i at investere i mindre virksomheders aktier. Det går fint. Aktien er steget med ca. 50 procent på kun ét år og havde sidste år et resultat før skat på 168 millioner kr. Simonsens ejer desuden en stor portion aktier hos to andre såkaldte ”institutionelle investorer” formentlig en dansk og en udenlandsk investeringsforening.
Døtrene arver
Udlandsdanskeren og hans kone bor i en renoveret et par hundrede år gammel præstegårdsbolig i Henley-on-Thames, syd for London. Han har tidligere ejet et lille hus i Sydfrankrig og et sommerhus i Gilleleje, men dem har han foræret til sine døtre, Julie (38), der bor i Schweiz og Camilla (40), der bor i England.
Finn Harald Simonsen passer på sine ting. Han ejer et Patek Phillippe-armbåndsur, som han gav 2500 kr. for i 1957. Det er i dag mere end en kvart million kr. værd. Derudover ejer han et maleri af en af de største danske malere, Wilhelm Hammershøi.
Rigmanden ejer flere biler, men det er kun den håndbyggede Aston Martin årgang 1985 med kaleche, der blev købt brugt i 1990, som er i luksuskategorien. Finn Harald Simonsen mener, at bilen kan sammenlignes med en Ferrari i hurtighed.
Det er de to døtre, der arver deres far. En stor del af formuen skal efter planen placeres i en familiefond med hjemsted i Danmark. Den skal sørge for at vedligeholde hans ejendomme de næste 100 år. Hvad der så skal ske med formuen, det må, vurderer Finn Harald Simonsen, arvingerne tage sig af til den tid.
"Når bare man har til dagen og vejen"
Af Jarl Cordua
Finn Harald Simonsen bliver kaldt dansk byggeris ”grand old man”. Han er også kendt for at låne penge til stort set hele den kulørte del af dansk erhvervsliv. Udlandsdanskeren er formentlig god for en milliard og nyder sit otium, men bruger gerne energi på sit lejlighedshotel ”Charlottehaven” på Østerbro. Her mødte FOKUS Finn Harald Simonsen.
Det siges om Finn Harald Simonsen, at han ligesom arketyperne på nærige milliardærer spiser havregrød til morgenmad. Denne formiddag, da FOKUS møder den stenrige ejendomsbesidder i restauranten i ”Charlottehaven” på Østerbro, sidder han i stedet foran et veldækket bord og spiser brunch:
- Faktisk kan jeg også godt lide havregrød og helst med yogurt til, fastslår udlandsdanskeren, der selv bor i en lejlighed i Charlottehaven en uges tid engang om måneden, når han er i landet for at inspicere sine ejendomme.
- Østerbro er København for mig. Så jeg bor helst her, forklarer Finn Harald Simonsen, som først gav interviews for fire år siden, da han som bygherre præsenterede sit sidste store byggeri, lejlighedshotellet Charlottehaven.
Finn Harald Simonsen er 74 år, men ser faktisk yngre ud. Han er to meter høj, slank og har langt pandehår. Han ejer to jakkesæt, der er tæt på fyrre år gamle, men påklædningen denne dag minder lidt om en seminarielektors, hvis man lige fraregner løbeskoene. I de yngre år var Finn Harald Simonsen eliteløber. I mange år holdt han sig i form med at løbe ture i skoven, men for et par år siden fik han et nyt knæ på grund af slidgigt og måtte opgive at løbe. Nu er han dog begyndt lidt igen, og i Charlottehavens fitnesscenter ser de ham også:
- Der træner jeg op til tre kvarters tid tre gange om ugen. Bare lige for at få rørt musklerne, siger Finn Harald Simonsen.
Dansk byggedynasti
Det er ikke til at komme udenom, at Finn Harald Simonsen er født til penge. Hans egen formue blev grundlagt af farfaren, tømmerhandleren, entreprenøren og byggematadoren Harald Simonsen (1873-1949), der blev kaldt ”Guld-Harald” for sin enestående evne til at tjene styrtende på opførelse af lejlighedsbyggeri i mellemkrigsårenes København. Finn Harald Simonsen ejer stadig gennem sine ejendomsselskaber godt 300 lejligheder i ejendomme, hans farfar i sin tid byggede. Finn Harald Simonsens faster var i øvrigt den fra TV-programmet ”Grevinden på tredje” så kendte Erna Hamilton (1900-1996).
Hvordan ser du din farfar?
- Jeg er faktisk begyndt at studere ham meget. Min farfar var et handelstalent ud over det sædvanlige. Det startede i en kælder i St. Kongensgade, hvor han solgte støbegods. Senere blev han en ret stor tømmerhandler og teglværksejer, der solgte alle slags materialer til byggeri. Da krisen kom i 1929 stod min farfar med en masse tømmer og mursten, som ingen ville købe. Så han gik selv i gang med at bygge pæne og solide ejendomme med altan og elevator. Byggeriet var mange år forud for sin tid, og selvom det var krisetider i trediverne, fik han ingen problemer med at leje det ud.
Ligner du ham?
- På nogle områder måske. Men min farfar kunne være en særdeles barsk herre Som dreng skulle jeg sammen med min familie besøge ham i hans palæ ”Lille Amalienborg” (I dag Røde Kors’ danske hovedkvarter på Dag Hammarskiölds Allé red.) Da så jeg farfar smide en murermester ned ad trapperne, mens han råbte” De skal ikke snyde mig”. Jo, det var skam en helt anden tid. Sådan behandler man jo ikke folk i dag.
Hvordan begyndte din egen erhvervskarriere egentlig?
- Jeg var i handelslære i en tømmerhandel i Vordingborg, men det var ikke helt uden problemer for jeg var sådan en kavaler, der nu troede, at han var noget. Når så arbejderne sendte mig af sted for at hente øl, så ville jeg ikke. Derfor sagde jeg til dem, at jeg altså var kommet her for at lære noget. Resultatet blev at ingen talte til mig i en uge. Så fik jeg lært at hente øl, kan du tro. Det var ”the hard way!”
Mine første millioner
Finn Harald Simonsens arvede en stor formue allerede som 22-årig, fordi hans far Ib Simonsen døde meget tidligt.
- Min arv var båndlagt, indtil jeg fyldte 30. Så jeg ville vise, at jeg kunne selv. Det var heller ikke problemer med at få mine byggerier finansieret. Bankerne sværmede om mig. I hvert fald lånte de mig 60 millioner til at bygge for. Der var ikke nogen sikkerhed. De havde tillid til mig.
I 1958-59 kom jeg med i nogle boligbyggeprojekter. Jeg var sindssyg heldig, for i mange år efter krigen var der jo brug for boliger. Alt byggeri kunne lejes ud eller sælges. Sådan tjente jeg mine første millioner.
