Tuesday, April 10, 2007

Thorkild Kristensen - byggematadoren fra Aalborg

Portrætartiklen med Thorkild Kristensen blev bragt i Ugemagasinet "Fokus" den 18. januar 2007.

Byggematadoren fra Aalborg

Af Jarl Cordua

Byggematador, ejendomsmagnat, tidl. diskotekskonge. Det er nogle af de uofficielle titler, der hæftes på den 67-årige mangemillionær Thorkild Kristensen. I dag har det aalborgensiske iværksætter-ikon trukket sig tilbage og opholder sig nu mest i udlandet. Det kan fx være på sit vinslot i Frankrig eller i huset på den paradiske stillehavsø Bora Bora, hvor naboen er Jack Nicholson.

Forretningsmanden Thorkild Kristensen fra Aalborg har været aktiv i dansk erhvervsliv i mere end 40 år. Han blev i 1970’erne landskendt med diskotekskæden ”Tordenskjold”, men de første store penge blev tjent ind ved udstykning og lukrativ salg af tusindvis af sommerhuse. Senere satte den idérige og karismatiske Thorkild Kristensen med hang til lange mørke uldfrakker sine tydelige spor ved at opføre butikscentre, supermarkeder og ferieboliger over hele Danmark. Det blev en guldgrube. En anden af hans originale og succesfulde forretningsidéer er opførelser af attraktive luksuslejligheder på førhen øde og ubrugte havnearealer rundt omkring i danske byer.

Byens store søn
Dygtige erhvervsfolk deler ofte vandene, men hjemme i Aalborg regnes Thorkild Kristensen faktisk for én af byens store sønner. Da Nordjyske Stiftstidende sidste år portrætterede en række kendte nordjyder, blev den succesrige byggematador fra Aalborg med det karakteristiske hvide fuldskæg udset til at være den, der satte ansigt på regionens erhvervsliv. Faktisk er ingen nordjysk erhvervsmands ry større eller bare ved siden af Thorkild Kristensens. I hjembyen er det da også overvejende pæne ting, der siges om den driftige og innovative ejendomshandler m.m., som i 1998 blev hædret som "Årets Aalborg-europæer" for at have gjort en ekstraordinær indsats og sat Aalborg på verdenskortet.

Arbejdersøn
Fortællingen om Thorkild Kristensens liv er den gode gamle historie om arbejderdrengen, der endte som mangemillionær. Han voksede op i et arbejderkvarter i Samsøgade nær Færø Plads i Aalborg. Faren var værftsarbejder på byens værft, men opfordrede sønnen til at læse videre:
- Min far mente, at jeg skulle have en uddannelse, så jeg ikke skulle frygte arbejdsløshed, som ham selv, fortalte Thorkild Kristensen sidste år til Nordjyske Stiftstidende.
I modsætning til kammeraterne fra kvarteret gik Thorkild Kristensen i gymnasiet og tog studentereksamen fra Aalborg Katedralskole i 1958. Bagefter drog den unge mand til København for at læse jura, men blev ikke længe ved bøgerne. I stedet for måtte han give efter for iværksættertrangen, for Thorkild Kristensen begyndte allerede som 22-årig at udstykke og sælge sommerhusgrunde i Rågeleje.

I gang med sommerhuse
Det var et tilfælde, der fik aalborgenseren i gang med ejendomshandel. En dag spurgte svogeren, om Thorkild Kristensen kunne videresælge svogerens grund, der var 4000 kr. værd og lå mellem Roskilde og Ringsted. Den unge stud. jur. blev nysgerrig og indrykkede en annonce i Politiken, hvor han udbød den ”attraktive sommerhusgrund” til salg. Efter et par uger blev grunden solgt for 10.000 kr., og overskuddet delte han med svogeren. Thorkild Kristensen kunne herefter stikke det for den tid betydelige beløb af 3000 kr. i lommen, men fik nu blod på tanden efter at lave flere forretninger. Den første fortjeneste blev derfor investeret i en scooter, så den nyslåede ejendomshandler kunne køre rundt på Midtsjælland for at finde flere egnede sommerhusgrunde.