Siden kastede den unge byggematador sig også ud i erhvervsbyggeri:
- Jeg allierede mig med min daværende svoger Peter Levring, og vi startede vores ejendomsselskab ”Simonsen og Levring” i 1958. Han er revisor og havde forstand på det med afskrivninger. Dengang var der ret lukrative afskrivningsmuligheder på industribyggeri. Der var så meget gang i erhvervslivet, at alt kunne lejes ud. Havde et byggeri en masse fejl, så kunne jeg lægge udgifterne til ekstrareparationerne oven i prisen og alligevel komme af med det.
I skattely i Schweiz
I slutningen af tresserne gjorde Finn Harald Simonsen sig klar til at forlade Danmark:
- Politikerne havde låst huslejerne fast i den gamle boligmasse, så derfor begyndte jeg at stykke mine ejendomme ud til ejerlejligheder. Den årlige gennemsnitlige skat - inklusive formueskat - var dengang på 86 procent. Dermed tvang politikerne jo nærmest folk med initiativ til at flytte, men det var ikke den eneste grund.
Skulle Finn Harald Simonsen have glæde af den store skattekredit i kraft af de afskrivningsmuligheder, der var i byggeri, var han tvunget til hele tiden at bygge meget og større industribyggeri og dermed ansætte flere ingeniører:
- Men jeg lod være, fordi jeg vurderede, at jeg ikke var dygtig nok. Når så tiderne vender, så har man heller ikke råd til at lade sine bygninger stå tomme, og det var netop derfor at så mange byggefolk herhjemme siden hen gik ned.
Simonsens forretninger voksede også ud over Danmarks grænser:
- Dengang havde jeg også et stort byggefirma til eksport, men stod over for at involvere nogle dygtige lokale folk, men det er jeg altså ikke til, så jeg tog selv til Schweiz.
Finn Harald Simonsen startede med at bygge blot et enkelt beboelseshus:
- Det var fuld af fejl, men jeg lærte en masse af det. Dernede er der en anden mentalitet med hensyn til, hvordan husene skal se ud. Så de næste huse jeg byggede, blev tilpasset dette. Et dansk firma troede, at de bare kunne eksportere danske præfabrikerede typehuse, men de kunne ikke sælge dem. Jeg boede dernede i 11 år og havde en strålende forretning, Men min kone brød sig ikke om at bo i Lausanne. Hun havde tidligere boet i England og syntes om at være der, så vi flyttede.
Byggeboom i England
Familien Simonsens flytning til England skulle vise sig at være en rigtig god ide forretningsmæssigt.
- Så kom firsernes byggeboom under Margaret Thatcher, hvor det vigtigste var at få husene bygget færdig. Jeg købte gamle beboelsesejendomme op i London, renoverede dem og solgte dem videre. Det var i fashionable bydele som Kensington og Chelsea. Det var også erhvervsejendomme. Der kom jo en vældig velstandsstigning under Thatcher i de år.
Hvis du var ung, hvor ville du så tage hen for at lave forretning?
- Jeg ville nok tage til ét af østlandene. Ungarn, Baltikum eller Rumænien. Så vil jeg leve mig ind i samfundet, lære sproget og vigtigst af alt: Lære markedet at kende!
Lykkeriddernes långiver
Formiddagsaviserne har kaldt ham for ”Guld-Finn” eller ”onkel Finn”, fordi fallenter og lykkeriddere har løbet udlandsdanskeren på dørene for at låne penge. Blandt dem var Jan Bonde Nielsen og Kurt Thorsen. Men den trafik har det ifølge Finn Harald Simonsen længe været slut med:
- Nej, jeg gider ikke. Det giver kun problemer. Jeg har mødt dem alle sammen, og de imponerer mig sgu ikke. Jeg kan altså ikke holde ud, når der ikke er orden i pengesager. Der er de andre, jo stik modsat af mig. Hos dem flyder alting økonomisk, og det sker der ikke så meget ved, så længe det går godt. Men når det så vender, så kommer problemerne for en dag.
- Tag sådan en som Kurt Thorsen, hvor alting går så hurtigt. Han havde ikke tid til at kigge på sin økonomi. Når det så vender, kan han ikke klare det og går ned. Den indstilling har jeg ikke til tingene. Til gengæld sover jeg roligt om natten, det er det allervigtigste.
Hvad mener du om Kurt Thorsen?
- Han er en lille flink mand, men den der tur, hvor han ”legede med fyldepennen” (PFA-skandalen red.). Nej, ved du nu hvad, siger Finn Harald Simonsen, mens han ryster på hovedet.
- Jeg har sgu måttet slide for det. De andre er meget dygtige og kan helt sikkert et eller andet. Men de er gået på røven to-tre gange og skylder penge væk til højre og venstre. Og i den sammenhæng er jeg jo røvkedelig!
Du har tidligere sagt, at din formue var på 800 millioner kr. Hvad er du egentlig god for i dag?
- Det gider jeg ikke svare på. Jeg kan svare enhver sit. Hvad er jeg værd? Det er svært at sige. Hvis man realiserer det hele, hvilken pris ville man så få? Det er ikke til at sige. Jeg kunne nok få en mægtig god pris for det her (Charlottehaven red.). Men det er et pænt byggeri, så jeg siger til mig selv: Behold det dog!
Kan det alligevel tænkes, at du bygger mere?
- Jeg har ikke rigtigt lyst mere. Hvorfor skulle jeg? Når man som jeg har til dagen og vejen, så er der ikke det store behov for at kaste sig ud i nye projekter.
Du har ikke en lejlighed i Paris eller New York?
- Nej. Hvorfor dog det? Det er besværligt, og i min alder gider man ikke gå og passe det. Det er meget nemmere at bo på hotel. Ligesom her i Charlottehaven, hvor jeg altid bor, når jeg er i København.
Kunne du med din formue ikke betale fuld pris?
- Som gammel handelsmand vil man da have rabat. Enhver idiot kan jo betale fuld pris.
Hvad så når andre kommer til dig og vil have rabat?
- Selvfølgelig bliver jeg da også presset på prisen. Sådan er det. Men jeg kan jo altid sige nej…
Gør du så det?
Det sværeste ved handel er, når to velhavere står over for hinanden. For så er der ingen af dem, der vil give sig. Forleden skulle jeg købe et (dyrt red.) ur til min kone. Jeg ville have kontantrabat, men urmageren sagde, at der var et halvt års ventetid. Det siger noget om tiderne. Alting er blevet så dyrt i Danmark, fordi folk kan belåne friværdi i deres boligejendomme.
Har du andre biler end din Aston Martin?
- Ja en Volvo-stationcar, for den er så god til at flytte store ting med, og så har jeg en Morris Minor.
Hvorfor ikke en Rolls-Royce, når du nu har råd til det?
- Vorherrebevares! Så skal man jo have en chauffør oveni. Det er slet ikke mig. Og med hensyn til hurtige biler, så har jeg vist fået afreageret, det jeg skulle.
Fondseje
Overvejer du at flytte tilbage til Danmark?