Blanket af
Da velstandstigningen i Danmark tog fart i starten af 1960’rne fik almindelige danskere råd og tid til at holde ferie, og da stod Thorkild Kristensen klar og solgte dem sommerhuse og feriehuse. I de næste tyve år udstykkede og solgte han mere end 12.000 sommerhusgrunde. Thorkild Kristensen udvidede forretningen ved at bygge og siden sælge eksklusive feriebyer med over tusind feriehuse. Men dette var bare begyndelsen.
I 1971 investerede Thorkild Kristensen en del af sine penge i en række restauranter i Aalborg, Hjørring, København og Paris. Oveni blev han diskotekskonge med kæden ”Tordenskjold”, der fik seks filialer landet over. Det var i disse dage, at nordjyden blev kendt for en playboy-livsstil med store armbevægelser, store huse og store biler, men Thorkild Kristensen hvilede ikke på laurbærerne og satte gang i flere nye projekter.
I 1980 solgte han det hele for at sætte kursen mod den spanske solkyst. I Marbella i Spanien gik Thorkild Kristensen i gang med at udstykke og sælge grunde, men det blev langt fra nogen succes, så ejendomshandleren tog efter fire år hjem igen til Aalborg mere eller mindre blanket af. Men som altid havde Thorkild Kristensen planer om nye projekter.

Rig på butikscentre
Hjemme i Aalborg gik Thorkild Kristensen i gang med sin næste store og godt udtænkte forretningsidé: byggeri af butikscentre. Idéen blev udviklet i samarbejde med bankmanden Per Søndergaard i det senere så kendte såkaldte ”developer”-selskab TK Development. Ved hjælp af prognoser for befolkningsudviklingen regnede man ud, hvor i byernes udkantsteder, at der var et tilstrækkeligt befolkningsgrundlag for nye butikscenter. Så købte selskabet brugbare grunde og gik herefter i gang med både at designe og udvikle byggeprojekterne. Efter at de nødvendige tilladelser var på plads styrede selskabet processen med at få bygget centrene. Men man var forsigtig og gik først i gang, når 60 procent af butikskvadratmetrene var lejet ud. Når det hele ligesom kørte, og kaninen var fuldfed, da solgte selskabet centrene med fin fortjeneste. I slutfirserne gik det stærkt, og da selskabet Thorkild Kristensen A/S (der senere blev til TK Development A/S), nåede en milliardomsætning, blev det 1991 noteret på Københavns Fondsbørs. På syv år var Thorkild Kristensen gået fra noget nær ingenting til at være millionær igen.

Lidt for stærkt
Imidlertid gik det efter manges mening lidt for stærkt med nogle af Thorkild Kristensens forretninger. I l988 anbefalede han i store avisannoncer et anpartsprojekt til 174 millioner kr., der bestod af en række ejendomme, der var købt for 110 millioner kr. af Varde Bank. De blev placeret i anpartsprojektet Euro City, som i store avisannoncer blev solgt med det argument, at ejendommene ville give fire gange så stort afkast som obligationer, og at der i øvrigt var en bankgaranti fra Varde Bank for huslejen de første 10 år. For anpartshaverne udviklede købet af de 1760 anparter sig ikke desto mindre til et mareridt, for ejendommene viste sig at være i en elendig forfatning, og driften havde i lang tid kørt med underskud. Allerede det første år måtte andelshaverne derfor hæfte for ekstraregninger. Sammenlagt kostede Euro City-engagementet anpartshaverne mellem 150.000 kr. og op mod 2 millioner kr. hver, og der røg en del pensionsopsparinger, ægteskaber samt hus og hjem på den konto. Anpartshaverne anlagde efterfølgende en retssag mod Thorkild Kristensen, som ifølge Børsen i sin tid fik 15 millioner kr. for at anbefale salget. For ejendomsmatadoren endte sagen dog med en frikendelse, bl.a. fordi sagen var forældet. 467 anpartshavere blev til gengæld i 2000 dømt til at betale sagsomkostningerne på 6,2 millioner kr., plus at de hang på Euro City’s restgæld på 28 millioner kr. Hele historien blev ikke mindre kulørt, da det kom frem, at anpartshavernes advokat havde taget af klientkontoen og senere endte i fængsel. Flere år efter spøger sagen stadig hos de i alt 1100 vrede andelshavere, som stadig får store regninger ind ad døren.
- Han har snydt og løjet, så det driver ned ad væggene, sagde en andelshaver om Thorkild Kristensen sidste år til Børsen, da sagen igen dukkede op.
Da ejendomsmarkedet i starten af halvfemserne røg ind i en krise, vendte udviklingen og byggematadorer på stribe gik konkurs. Selvom Thorkild Kristensen også mærkede nedgangen, klarede han, som en af de få, skærene og fortsatte med stor succes at udvikle butikscentre i Danmark og Østeuropa. I 1998 solgte Thorkild Kristensen – formentlig på grund af fornyet blæst omkring retssagen med Euro City-anpartshaverne - sine aktier i livsværket TK Development. Salget menes, at have indbragt ham 300 millioner kr.