- Det kan godt ske, for så vil ringen på en måde være sluttet. Nu er formueskatten afskaffet, så man ikke som før er tvunget til at bo i udlandet, men i sidste ende er det nok op til min kone.
Ejer du stadig ejendomme i England
- Jeg har solgt mine erhvervsejendomme i England. De er blevet afviklet hen ad vejen. Mine to piger skal ikke have problemer med det, når jeg damper af. Det skal være let for dem at overse.
Hvem arver dig?
- Pigerne får så de har til dagen og vejen, men mine ejendomme ryger ind i en fond. Den skal dog ikke vare evigt, så det ikke ender med, at kun sagførere styrer den. Om 100 år skal fonden opløses.
---
Finn Harald Simonsen: "Charlottehaven” er mit livsværk
Boligbyggeriet ”Charlottehaven” på Østerbro, der stod færdig i 2002 på Østerbro, er juvelen i Finn Harald Simonsens ejendomsimperium. Investeringen i byggeriet på 25.000 etagekvadratmeter var på en halv milliard kr., og Finn Harald Simonsen ejer det alene.
- Med 50 års erfaring med byggeri, gik jeg i gang og fik samlet et godt team. Arkitekterne Boje Lundgaard og Lene Tranberg tegnede Charlottehaven for mig. Jeg stillede den betingelse, at byggeriet skulle rette sig ind efter de praktiske hensyn og krav, som jeg på forhånd udstak, siger Finn Harald Simonsen, der købte selve grunden allerede i 1987.
- Lejlighederne skulle være noget, som jeg i mit livs aften selv havde lyst til at bo i, Derfor skulle de alle have en ordentlig altan og et spisekøkken. Endelig kan man køre i parkeringskælderen og tage elevatoren direkte op til sin lejlighed. Som rederen siger: Der er vist rettidigt omhu.
Ejendomskomplekset består af i alt 222 lejligheder, hvor de 178 er permanent udlejet. De resterende 44 tilhører lejlighedshotellet og findes i tre kategorier: Penthouse-lejligheder på 105 kvadratmeter, mellemstørrelse på 77, og endelig en toværelses på 60 kvadratmeter. Værelserne har køkken, vaskemaskine og tørretumbler.
Charlottehaven er opkaldt efter Finn Harald Simonsens kone, Charlotte, der er indretningsarkitekt og i øvrigt har indrettet lejlighederne.
Charlottehaven består desuden af en restaurant, café samt konference samt selskabslokaler på op til 400 mennesker. Dertil kommer et fitnesscenter med svimmingpool og et parkanlæg.
Ideen med lejlighedshotel er blevet til efter britisk model og siden Charlottehaven blev bygget, er andre lejlighedshoteller kommet til eller er på vej i København.
En bukkevare
Lejlighederne i lejlighedshotellet er ”korttidslejemål” dvs. de bliver lejet ud nogle måneder ad gangen. Belægningen er god i Charlottehaven. 93 procent er på årsbasis lejet ud, og det er mere end hotellerne, som kun har 50 procent. Penthouselejlighederne koster 2000 kr. i døgnet, mens de små koster 1000 kr. i døgnet.
- Det er sket, at gode kunder har fået lidt rabat, siger Finn Harald Simonsen med en mine, der viser, at det ikke bare er noget, man får.
- Det er blevet en ”bukkevare”. Folk kommer (bukker i overført betydning red. ) og spørger om de ikke nok må få en lejlighed, men jeg er ikke højrøvet. Tiderne kan meget nemt vende!
Driver hotel
Det er første gang, at Finn Harald Simonsen selv driver forretning med hotel, café og fitnesscenter i sine egne bygninger.
- Det er faktisk sværere, end jeg regnede med. Der er en forventning hos mig, at personalet gør, som jeg beder dem om, og jeg hader, når det ikke sker. Nu er det jo ikke sådan, at jeg ved alt om driften her, men jeg beder bare om, at de siger det til mig, hvis de er uenige og ikke bare lader sig om ingenting. Ofte er det jo meget fornuftige indvendinger, og så laver vi gerne procedurerne om.
Det sidste byggeri
Finn Harald Simonsen modtog i 2002 prisen som ”årets bygherre” for byggeriet af Charlottehaven af Københavns Kommune og modtog senere bygherreprisen af Boligfonden Bikuben.
- Det er et flot byggeri og en af mine største glæder nogensinde. Jeg blev glad for, at det blev præmieret. Charlottehaven er nok det sidste, jeg bygger. Lejlighedshotellet var en god idé, men nu aber andre efter. I øvrigt kan det ikke lade sig gøre mere i dag. Priserne på grunde er alt for høje.
---
Det ejer han:
Formuen står i ejendomme og aktier
Finn Harald Simonsens formue er for et par år siden vurderet til 800 millioner kr. Med værdistigningerne på fast ejendom, og set i lyset af mandens evne til at tjene penge, så er det ikke urimeligt at skønne formuen i dag til at ligge i nærheden af en milliard kr.
En pæn del af formuen står i selskabet ”Harald Simonsens ejendomskontor ApS”, som han ejer personligt. Det er dette selskab, der ejer lejlighedskomplekset og lejlighedshotellet ”Charlottehaven” på Østerbro, som Finn Harald Simonsen i sin tid betalte en halv milliard af egen lomme for at bygge. Ejendommene er næppe mindre værd i dag.
Gennem ejendomsselskabet ”Simonsen og Levring A/S” med kontor i Østbanegade på Østerbro ejer, udlejer og administrerer han sammen med den tidl. svoger Peter Levring en række erhvervs- og boligejendomme i København og omegn. Selskabet har erhvervslejemål på ca. 100.000 kvadratmeter og ca. 250 lejligheder. Ifølge Simonsen er det i dette selskab at de bedste forretninger placeres, fordi Levring efter hans opfattelse er en dygtig forretningsmand.
Sammen med revisoren Erik Skjøtt ejede Finn Harald Simonsen igennem en del år det børsnoterede investeringsselskab First Investment Partner A/S, der nu er blevet fusioneret med et andet børsnoteret investeringsselskab Small Cap Denmark A/S. Finn Harald Simonsen ejer 10 procent af selskabet, der specialiserer sig i at investere i mindre virksomheders aktier. Det går fint. Aktien er steget med ca. 50 procent på kun ét år og havde sidste år et resultat før skat på 168 millioner kr. Simonsens ejer desuden en stor portion aktier hos to andre såkaldte ”institutionelle investorer” formentlig en dansk og en udenlandsk investeringsforening.
Døtrene arver
Udlandsdanskeren og hans kone bor i en renoveret et par hundrede år gammel præstegårdsbolig i Henley-on-Thames, syd for London. Han har tidligere ejet et lille hus i Sydfrankrig og et sommerhus i Gilleleje, men dem har han foræret til sine døtre, Julie (38), der bor i Schweiz og Camilla (40), der bor i England.