Drosler ned
Det var dog ikke slut med Thorkild Kristensens forretninger. Ejendomshandleren kastede sig derefter igen med stor succes over flere af sine tidligere forretningsområder med udstykning og et rødglødende salg af sommerhusgrunde samt udvikling og salg af feriebyer og sommerhuse i en lang række lande i hele Europa. Aktiviteterne sker i diverse datterselskaber i koncernen Kristensen Group A/S, som Thorkild Kristensen ejer 40 procent af. Oveni har han investeret i tolv såkaldte seafood-restauranter i Cape Town, Sydafrika. Alle disse aktiviteterne kører i dag videre i selskabet Kristensen Group A/S. I datterselskabet Kristensen Properties arbejder man ligesom i TK Development A/S med Thorkild Kristensens gamle forretningsformel med at udvikle og bygge butikscentre og firmadomiciler med henblik på salg og fortjeneste.
Det er dog ikke alle Thorkild Kristensens byggeprojekter, der er gået glat igennem uden mislyde. I 2004 fastslog Tilsynsrådet for Århus amt og Miljøministeriets egen Landsplanafdeling, at Thorkild Kristensens selskabs opførelse af 31 luksus-ejerlejligheder til en skønnet værdi af 50-100 millioner kroner ved Hotel Ebeltoft Strand var 'utvetydigt ulovligt'. Myndighederne mente, at teknisk udvalg i Ebeltoft Kommune ulovligt havde givet dispensation til bygherren dvs. Thorkild Kristensen. Hele balladen endte dog med, at et politisk flertal i Ebeltoft Kommune sidste år lovliggjorde det oprindeligt ulovlige byggeri ved at vedtage et tillæg til lokalplanen.

Privatmanden
Thorkild Kristensen har siden han var ung været til hurtige biler og store motorcykler. Frem til 1999 havde ejendomsmatadoren efter kørsel i sin Mercedes mistet kørekortet fire gange efter at have fået 13 fartbøder. På sine gamle dage er erhvervsmandens behov for at føre sig frem blevet betydeligt mindre. Tværtimod beskrives han af venner som beskeden, Han er dog ikke uden passioner, for Thorkild Kristensen er glødende jagtinteresseret, og hjemme i villaen i Aalborg hænger trofæer af gazeller, der stammer fra hans mange jagter i Afrika. Ejendomsmatadoren er også kendt for at være en ret habil netværker både i forhold til de lokale politikere og det øvrige erhvervsliv. Lokalt har han igennem årene deltaget i den lokale jagtklub for lokale erhvervs-pinger, hvor også en af dansk erhvervslivs tunge drenge den tidligere Carlsberg-direktør Poul J. Svanholm deltager. Blandt vennerne finder man den tidligere Codan-direktør Peter Zobel, og for en del år tilbage var Thorkild Kristensen endog medsponsor for racerkøreren Thorkild Thyrring.
Ejendomsmatadorens tre børn er ikke faldet langt fra stammen, men er alle på forskellig vis engageret i det private erhvervsliv. Særligt sønnen Lau Kristensen bemærkede sig for en del år siden med en stor iværksættersucces, da han solgte videokæden "Christianshavns Video" til den amerikanske underholdningskæde "Blockbuster" for et tocifret millionbeløb. Lau Kristensen gik senere selv ind i bygge og ejendomsbranchen via selskabet "2L Development". Sønnen har dog også tid til at være formand for Kristensen Group, hvor Thorkild Kristensen selv kun er bestyrelsesmedlem og ”grå eminence”.