Finn Harald Simonsen passer på sine ting. Han ejer et Patek Phillippe-armbåndsur, som han gav 2500 kr. for i 1957. Det er i dag mere end en kvart million kr. værd. Derudover ejer han et maleri af en af de største danske malere, Wilhelm Hammershøi.
Rigmanden ejer flere biler, men det er kun den håndbyggede Aston Martin årgang 1985 med kaleche, der blev købt brugt i 1990, som er i luksuskategorien. Finn Harald Simonsen mener, at bilen kan sammenlignes med en Ferrari i hurtighed.
Det er de to døtre, der arver deres far. En stor del af formuen skal efter planen placeres i en familiefond med hjemsted i Danmark. Den skal sørge for at vedligeholde hans ejendomme de næste 100 år. Hvad der så skal ske med formuen, det må, vurderer Finn Harald Simonsen, arvingerne tage sig af til den tid.
Thorkild Kristensen - byggematadoren fra Aalborg
Portrætartiklen med Thorkild Kristensen blev bragt i Ugemagasinet "Fokus" den 18. januar 2007.
Byggematadoren fra Aalborg
Af Jarl Cordua
Byggematador, ejendomsmagnat, tidl. diskotekskonge. Det er nogle af de uofficielle titler, der hæftes på den 67-årige mangemillionær Thorkild Kristensen. I dag har det aalborgensiske iværksætter-ikon trukket sig tilbage og opholder sig nu mest i udlandet. Det kan fx være på sit vinslot i Frankrig eller i huset på den paradiske stillehavsø Bora Bora, hvor naboen er Jack Nicholson.
Forretningsmanden Thorkild Kristensen fra Aalborg har været aktiv i dansk erhvervsliv i mere end 40 år. Han blev i 1970’erne landskendt med diskotekskæden ”Tordenskjold”, men de første store penge blev tjent ind ved udstykning og lukrativ salg af tusindvis af sommerhuse. Senere satte den idérige og karismatiske Thorkild Kristensen med hang til lange mørke uldfrakker sine tydelige spor ved at opføre butikscentre, supermarkeder og ferieboliger over hele Danmark. Det blev en guldgrube. En anden af hans originale og succesfulde forretningsidéer er opførelser af attraktive luksuslejligheder på førhen øde og ubrugte havnearealer rundt omkring i danske byer.
Byens store søn
Dygtige erhvervsfolk deler ofte vandene, men hjemme i Aalborg regnes Thorkild Kristensen faktisk for én af byens store sønner. Da Nordjyske Stiftstidende sidste år portrætterede en række kendte nordjyder, blev den succesrige byggematador fra Aalborg med det karakteristiske hvide fuldskæg udset til at være den, der satte ansigt på regionens erhvervsliv. Faktisk er ingen nordjysk erhvervsmands ry større eller bare ved siden af Thorkild Kristensens. I hjembyen er det da også overvejende pæne ting, der siges om den driftige og innovative ejendomshandler m.m., som i 1998 blev hædret som "Årets Aalborg-europæer" for at have gjort en ekstraordinær indsats og sat Aalborg på verdenskortet.
Arbejdersøn
Fortællingen om Thorkild Kristensens liv er den gode gamle historie om arbejderdrengen, der endte som mangemillionær. Han voksede op i et arbejderkvarter i Samsøgade nær Færø Plads i Aalborg. Faren var værftsarbejder på byens værft, men opfordrede sønnen til at læse videre:
- Min far mente, at jeg skulle have en uddannelse, så jeg ikke skulle frygte arbejdsløshed, som ham selv, fortalte Thorkild Kristensen sidste år til Nordjyske Stiftstidende.
I modsætning til kammeraterne fra kvarteret gik Thorkild Kristensen i gymnasiet og tog studentereksamen fra Aalborg Katedralskole i 1958. Bagefter drog den unge mand til København for at læse jura, men blev ikke længe ved bøgerne. I stedet for måtte han give efter for iværksættertrangen, for Thorkild Kristensen begyndte allerede som 22-årig at udstykke og sælge sommerhusgrunde i Rågeleje.
I gang med sommerhuse
Det var et tilfælde, der fik aalborgenseren i gang med ejendomshandel. En dag spurgte svogeren, om Thorkild Kristensen kunne videresælge svogerens grund, der var 4000 kr. værd og lå mellem Roskilde og Ringsted. Den unge stud. jur. blev nysgerrig og indrykkede en annonce i Politiken, hvor han udbød den ”attraktive sommerhusgrund” til salg. Efter et par uger blev grunden solgt for 10.000 kr., og overskuddet delte han med svogeren. Thorkild Kristensen kunne herefter stikke det for den tid betydelige beløb af 3000 kr. i lommen, men fik nu blod på tanden efter at lave flere forretninger. Den første fortjeneste blev derfor investeret i en scooter, så den nyslåede ejendomshandler kunne køre rundt på Midtsjælland for at finde flere egnede sommerhusgrunde.
Blanket af
Da velstandstigningen i Danmark tog fart i starten af 1960’rne fik almindelige danskere råd og tid til at holde ferie, og da stod Thorkild Kristensen klar og solgte dem sommerhuse og feriehuse. I de næste tyve år udstykkede og solgte han mere end 12.000 sommerhusgrunde. Thorkild Kristensen udvidede forretningen ved at bygge og siden sælge eksklusive feriebyer med over tusind feriehuse. Men dette var bare begyndelsen.
I 1971 investerede Thorkild Kristensen en del af sine penge i en række restauranter i Aalborg, Hjørring, København og Paris. Oveni blev han diskotekskonge med kæden ”Tordenskjold”, der fik seks filialer landet over. Det var i disse dage, at nordjyden blev kendt for en playboy-livsstil med store armbevægelser, store huse og store biler, men Thorkild Kristensen hvilede ikke på laurbærerne og satte gang i flere nye projekter.
I 1980 solgte han det hele for at sætte kursen mod den spanske solkyst. I Marbella i Spanien gik Thorkild Kristensen i gang med at udstykke og sælge grunde, men det blev langt fra nogen succes, så ejendomshandleren tog efter fire år hjem igen til Aalborg mere eller mindre blanket af. Men som altid havde Thorkild Kristensen planer om nye projekter.
Rig på butikscentre
Hjemme i Aalborg gik Thorkild Kristensen i gang med sin næste store og godt udtænkte forretningsidé: byggeri af butikscentre. Idéen blev udviklet i samarbejde med bankmanden Per Søndergaard i det senere så kendte såkaldte ”developer”-selskab TK Development. Ved hjælp af prognoser for befolkningsudviklingen regnede man ud, hvor i byernes udkantsteder, at der var et tilstrækkeligt befolkningsgrundlag for nye butikscenter. Så købte selskabet brugbare grunde og gik herefter i gang med både at designe og udvikle byggeprojekterne. Efter at de nødvendige tilladelser var på plads styrede selskabet processen med at få bygget centrene. Men man var forsigtig og gik først i gang, når 60 procent af butikskvadratmetrene var lejet ud. Når det hele ligesom kørte, og kaninen var fuldfed, da solgte selskabet centrene med fin fortjeneste. I slutfirserne gik det stærkt, og da selskabet Thorkild Kristensen A/S (der senere blev til TK Development A/S), nåede en milliardomsætning, blev det 1991 noteret på Københavns Fondsbørs. På syv år var Thorkild Kristensen gået fra noget nær ingenting til at være millionær igen.
Lidt for stærkt
Imidlertid gik det efter manges mening lidt for stærkt med nogle af Thorkild Kristensens forretninger. I l988 anbefalede han i store avisannoncer et anpartsprojekt til 174 millioner kr., der bestod af en række ejendomme, der var købt for 110 millioner kr. af Varde Bank. De blev placeret i anpartsprojektet Euro City, som i store avisannoncer blev solgt med det argument, at ejendommene ville give fire gange så stort afkast som obligationer, og at der i øvrigt var en bankgaranti fra Varde Bank for huslejen de første 10 år. For anpartshaverne udviklede købet af de 1760 anparter sig ikke desto mindre til et mareridt, for ejendommene viste sig at være i en elendig forfatning, og driften havde i lang tid kørt med underskud. Allerede det første år måtte andelshaverne derfor hæfte for ekstraregninger. Sammenlagt kostede Euro City-engagementet anpartshaverne mellem 150.000 kr. og op mod 2 millioner kr. hver, og der røg en del pensionsopsparinger, ægteskaber samt hus og hjem på den konto. Anpartshaverne anlagde efterfølgende en retssag mod Thorkild Kristensen, som ifølge Børsen i sin tid fik 15 millioner kr. for at anbefale salget. For ejendomsmatadoren endte sagen dog med en frikendelse, bl.a. fordi sagen var forældet. 467 anpartshavere blev til gengæld i 2000 dømt til at betale sagsomkostningerne på 6,2 millioner kr., plus at de hang på Euro City’s restgæld på 28 millioner kr. Hele historien blev ikke mindre kulørt, da det kom frem, at anpartshavernes advokat havde taget af klientkontoen og senere endte i fængsel. Flere år efter spøger sagen stadig hos de i alt 1100 vrede andelshavere, som stadig får store regninger ind ad døren.
- Han har snydt og løjet, så det driver ned ad væggene, sagde en andelshaver om Thorkild Kristensen sidste år til Børsen, da sagen igen dukkede op.
Da ejendomsmarkedet i starten af halvfemserne røg ind i en krise, vendte udviklingen og byggematadorer på stribe gik konkurs. Selvom Thorkild Kristensen også mærkede nedgangen, klarede han, som en af de få, skærene og fortsatte med stor succes at udvikle butikscentre i Danmark og Østeuropa. I 1998 solgte Thorkild Kristensen – formentlig på grund af fornyet blæst omkring retssagen med Euro City-anpartshaverne - sine aktier i livsværket TK Development. Salget menes, at have indbragt ham 300 millioner kr.
Drosler ned
Det var dog ikke slut med Thorkild Kristensens forretninger. Ejendomshandleren kastede sig derefter igen med stor succes over flere af sine tidligere forretningsområder med udstykning og et rødglødende salg af sommerhusgrunde samt udvikling og salg af feriebyer og sommerhuse i en lang række lande i hele Europa. Aktiviteterne sker i diverse datterselskaber i koncernen Kristensen Group A/S, som Thorkild Kristensen ejer 40 procent af. Oveni har han investeret i tolv såkaldte seafood-restauranter i Cape Town, Sydafrika. Alle disse aktiviteterne kører i dag videre i selskabet Kristensen Group A/S. I datterselskabet Kristensen Properties arbejder man ligesom i TK Development A/S med Thorkild Kristensens gamle forretningsformel med at udvikle og bygge butikscentre og firmadomiciler med henblik på salg og fortjeneste.
Det er dog ikke alle Thorkild Kristensens byggeprojekter, der er gået glat igennem uden mislyde. I 2004 fastslog Tilsynsrådet for Århus amt og Miljøministeriets egen Landsplanafdeling, at Thorkild Kristensens selskabs opførelse af 31 luksus-ejerlejligheder til en skønnet værdi af 50-100 millioner kroner ved Hotel Ebeltoft Strand var 'utvetydigt ulovligt'. Myndighederne mente, at teknisk udvalg i Ebeltoft Kommune ulovligt havde givet dispensation til bygherren dvs. Thorkild Kristensen. Hele balladen endte dog med, at et politisk flertal i Ebeltoft Kommune sidste år lovliggjorde det oprindeligt ulovlige byggeri ved at vedtage et tillæg til lokalplanen.
Privatmanden
Thorkild Kristensen har siden han var ung været til hurtige biler og store motorcykler. Frem til 1999 havde ejendomsmatadoren efter kørsel i sin Mercedes mistet kørekortet fire gange efter at have fået 13 fartbøder. På sine gamle dage er erhvervsmandens behov for at føre sig frem blevet betydeligt mindre. Tværtimod beskrives han af venner som beskeden, Han er dog ikke uden passioner, for Thorkild Kristensen er glødende jagtinteresseret, og hjemme i villaen i Aalborg hænger trofæer af gazeller, der stammer fra hans mange jagter i Afrika. Ejendomsmatadoren er også kendt for at være en ret habil netværker både i forhold til de lokale politikere og det øvrige erhvervsliv. Lokalt har han igennem årene deltaget i den lokale jagtklub for lokale erhvervs-pinger, hvor også en af dansk erhvervslivs tunge drenge den tidligere Carlsberg-direktør Poul J. Svanholm deltager. Blandt vennerne finder man den tidligere Codan-direktør Peter Zobel, og for en del år tilbage var Thorkild Kristensen endog medsponsor for racerkøreren Thorkild Thyrring.
Ejendomsmatadorens tre børn er ikke faldet langt fra stammen, men er alle på forskellig vis engageret i det private erhvervsliv. Særligt sønnen Lau Kristensen bemærkede sig for en del år siden med en stor iværksættersucces, da han solgte videokæden "Christianshavns Video" til den amerikanske underholdningskæde "Blockbuster" for et tocifret millionbeløb. Lau Kristensen gik senere selv ind i bygge og ejendomsbranchen via selskabet "2L Development". Sønnen har dog også tid til at være formand for Kristensen Group, hvor Thorkild Kristensen selv kun er bestyrelsesmedlem og ”grå eminence”.
Iværksætter
Det siges om Thorkild Kristensen, at hans livslange hobby er at sætte noget i gang. En nordjysk erhvervsmand beskrev for nogle år siden Thorkild Kristensen sådan:
- Han er virkelig unik som iværksætter. Han ser mulighederne og er god til at tage projekt for projekt og gøre dem til en succes. Derimod er han ikke den store virksomhedsleder. Han er bedst til at tage én ting ad gangen.