Iværksætter
Det siges om Thorkild Kristensen, at hans livslange hobby er at sætte noget i gang. En nordjysk erhvervsmand beskrev for nogle år siden Thorkild Kristensen sådan:
- Han er virkelig unik som iværksætter. Han ser mulighederne og er god til at tage projekt for projekt og gøre dem til en succes. Derimod er han ikke den store virksomhedsleder. Han er bedst til at tage én ting ad gangen.
Erhvervsmanden Preben Nielsen har til Børsen sagt om sin nabo og jagtkammerat
- Thorkild er en spændende person. Meget rund og venlig på overfladen, men han er ikke kun, som han ser ud. De mål, han har sat sig, dem når han. Under overfladen er han også meget dynamisk og kreativ.
De store op og nedture har også sat sine spor hos ejendomsmatadoren. En af Thorkild Kristensen mange bekendte har tidligere udtrykt det på denne måde:
- Holdningen er dog, at man skal passe på ikke at sætte alt over styr. Han er mere eller mindre startet fra nul et par gange. Der har også været nogle år efter bruddet med TK Development, hvor det bundlinjemæssigt ikke har kørt godt. Han har været langt nede, men har fået det kørt op igen.

---


Det ejer han:

Det er usikkert hvor meget Thorkild Kristensen er god for, men med de seneste års store værdistigninger på fast ejendom, vurderer flere iagttagere, at hans formue er på omkring en halv milliard kr.
For fire år siden sagde Thorkild Kristensen selv, at han var ”god for et trecifret millionbeløb”. Der gættes på, at han i 1998 fik 300 millioner kr. alene for salget af sine aktier i ejendomskoncernen TK Development A/S, men Thorkild Kristensen er på ingen måde siden holdt op med at tjene penge. Han ejer 40 procent af det nye selskab Thorkild Kristensen Group A/S i Aalborg, der køber, opfører og udvikler ferieboligprojekter med henblik på videresalg både i Danmark og udlandet. Finansieringen sker også ved hjælp af de særlige skattebegunstigede ”ti-mandsselskaber”. Thorkild Kristensen Group ejede sidste år aktiver for 815 mio. kr. og havde 112 mio. kr. i egenkapital. I 2005 var omsætningen på 650,9 millioner kr., og samme år steg omsætningen i virksomheden med 80 pct. Resultatet før skat blev på 58 millioner kr. Koncernen opdyrker nye markeder især i nabolande som Polen, Sverige og Tyskland og forventer selv en stigning i både aktivitet og indtjening. Thorkild Kristensen deltager ikke selv i firmaets drift. Han har for et par år siden trukket sig tilbage og overladt ledelsen til de to koncerndirektører Morten Pedersen og Ole Andersen.

Vinslot i Frankrig
Folk i Aalborg kender Thorkild Kristensens hvide palæ, der minder lidt om Det Hvide Hus i Washington. Palæet ligger på en af Aalborgs bedste matrikler, Råensvej i Hasseris.
Villakvarteret Hasseris er nordjydernes svar på ”whiskybæltet”. Fra denne tidligere privatbolig har ejendomsmatadoren drevet forretning siden 1984. I dag er det domicil for Thorkild Kristensens ejendomsmæglerfirma.
Sidste år flyttede Thorkild Kristensen og hans kone Grethe ind i den nyrenoverede skovriddergård Stagsted Skov ved Dronninglund, der er gods på 500 tønder land. Ejendomshandleren ejer også et sommerhus ”Højenhus” i Gl. Skagen, men Thorkild Kristensen opholder sig blandt andet af helbredsmæssige årsager en hel del i udlandet, og her har han flere valgmuligheder. Han ejer vinslottet ” Chateau de Prangey” i Bourgogne i Frankrig, farmen Marlbrook i Sydafrika og et hus på den paradiske stillehavsø Bora Bora.

Restauranter
Derudover ejer rigmanden igennem selskabet Thorkild Kristensen Invest restaurantkæden ”Kristensen Ocean Front Restaurants” i Cape Town, Sydafrika med 600 medarbejdere. Datteren Louise er manager på den ene af kædens 12 store seafoodrestauranter. Som navnet antyder, ligger restauranterne blot et stenkast fra havet. Investeringsselskabet har også aktieposter i udviklingsselskabet Kristensen Properties og Lindenborg Gods, der ligger syd for Aalborg.

1 comment:

teknikeren said...

Der mangler en interessant tilføjelse i TK`s iværksætter projekter, han har tidlig i sin karriere startet en produktion af bornholmerure, med bl. a eksport til USA (som vist nok strandede pg. af kasserne til urene tørrede ind og revnede på i et pakhus i USA
hvorefter værkerne returneredes
MVH
Henning Gustafsson