Erhvervsmanden Preben Nielsen har til Børsen sagt om sin nabo og jagtkammerat
- Thorkild er en spændende person. Meget rund og venlig på overfladen, men han er ikke kun, som han ser ud. De mål, han har sat sig, dem når han. Under overfladen er han også meget dynamisk og kreativ.
De store op og nedture har også sat sine spor hos ejendomsmatadoren. En af Thorkild Kristensen mange bekendte har tidligere udtrykt det på denne måde:
- Holdningen er dog, at man skal passe på ikke at sætte alt over styr. Han er mere eller mindre startet fra nul et par gange. Der har også været nogle år efter bruddet med TK Development, hvor det bundlinjemæssigt ikke har kørt godt. Han har været langt nede, men har fået det kørt op igen.
---
Det ejer han:
Det er usikkert hvor meget Thorkild Kristensen er god for, men med de seneste års store værdistigninger på fast ejendom, vurderer flere iagttagere, at hans formue er på omkring en halv milliard kr.
For fire år siden sagde Thorkild Kristensen selv, at han var ”god for et trecifret millionbeløb”. Der gættes på, at han i 1998 fik 300 millioner kr. alene for salget af sine aktier i ejendomskoncernen TK Development A/S, men Thorkild Kristensen er på ingen måde siden holdt op med at tjene penge. Han ejer 40 procent af det nye selskab Thorkild Kristensen Group A/S i Aalborg, der køber, opfører og udvikler ferieboligprojekter med henblik på videresalg både i Danmark og udlandet. Finansieringen sker også ved hjælp af de særlige skattebegunstigede ”ti-mandsselskaber”. Thorkild Kristensen Group ejede sidste år aktiver for 815 mio. kr. og havde 112 mio. kr. i egenkapital. I 2005 var omsætningen på 650,9 millioner kr., og samme år steg omsætningen i virksomheden med 80 pct. Resultatet før skat blev på 58 millioner kr. Koncernen opdyrker nye markeder især i nabolande som Polen, Sverige og Tyskland og forventer selv en stigning i både aktivitet og indtjening. Thorkild Kristensen deltager ikke selv i firmaets drift. Han har for et par år siden trukket sig tilbage og overladt ledelsen til de to koncerndirektører Morten Pedersen og Ole Andersen.
Vinslot i Frankrig
Folk i Aalborg kender Thorkild Kristensens hvide palæ, der minder lidt om Det Hvide Hus i Washington. Palæet ligger på en af Aalborgs bedste matrikler, Råensvej i Hasseris.
Villakvarteret Hasseris er nordjydernes svar på ”whiskybæltet”. Fra denne tidligere privatbolig har ejendomsmatadoren drevet forretning siden 1984. I dag er det domicil for Thorkild Kristensens ejendomsmæglerfirma.
Sidste år flyttede Thorkild Kristensen og hans kone Grethe ind i den nyrenoverede skovriddergård Stagsted Skov ved Dronninglund, der er gods på 500 tønder land. Ejendomshandleren ejer også et sommerhus ”Højenhus” i Gl. Skagen, men Thorkild Kristensen opholder sig blandt andet af helbredsmæssige årsager en hel del i udlandet, og her har han flere valgmuligheder. Han ejer vinslottet ” Chateau de Prangey” i Bourgogne i Frankrig, farmen Marlbrook i Sydafrika og et hus på den paradiske stillehavsø Bora Bora.
Restauranter
Derudover ejer rigmanden igennem selskabet Thorkild Kristensen Invest restaurantkæden ”Kristensen Ocean Front Restaurants” i Cape Town, Sydafrika med 600 medarbejdere. Datteren Louise er manager på den ene af kædens 12 store seafoodrestauranter. Som navnet antyder, ligger restauranterne blot et stenkast fra havet. Investeringsselskabet har også aktieposter i udviklingsselskabet Kristensen Properties og Lindenborg Gods, der ligger syd for Aalborg.
Byggematadoren fra Aalborg
Af Jarl Cordua
Byggematador, ejendomsmagnat, tidl. diskotekskonge. Det er nogle af de uofficielle titler, der hæftes på den 67-årige mangemillionær Thorkild Kristensen. I dag har det aalborgensiske iværksætter-ikon trukket sig tilbage og opholder sig nu mest i udlandet. Det kan fx være på sit vinslot i Frankrig eller i huset på den paradiske stillehavsø Bora Bora, hvor naboen er Jack Nicholson.
Forretningsmanden Thorkild Kristensen fra Aalborg har været aktiv i dansk erhvervsliv i mere end 40 år. Han blev i 1970’erne landskendt med diskotekskæden ”Tordenskjold”, men de første store penge blev tjent ind ved udstykning og lukrativ salg af tusindvis af sommerhuse. Senere satte den idérige og karismatiske Thorkild Kristensen med hang til lange mørke uldfrakker sine tydelige spor ved at opføre butikscentre, supermarkeder og ferieboliger over hele Danmark. Det blev en guldgrube. En anden af hans originale og succesfulde forretningsidéer er opførelser af attraktive luksuslejligheder på førhen øde og ubrugte havnearealer rundt omkring i danske byer.
Byens store søn
Dygtige erhvervsfolk deler ofte vandene, men hjemme i Aalborg regnes Thorkild Kristensen faktisk for én af byens store sønner. Da Nordjyske Stiftstidende sidste år portrætterede en række kendte nordjyder, blev den succesrige byggematador fra Aalborg med det karakteristiske hvide fuldskæg udset til at være den, der satte ansigt på regionens erhvervsliv. Faktisk er ingen nordjysk erhvervsmands ry større eller bare ved siden af Thorkild Kristensens. I hjembyen er det da også overvejende pæne ting, der siges om den driftige og innovative ejendomshandler m.m., som i 1998 blev hædret som "Årets Aalborg-europæer" for at have gjort en ekstraordinær indsats og sat Aalborg på verdenskortet.
Arbejdersøn
Fortællingen om Thorkild Kristensens liv er den gode gamle historie om arbejderdrengen, der endte som mangemillionær. Han voksede op i et arbejderkvarter i Samsøgade nær Færø Plads i Aalborg. Faren var værftsarbejder på byens værft, men opfordrede sønnen til at læse videre:
- Min far mente, at jeg skulle have en uddannelse, så jeg ikke skulle frygte arbejdsløshed, som ham selv, fortalte Thorkild Kristensen sidste år til Nordjyske Stiftstidende.
I modsætning til kammeraterne fra kvarteret gik Thorkild Kristensen i gymnasiet og tog studentereksamen fra Aalborg Katedralskole i 1958. Bagefter drog den unge mand til København for at læse jura, men blev ikke længe ved bøgerne. I stedet for måtte han give efter for iværksættertrangen, for Thorkild Kristensen begyndte allerede som 22-årig at udstykke og sælge sommerhusgrunde i Rågeleje.
I gang med sommerhuse
Det var et tilfælde, der fik aalborgenseren i gang med ejendomshandel. En dag spurgte svogeren, om Thorkild Kristensen kunne videresælge svogerens grund, der var 4000 kr. værd og lå mellem Roskilde og Ringsted. Den unge stud. jur. blev nysgerrig og indrykkede en annonce i Politiken, hvor han udbød den ”attraktive sommerhusgrund” til salg. Efter et par uger blev grunden solgt for 10.000 kr., og overskuddet delte han med svogeren. Thorkild Kristensen kunne herefter stikke det for den tid betydelige beløb af 3000 kr. i lommen, men fik nu blod på tanden efter at lave flere forretninger. Den første fortjeneste blev derfor investeret i en scooter, så den nyslåede ejendomshandler kunne køre rundt på Midtsjælland for at finde flere egnede sommerhusgrunde.
Blanket af
Da velstandstigningen i Danmark tog fart i starten af 1960’rne fik almindelige danskere råd og tid til at holde ferie, og da stod Thorkild Kristensen klar og solgte dem sommerhuse og feriehuse. I de næste tyve år udstykkede og solgte han mere end 12.000 sommerhusgrunde. Thorkild Kristensen udvidede forretningen ved at bygge og siden sælge eksklusive feriebyer med over tusind feriehuse. Men dette var bare begyndelsen.
I 1971 investerede Thorkild Kristensen en del af sine penge i en række restauranter i Aalborg, Hjørring, København og Paris. Oveni blev han diskotekskonge med kæden ”Tordenskjold”, der fik seks filialer landet over. Det var i disse dage, at nordjyden blev kendt for en playboy-livsstil med store armbevægelser, store huse og store biler, men Thorkild Kristensen hvilede ikke på laurbærerne og satte gang i flere nye projekter.
I 1980 solgte han det hele for at sætte kursen mod den spanske solkyst. I Marbella i Spanien gik Thorkild Kristensen i gang med at udstykke og sælge grunde, men det blev langt fra nogen succes, så ejendomshandleren tog efter fire år hjem igen til Aalborg mere eller mindre blanket af. Men som altid havde Thorkild Kristensen planer om nye projekter.
Rig på butikscentre
Hjemme i Aalborg gik Thorkild Kristensen i gang med sin næste store og godt udtænkte forretningsidé: byggeri af butikscentre. Idéen blev udviklet i samarbejde med bankmanden Per Søndergaard i det senere så kendte såkaldte ”developer”-selskab TK Development. Ved hjælp af prognoser for befolkningsudviklingen regnede man ud, hvor i byernes udkantsteder, at der var et tilstrækkeligt befolkningsgrundlag for nye butikscenter. Så købte selskabet brugbare grunde og gik herefter i gang med både at designe og udvikle byggeprojekterne. Efter at de nødvendige tilladelser var på plads styrede selskabet processen med at få bygget centrene. Men man var forsigtig og gik først i gang, når 60 procent af butikskvadratmetrene var lejet ud. Når det hele ligesom kørte, og kaninen var fuldfed, da solgte selskabet centrene med fin fortjeneste. I slutfirserne gik det stærkt, og da selskabet Thorkild Kristensen A/S (der senere blev til TK Development A/S), nåede en milliardomsætning, blev det 1991 noteret på Københavns Fondsbørs. På syv år var Thorkild Kristensen gået fra noget nær ingenting til at være millionær igen.
Lidt for stærkt
Imidlertid gik det efter manges mening lidt for stærkt med nogle af Thorkild Kristensens forretninger. I l988 anbefalede han i store avisannoncer et anpartsprojekt til 174 millioner kr., der bestod af en række ejendomme, der var købt for 110 millioner kr. af Varde Bank. De blev placeret i anpartsprojektet Euro City, som i store avisannoncer blev solgt med det argument, at ejendommene ville give fire gange så stort afkast som obligationer, og at der i øvrigt var en bankgaranti fra Varde Bank for huslejen de første 10 år. For anpartshaverne udviklede købet af de 1760 anparter sig ikke desto mindre til et mareridt, for ejendommene viste sig at være i en elendig forfatning, og driften havde i lang tid kørt med underskud. Allerede det første år måtte andelshaverne derfor hæfte for ekstraregninger. Sammenlagt kostede Euro City-engagementet anpartshaverne mellem 150.000 kr. og op mod 2 millioner kr. hver, og der røg en del pensionsopsparinger, ægteskaber samt hus og hjem på den konto. Anpartshaverne anlagde efterfølgende en retssag mod Thorkild Kristensen, som ifølge Børsen i sin tid fik 15 millioner kr. for at anbefale salget. For ejendomsmatadoren endte sagen dog med en frikendelse, bl.a. fordi sagen var forældet. 467 anpartshavere blev til gengæld i 2000 dømt til at betale sagsomkostningerne på 6,2 millioner kr., plus at de hang på Euro City’s restgæld på 28 millioner kr. Hele historien blev ikke mindre kulørt, da det kom frem, at anpartshavernes advokat havde taget af klientkontoen og senere endte i fængsel. Flere år efter spøger sagen stadig hos de i alt 1100 vrede andelshavere, som stadig får store regninger ind ad døren.
- Han har snydt og løjet, så det driver ned ad væggene, sagde en andelshaver om Thorkild Kristensen sidste år til Børsen, da sagen igen dukkede op.
Da ejendomsmarkedet i starten af halvfemserne røg ind i en krise, vendte udviklingen og byggematadorer på stribe gik konkurs. Selvom Thorkild Kristensen også mærkede nedgangen, klarede han, som en af de få, skærene og fortsatte med stor succes at udvikle butikscentre i Danmark og Østeuropa. I 1998 solgte Thorkild Kristensen – formentlig på grund af fornyet blæst omkring retssagen med Euro City-anpartshaverne - sine aktier i livsværket TK Development. Salget menes, at have indbragt ham 300 millioner kr.
Drosler ned
Det var dog ikke slut med Thorkild Kristensens forretninger. Ejendomshandleren kastede sig derefter igen med stor succes over flere af sine tidligere forretningsområder med udstykning og et rødglødende salg af sommerhusgrunde samt udvikling og salg af feriebyer og sommerhuse i en lang række lande i hele Europa. Aktiviteterne sker i diverse datterselskaber i koncernen Kristensen Group A/S, som Thorkild Kristensen ejer 40 procent af. Oveni har han investeret i tolv såkaldte seafood-restauranter i Cape Town, Sydafrika. Alle disse aktiviteterne kører i dag videre i selskabet Kristensen Group A/S. I datterselskabet Kristensen Properties arbejder man ligesom i TK Development A/S med Thorkild Kristensens gamle forretningsformel med at udvikle og bygge butikscentre og firmadomiciler med henblik på salg og fortjeneste.
Det er dog ikke alle Thorkild Kristensens byggeprojekter, der er gået glat igennem uden mislyde. I 2004 fastslog Tilsynsrådet for Århus amt og Miljøministeriets egen Landsplanafdeling, at Thorkild Kristensens selskabs opførelse af 31 luksus-ejerlejligheder til en skønnet værdi af 50-100 millioner kroner ved Hotel Ebeltoft Strand var 'utvetydigt ulovligt'. Myndighederne mente, at teknisk udvalg i Ebeltoft Kommune ulovligt havde givet dispensation til bygherren dvs. Thorkild Kristensen. Hele balladen endte dog med, at et politisk flertal i Ebeltoft Kommune sidste år lovliggjorde det oprindeligt ulovlige byggeri ved at vedtage et tillæg til lokalplanen.
Privatmanden
Thorkild Kristensen har siden han var ung været til hurtige biler og store motorcykler. Frem til 1999 havde ejendomsmatadoren efter kørsel i sin Mercedes mistet kørekortet fire gange efter at have fået 13 fartbøder. På sine gamle dage er erhvervsmandens behov for at føre sig frem blevet betydeligt mindre. Tværtimod beskrives han af venner som beskeden, Han er dog ikke uden passioner, for Thorkild Kristensen er glødende jagtinteresseret, og hjemme i villaen i Aalborg hænger trofæer af gazeller, der stammer fra hans mange jagter i Afrika. Ejendomsmatadoren er også kendt for at være en ret habil netværker både i forhold til de lokale politikere og det øvrige erhvervsliv. Lokalt har han igennem årene deltaget i den lokale jagtklub for lokale erhvervs-pinger, hvor også en af dansk erhvervslivs tunge drenge den tidligere Carlsberg-direktør Poul J. Svanholm deltager. Blandt vennerne finder man den tidligere Codan-direktør Peter Zobel, og for en del år tilbage var Thorkild Kristensen endog medsponsor for racerkøreren Thorkild Thyrring.
Ejendomsmatadorens tre børn er ikke faldet langt fra stammen, men er alle på forskellig vis engageret i det private erhvervsliv. Særligt sønnen Lau Kristensen bemærkede sig for en del år siden med en stor iværksættersucces, da han solgte videokæden "Christianshavns Video" til den amerikanske underholdningskæde "Blockbuster" for et tocifret millionbeløb. Lau Kristensen gik senere selv ind i bygge og ejendomsbranchen via selskabet "2L Development". Sønnen har dog også tid til at være formand for Kristensen Group, hvor Thorkild Kristensen selv kun er bestyrelsesmedlem og ”grå eminence”.
Iværksætter
Det siges om Thorkild Kristensen, at hans livslange hobby er at sætte noget i gang. En nordjysk erhvervsmand beskrev for nogle år siden Thorkild Kristensen sådan:
- Han er virkelig unik som iværksætter. Han ser mulighederne og er god til at tage projekt for projekt og gøre dem til en succes. Derimod er han ikke den store virksomhedsleder. Han er bedst til at tage én ting ad gangen.
Erhvervsmanden Preben Nielsen har til Børsen sagt om sin nabo og jagtkammerat
- Thorkild er en spændende person. Meget rund og venlig på overfladen, men han er ikke kun, som han ser ud. De mål, han har sat sig, dem når han. Under overfladen er han også meget dynamisk og kreativ.
De store op og nedture har også sat sine spor hos ejendomsmatadoren. En af Thorkild Kristensen mange bekendte har tidligere udtrykt det på denne måde:
- Holdningen er dog, at man skal passe på ikke at sætte alt over styr. Han er mere eller mindre startet fra nul et par gange. Der har også været nogle år efter bruddet med TK Development, hvor det bundlinjemæssigt ikke har kørt godt. Han har været langt nede, men har fået det kørt op igen.
---
Det ejer han:
Det er usikkert hvor meget Thorkild Kristensen er god for, men med de seneste års store værdistigninger på fast ejendom, vurderer flere iagttagere, at hans formue er på omkring en halv milliard kr.
For fire år siden sagde Thorkild Kristensen selv, at han var ”god for et trecifret millionbeløb”. Der gættes på, at han i 1998 fik 300 millioner kr. alene for salget af sine aktier i ejendomskoncernen TK Development A/S, men Thorkild Kristensen er på ingen måde siden holdt op med at tjene penge. Han ejer 40 procent af det nye selskab Thorkild Kristensen Group A/S i Aalborg, der køber, opfører og udvikler ferieboligprojekter med henblik på videresalg både i Danmark og udlandet. Finansieringen sker også ved hjælp af de særlige skattebegunstigede ”ti-mandsselskaber”. Thorkild Kristensen Group ejede sidste år aktiver for 815 mio. kr. og havde 112 mio. kr. i egenkapital. I 2005 var omsætningen på 650,9 millioner kr., og samme år steg omsætningen i virksomheden med 80 pct. Resultatet før skat blev på 58 millioner kr. Koncernen opdyrker nye markeder især i nabolande som Polen, Sverige og Tyskland og forventer selv en stigning i både aktivitet og indtjening. Thorkild Kristensen deltager ikke selv i firmaets drift. Han har for et par år siden trukket sig tilbage og overladt ledelsen til de to koncerndirektører Morten Pedersen og Ole Andersen.
Vinslot i Frankrig
Folk i Aalborg kender Thorkild Kristensens hvide palæ, der minder lidt om Det Hvide Hus i Washington. Palæet ligger på en af Aalborgs bedste matrikler, Råensvej i Hasseris.
Villakvarteret Hasseris er nordjydernes svar på ”whiskybæltet”. Fra denne tidligere privatbolig har ejendomsmatadoren drevet forretning siden 1984. I dag er det domicil for Thorkild Kristensens ejendomsmæglerfirma.
Sidste år flyttede Thorkild Kristensen og hans kone Grethe ind i den nyrenoverede skovriddergård Stagsted Skov ved Dronninglund, der er gods på 500 tønder land. Ejendomshandleren ejer også et sommerhus ”Højenhus” i Gl. Skagen, men Thorkild Kristensen opholder sig blandt andet af helbredsmæssige årsager en hel del i udlandet, og her har han flere valgmuligheder. Han ejer vinslottet ” Chateau de Prangey” i Bourgogne i Frankrig, farmen Marlbrook i Sydafrika og et hus på den paradiske stillehavsø Bora Bora.
Restauranter
Derudover ejer rigmanden igennem selskabet Thorkild Kristensen Invest restaurantkæden ”Kristensen Ocean Front Restaurants” i Cape Town, Sydafrika med 600 medarbejdere. Datteren Louise er manager på den ene af kædens 12 store seafoodrestauranter. Som navnet antyder, ligger restauranterne blot et stenkast fra havet. Investeringsselskabet har også aktieposter i udviklingsselskabet Kristensen Properties og Lindenborg Gods, der ligger syd for Aalborg.
Subscribe to:
Posts (Atom)